Bad Santa Jul Ensomhed
Foto fra filmen 'Bad Santa'

Julen er altid den mest voldsomme højtid

Som en løssluppen festoriginal kommer julen rullende år efter år. Ikke på nogen diskret og nedtonet facon. Snarere tværtimod. Den er aldeles altomsiggribende, fyldende og larmende.

Som en løssluppen festoriginal kommer den rullende år efter år. Ikke på nogen diskret og nedtonet facon. Snarere tværtimod. Den er aldeles altomsiggribende, fyldende og larmende.

Den klemmer sig ind alle vegne og er umulig at ignorere. Med sine glimmerkugler, nissemænd, gran over gaderne, stjerner, hjerter og kræmmerhuse. Med sine nissegaver, julefrokoster, klippe-klistre-arrangementer, luciaoptog, småkagebagning og glöggfester.

Med sine dufte af sprødt svinekød, kardemomme, syltede rødbeder og brændte mandler. Med sit bræk i rendestenene, råb i gaderne, sine vilde orgier og stille gudstjenester. Med alle sine forventninger og med alle sine traditioner tvinger julen os til at se tilbage. Og til at kigge frem.

Julen betyder lys i mørket. Den kommer med håb. Men den tvinger os også til at forholde os til alt det, der ikke er, som vi ønsker det. Groft sagt deler den os i tre. Denne voldsomme højtid. Dem der elsker den, dem der tåler den, og dem der slet og ret har allergi over for den.

For den første kategori kommer julen som en salighed af sødt og en tiltrængt helle. Den bringer velkendt iscenesat hygge med sig og tid til samvær med dem man holder af. Med kalenderlys, der tæller ned, gaver i ungernes sokker, hjemmebag i fine dåser og massevis af pynt. Specielle og højt elskede traditioner tages frem, og ledsager familien gennem den mørkeste måned.

Den samme stjerne, der lyser fra træets top, kampen om mandlen, måske endda den årlige tur i kirke. Man holder af, at lige præcis her ved man nøjagtigt, hvad der skal ske. Og hjertet drager et lettelsens suk, når alt, gerne ned i selv den mindste detalje, er præcis som det plejer. Man spiser, synger og gør som sidste år, og genkendeligheden er tryg som en moders favn.

For den anden kategori er årets største højtid en sand tour de force i rummelighed og tolerance. Ofte minder julen om, at ikke alt er, som man gerne ville have det. At nogen mangler. At familier er splittede, drømme bristede, eller fremtiden truet. Det kan være aldeles smertefuldt at blive mindet om. Stumper samles, hensyn skal tages, hvem kan være i stue med hvem?

Når drømmen var at have familien samlet, og man må nøjes med sin stangstive onkel Finn eller kærestens ulidelige unger, kan der i den grad være langt hjem. Den første jul efter dødsfald og skilsmisser. Balancekunst. Logistik. Længsel. Man får det bedste ud af det, og glæder sig til forårsløg og hverdag.

Den tredje kategori hader julen. Af forskellige årsager, som oftest har at gøre med de samme følelser som dem i kategori to tumler med, får de allerede røde knopper, når de første pebernødder rammer supermarkedets hylder i november. Og udslættet bliver værre som juleriet tager til. Kun for at ende ud i kvalme og vejrtrækningsproblemer når vi når midten af december. Den tredje kategori forbinder jul med noget, der er alt andet end hyggeligt.

Måske er juleaften for mange gange endt ud i damen med de blå tænder, der i en salig rødvinsbrandert fortalte ondskabsfulde sandheder om alle i selskabet. Måske var stemningen til deres barndoms juleaftener til at skære i, eller afsavnet efter børnene, som holder jul hos den anden forælder for stort. I hvert fald nyder de nu en stor kold drink, og opdaterer facebook med en hilsen fra Thailand.

Uanset hvilken kategori du tilhører, er julen umulig at komme udenom. Den vender standhaftigt tilbage år efter år og medbringer minder, frembringer følelser, får temperamenterne i kog, udfordrer vores rummelighed og tolerance og flænser tilmed vores pengepung.

Og som den løsslupne festoriginal den er, nægter den at skride, før vi kan tage en høj glimmerhat på hovedet, drikke en flaske champagne – og skåle for et nyt år.

God jul og godt nytår – foråret er lige om hjørnet.

Find mere om
Footer graphics