Man behøver ikke være ekspert inden for musik for at nyde en god sang i radioen. Man behøver heller ikke være Ann Lind for at forstå eller opleve en film i biografen. Musik og film er noget, der er let tilgængeligt og i øjenhøjde med os, der forbruger det. Vi kan se, lytte og opleve det på vores egen måde og er ikke afhængig af en større baggrundsviden.
Når det kommer til kunst, virker historien dog til at være en anden. I hvert fald, hvis man spørger direktør for Copenhagen Contemporary, Marie Laurberg.
– Jeg tror, at vores selvopfattelse er, at vi ikke er så kunstneriske i Danmark. Men det vil jeg gerne rykke ved. Jeg vil gerne have, at vi har det samme forhold til kunst, som vi har til musik og film. At det er nok bare at opleve det. At ens måde at gå til værkerne på er helt okay. Det er virkelig det, jeg kæmper for.
Da jeg møder hende på Copenhagen Contemporary en solrig formiddag i april, står det klart, at Marie Laurberg gerne vil ryste posen i den danske museumsverden. Hun har sågar en konkret plan – og et navn – for en ny måde at gå på museum på.
– Jeg kalder det for ‘Museum 3.0’. Det skal være et sted, hvor du ikke bare er vidne til andres kreativitet. Du får også styrket din egen.
Rent praktisk skal det foregå i det 800 kvadratmeter store atelier, der ligger i Copenhagen Contemporarys betonimperium. Her er udstillingen ‘CC Create’ netop åbnet, hvor præmissen er ganske enkel: Leg, udforsk og skab.
Atelieret ligner en blanding mellem et teselskab i Alice i Eventyrland og Creative Space. Flere meter høje monsterhoveder af papmachélignende materiale er placeret sporadisk i rummet. Inde i et af hovederne er et tv, der viser et program om fire dukker, der aftaler at lave et sportswear brand. Op langs væggen er der en tunnelrutjsebane, hvor flere voksne suser igennem. Man kan klippeklistre hatte med fjer på over ved et par langborde. Det er den britiske stjernekunstner Monster Chetwynd, der står bag installationen.
Umiddelbart virker der ikke til være nogen rød tråd i virvaret. Men Marie Laurberg er helt rolig, da jeg konfronterer hende med den påstand.
– Det er trashy med vilje. Vi vil rigtig gerne prøve at bringe folk sammen her. Lave verdenskunst i gadehøjde. Byg en mærkelig hat, rutsj på rustjebanen, optræd inde i en monstermund. Der findes en forestilling om, at det kun er udvalgte mennesker, der er kreative. Men det passer slet ikke. Vi er alle kreative på hver vores måde. Det handler om selvtillid. Og når man finder den, kan man bidrage til samfundet og fællesskabet.
Ifølge Marie Laurberg findes der to æradefinerende generationer af museer, der har banet vej for den type museum, hun mener, at danskerne nu er klar til.
Den første blomstrede frem i 1800-tallet, hvor nationalromantikken herskede og interessen for kunst, kulturarv og historie blev støt stigende. Thorvaldsens Museum, Statens Museum for Kunst og Ny Carlsberg Glyptotek er nævneværdige eksempler fra tiden. Denne type museum handlede om at “samle og udstille sjældne genstande”, fortæller Marie Laurberg.
Den næste generation af museer rullede ind over Danmark i 1960’erne. Danskerne fik mere fritid, og det blev normalt at besøge kulturinstitutionerne rundt omkring i landet. Her var selve formidlingen i centrum, og museerne blev pædagogiske og interaktive i deres formidling til besøgende. Louisiana og Moesgaard Museum er eksempler fra denne tid.
Og nu er det så, ifølge Marie Laurberg, tid til tredje bølge, hvor ‘kreativitet’ er nøgleordet. I denne generation er besøgende ikke bare er tilskuere, men medskabere. Det er essensen af Copenhagen Contemporarys nye udstilling ‘CC Create’, som kører i minimum tre år. Hvert år vil en ny kunstner indrette atelieret.
Museum 3.0
Jeg ved intet om udstillingen, da hun slår dørene op til atelieret, hvor løjerlighederne foregår. Det er meningen, for Marie Laurbergs tese er, at kunst ikke kræver forhåndsviden, så den følger jeg, om end jeg er lidt skeptisk.
For er det ikke en myte, at man kan forstå kunst uden at vide noget som helst om det?
– Lokalet blev brugt af Det Kongelige Teater til at male kulisser førhen. Jeg ville gerne bruge dens historie som atelier igen, men bare åbne det for alle denne gang. Man kan godt kalde det et full circle moment, siger hun.
Projektet er i høj grad også socialt, fortæller hun. Hun mener, at én af grundene til, at besøgsantallet på museer i Danmark har været stigende de seneste par år skyldes, at det er et frirum fra en i stigende grad digitaliseret hverdag.
– Det, museer tilbyder, kan du ikke få på en skærm. Vi tilbyder mennesker en måde at være sammen på, som jeg tror, mange savner.
Kunst i en urolig verden
Marie Laurberg er kendt for sine eksperimenterende og interaktive udstillinger. Kort efter kandidatgraden i kunsthistorie fra Københavns Universitet, blev hun som 27-årig kurator på Arken. Trods sin unge alder var hun ikke bleg for at ruske op i museet, der hidtil primært havde udstillet malerier og skulpturer. Hun stod bag en udstilling med 200 tons jordbjerg, som kunstneren Katharina Grosse spraymalede et kolossalt maleri ud fra. Hun fik bygget en 15 meter lang tunnel af Olafur Eliasson fyldt med farvet toge, som publikum gik igennem.
Senere blev hun kunstfaglig chef på Kunstmuseum Brandts og inspektør på Louisiana. Det var hende, som stod bag den japanske kunstner Yayoi Kusamas udstilling på Louisiana i 2015 – et kontroversielt valg, da kunstneren dengang var stort set ukendt i Danmark. Udstillingen gik hen og blev den tredje mest besøgte i Louisianas historie.
I hendes tre år på Copenhagen Contemporary er det også gået godt. Antallet af unge besøgende er steget markant og besøgende børnefamilier er firedoblet. Det er en bevidst målsætning, siger hun.
– Undersøgelser viser, at hvis man ikke har været gennem døren på et museum, før man er 10 år gammel, så er sandsynligheden for, at man aldrig går gennem døren rigtig stor. Det er fremtidens kunstpublikum, der kommer her.
Noget tyder på, at hun har ret. Jeg spotter en del børn i atelieret, og jeg hører en gruppe unge mødre grine over ved hattemagerbordet. Alligevel er der et spørgsmål, der nager.
Det er en urolig verden, vi lever i lige nu. Hvad får dig til at tro, at vi vil prioritere at gå på museum, når jorden brænder under os?
Spørgsmålet får hende, lidt overraskende, til at bryde ud i et tandsmil.
– Man kan godt få den der idé om, at kultur bare er flødeskum i samfundet og egentlig ikke vigtigt. Men kultur er grundfundamentet under alle de valg, vi træffer som samfund, siger hun og fortsætter:
– Som samfund skal vi hele tiden være nyskabende. Klimakrisen og en stigende grad af fascisme er noget, der fremavler kultur og kreativitet. Det er ikke tilfældigt, at Astrid Lindgren skrev Pippi Langstrømpe i kølvandet på Anden Verdenskrig. En historie om et antiautoritært og grænseløst barn, der ikke følger de konservative normer.
Kultur avler modkultur, siger hun. Det skal værnes om og dyrkes fra en tidlig alder. Også fordi, at det i sidste ende bidrager til vores lykke. Undersøgelser viser, at vi bliver lykkeligere af at skabe, være kreative og, især, bruge vores hænder.
Det er nok dét, tesen om kunst-uden-forhåndsviden handler om, tænker jeg, da jeg cykler tilbage mod Indre By. At det ikke bliver forbeholdt Erasmus Montanusserne, men bare kommer ind under huden. Efter at have set voksne mennesker iklæde sig hjemmelavede hatte med fjer, forekommer Marie Laurbergs vision ikke umulig.
Det virker som en sjov(ere) verden at leve i.
