Så kører hverdagsbussen igen for alle os med skolebørn – ugeplaner, madpakker, vækkeure, forsvundne cykelhjelme, Aula-beskeder og hektiske morgener. Det er decideret rædselsfuldt. At forsøge at presse sine sommertæer ned i lukkede sko – også i overført betydning – rammer altid børnefamilierne hårdt ved skolestart.
Hos os nåede vi kun til dag 2 af skoleåret, før vi sov over os. Vi er B-mennesker, min dreng og jeg, og jeg bander og svovler dagligt over, hvorfor hele verden dog skal indrettes til A-mennesker. Og før nogen hidser sig op – vi har meget faste regler om skærm og sengetid, og drengen får sine 10 timers søvn.
Men jeg længes efter de rolige morgener med et børnehavebarn, hvor der skulle afleveres inden 9.30, og vi spiste langsom morgenmad, hørte P8 Jazz, tændte et stearinlys i vintermånederne og roligt sagde goddag til den nye dag. I stedet sidder vi tavse med kvalme og prøver at knibe en skål havregryn ned og nå det hele.
Nu diskuteres det, om man ikke bør sætte mødetiden til klokken 9 for eleverne i de store klasser og gymnasiet, fordi teenagerne er svære at få op. Jo tak, sikke dog en glimrende idé! Men hvorfor stoppe der? Hvorfor ikke sætte alle skolebørns mødetid til klokken 9, sådan at de får en slow morgen før afgang til skole – en afgang der i vores del af verden tilmed foregår i totalt mørke halvdelen af året.
Rent københavnerpis?
Men hvad så med håndværkerne? Hvad med dem, der møder tidligt eller er i vagtplan? Hvad med sosu’erne og pædagogerne? Er det ikke noget overprivilegeret københavnerpis at ville møde senere, lyder kritikken. Selv undervisningsministeren, der jo har en fortid som murersvend, mener ikke, at det er ”virkeligheden at møde op ad formiddagen”. Altså klokken 9. Men masser af virkelige mennesker i det her land møder klokken 9 og kalder det morgen, ikke formiddag. Hvorfor håndværkere straffer sig selv og deres kunder med at starte arbejdsdagen kl. 7, må de selv stå på mål for, men det kunne jo være, at håndværkerfagene blev lidt mere attraktive for de unge, hvis mødetiden blev mere nutidig?
For kl. 7 eller kl. 8-kravet er et levn fra bondesamfundet, hvor man stod op med dyrene og fulgte en anden døgnrytme, hvor man havde været oppe i timevis inden skole. I dag møder størstedelen af landets voksne til kontortid, men skal stadig indrette os efter det mindretal, der har meget faste og tidlige mødetider eller arbejder i vagtplan. Hvorfor kunne det ikke være omvendt?
En senere mødetid skulle naturligvis følges med morgenpasning af de mindste, sådan som der i øvrigt er på mange skoler og SFO’er allerede. En senere mødetid kunne måske endda stoppe noget af elev-bevægelsen fra folkeskolen mod de private lilleskoler og friskoler, som ofte har mødetid senere end 8.00. Alternativt kunne man genindføre de skiftende mødetider, sådan som man f.eks. gjorde i min egen skoletid i 80’erne, før skolereformen gav børnene længere og mere fastlåste skoledage.
Sommerferie og weekend er vidunderligt, men det er hverdage, som der er flest af på et liv. Lad os da være modige nok til at gentænke den hverdag, som for mange opleves som et forpustet hamsterhjul. Og lad os prøve at kigge på det uden misundelse eller pegen fingre ad dem med andre slags arbejdsliv og karrierevalg og så sørge for, at flest muligt får en rolig start på (skole)dagen.
