Kaniner kan dø af skræk. Først vil de lægge sig fladt ned på gulvet med ørerne trukket tilbage. Pulsen vil stige, deres krop ryste, og øjnene være opspilede. På et tidspunkt vil hjertet holde op med at slå, og så er der ikke noget at gøre. Det er forbi.
Det ved jeg, fordi jeg er en del af dem, der under den første bølge med corona anskaffede sig et kæledyr. Egentlig ville jeg gerne have haft en kat eller en hund. Men allergi betød, at jeg måtte tænke kreativt, og derfor endte jeg med at forelske mig i en purung, japanertegnet dværgvædder fra Roskilde.
Ifølge annoncen på Den Blå Avis havde dens ejer, en pige på 14 år med piercing i næsen og afbleget hår, mistet interessen. Hun og hendes far kom med den, og det var først, da jeg fik stukket transportkassen med dyret i hænderne, at jeg begyndte at forstå, hvad jeg havde rodet mig ud i. Indtil da havde beslutningen om at få en kanin været en ret flyvsk idé i mig udsprunget af lige dele desperation og behov for at gøre noget andet, noget atypisk mig i en atypisk tid. Jeg ville tættere på en mere umiddelbar side af mig selv, jeg havde lyst til at gøre noget sjovt. Hvis ikke nu, hvornår så?
Lad mig sige det med det samme: Man skal ikke få en kanin for sjov. Deres nuttede, plyssede ydre snyder. Det er i hvert fald tilfældet med min kanin. Som en kat går han frit rundt i min lejlighed og er pottetrænet, men han er en diva uden synderlig puttetrang, og han er en sabotør med stor lyst til at gnave i ledninger, gulvtæpper og sofaer. Alligevel beholder jeg ham. For det kan noget, dét at have et kæledyr. Jeg er simpelthen blevet gladere, efter han kom ind i mit liv, hvor tåbeligt det end lyder. Ikke gladere på den eksistentielle, holistiske måde, men gladere i den forstand, at jeg oplever min livsglæde i hverdagen som større. Jeg holder af ham i en grad, der er kommet bag på mig selv.
Derfor fulgte jeg også opmærksomt med, da de Facebook-grupper for kaninejere, som nu optager en pinlig stor del af min tid på de sociale medier, begyndte at flyde over med opslag om sammenhængen mellem fyrværkeri og kaniners skrækindjagende hjertestop. En bruger delte billeder af sine døde kaniner fra sidste nytår, der blev diskuteret underskriftsindsamlinger og dyrevelfærd. Typisk mennesker at slå uskyldige dyr ihjel for deres egen fornøjelses skyld, skrev et af gruppemedlemmerne, og jeg undlod at kommentere, at vi som kaninejere vel også, når alt kommer til alt, har kaniner for vores egen skyld. Jeg ville ikke miste min nye kanin nytårsaften, og det var den primære grund til, at jeg fulgte med.
Efter at have fulgt debatten et stykke tid forstod jeg, at den bedste løsning er hardcore fyrværkeritræning. Hvis man spiller fyrværkerilyde for sin kanin i ugerne op til nytårsaften, vil den efter sigende vænne sig til bragene og derfor bedre kunne stå imod det inferno, der venter. Så det er, hvad jeg har gjort i min juleferie. En time om dagen sætter jeg – et rationelt voksent menneske – en times fyrværkeribrag fundet på Spotify på anlægget derhjemme.
I begyndelsen var det bestemt ikke en fornøjelse for nogle af os. Kaninen stampede i gulvet eller løb ind under sofaen. Jeg sad med panikangst i øjnene og iagttog dens vibrerende næse. Ofte kapitulerede jeg og skruede ned for lydene, både for kaninens og min egen skyld. Men som dagene gik, ændrede noget sig i os begge. Kaninen blev siddende på gulvtæppet, opmærksomt lyttende, og jeg trak også vejret knap så anstrengt. Efterhånden kom der faktisk noget rituelt over hele seancen.
Hvor jeg i begyndelsen var mindst lige så stresset som kaninen, endte jeg i takt med, at den blev mere rolig, at bruge timen med fyrværkeritræning til at holde en tænkepause. Det blev en alternativ form for meditation, det blev et rum til refleksion over året, der snart er forbi. Mens heksehylene skar i ørerne, mindedes jeg sommerens lyse aftener og den forelskelse, der tog mig med storm, da corona kom til Danmark. Selvom forholdet gik i sig selv, nærmest inden det rigtigt var begyndt, og den anden bølge rullede, var det vigtigt for mit år, og jeg tillod mig selv at glædes over, at det var sket.
Mens krudtet eksploderede, huskede jeg tilbage på de kuldegysninger, jeg fik, da underskrifterne mod seksuelle krænkelser rullede ind, og det #MeToo-opgør, der var så tiltrængt, endelig brød ud for alvor. Jeg mindedes lettelsen, da det amerikanske præsidentvalg var forbi og endt – hvis ikke lykkeligt så i hvert fald ikke i en total katastrofe. Jeg sank ned i glæden over mine veninders nyfødte (corona)børn, der pludselig er en stor og dejlig del af mit liv. Jeg huskede de bøger, jeg læste. De film, jeg så. Den mad, jeg spiste. De mennesker, der skænkede mig med deres latter og tanker og måder at være på.
Jeg tror, de fleste kan blive enige om, at 2020 var et herrens år. Det var det i hvert fald for mig. Men det var også noget andet, noget mindst lige så vigtigt. Et år lader sig ikke kun definere med en enkel overskrift, flere mærkater kan være lige retvisende: Mit 2020 var et livsbekræftende år. På den måde er jeg heldig. Jeg mistede ikke mit job, jeg mistede ikke nogen til sygdom, jeg har stadig et trygt hjem at isolere mig i, når smittestop-appen advarer om nærkontakt. Da jeg først havde vænnet mig til den nye situations uforudsigelighed, fik jeg en fornyet lyst til at skabe noget og være noget for nogen. Og på trods af alle aflysningerne, skuffelserne og benspændene forsøgte jeg at gøre og være lige præcis dét.
Min daglige time med fyrværkeritræning af min kanin er som en makiterning af mit år. Først var eksplosionerne øredøvende, det var umuligt at koncentrere sig om andet, jeg blev handlingslammet (og nogle gange angst), men lidt efter lidt vænnede jeg mig til det. Jeg lærte at leve ikke så meget med det som i det. På den måde er kaniner og mennesker ikke særlig forskellige. Begge arter evner at tilvænne sig nye situationer, at manøvrere i uforudsete kriser. Det kræver øvelse, det kræver vilje, det kræver tid, men det er muligt.
Mens det buldrede og bragede, mens frygten for død og sygdom voksede eksponentielt sammen med ensomheden og frustrationen, skete der mindeværdige, fantastiske ting i mit 2020. Nogle af dem stod jeg selv for, andre fik jeg foræret. Det hele skete på trods, men det skete.
Jeg har fyrværkeritrænet min kanin i snart ti dage. Han er øjensynligt ligeglad med spektaklet nu, han tager sig en lur eller spiser ærteflager imens. Alligevel bliver jeg siddende den time, min lejlighed ryster af fyrværkerilyde. Jeg tænker ikke længere på så meget, jeg er der ligesom bare. Dér på gulvtæppet. Det har jeg lært i år: at finde ro, mens det buldrer allermest omkring mig.
Jeg ved ikke, om 2021 bliver mere eller mindre vanvittigt end 2020. Men i det mindste ved jeg, at jeg kan holde til mere, end jeg troede. Det kan min kanin forhåbentlig også.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
