Søren Ryge rocker et 'garden core'-look. Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix

Modeprofeterne spår, at ‘garden core’ er det nye – men det ligner ukrudt

Endnu en core-bølge er på vej til at skylle ind over os. Og endnu engang er den anti-æstetisk.

Først var der ‘norm core’, der osede af Føtex-joggingtøj og klipklappere, så var der ‘gorp core’, der fik alle til at cykle på arbejde i Salomon-sko og Arc’teryx-jakker, som var de på vej på bjergbestigning eller en anden polarekspedition.  

Nu er vi så kommet til ‘garden core’, hvis man skal tro Sprezza, et amerikansk men’s fashion-nyhedsbrev, der har det med at have fingeren solidt plantet på mode-pulsen. Så nu kigger vi altså ind i en tid med stråhatte, ‘garden clogs’ (en form for fusion af en gummistøvle og en træsko), regulære langskaftede gummistøvler og kanvas-veste med masser af lommer, så der er god plads til havesakse, små skovle og lugejern. 

Selv Euroman har kaldt den og er kommet med tips til, hvor man kan købe de fedeste clogs og bøllehatte, og så er det som bekendt kun et spørgsmål om tid, førend have-hypen har spredt sig hele vejen fra Nørrebro til Vesterbro. Bevares, Søren Ryge er mange ting, men fashionista ville de færreste nok kalde ham, selvom han i sagens natur må være indbegrebet af ‘garden core’. 

Ikke desto mindre bliver modeller altså i disse dage fotograferet i drivhuse, hvor de med alvorlige miner poserer foran i grøntsagsbede, haveslanger og med spader i hånden. Det ser i sig selv ufrivilligt komisk – nogen ville måske endda sige virkelig dumt – ud, men hvad der er mindst lige så komisk er, at der endnu engang skyller en anti-æstetisk modebølge ind over os, der lader som om, at den er tres chic

Det er selvfølgelig ikke helt skidt, for det har da været ganske fornøjeligt at observere folk, der er gået all in på ‘core’-bølgerne, og som for eksempel har stået og sippet champagne til et modeevent i indre by i et skønsomt outfit bestående af hurtige Brian-cykelsolbriller, vandresko og bukser i hurtigtørrende stof. Selvfølgelig alt imens de har taget sig selv utroligt alvorligt og lagt billeder op i øst og vest. Det tangerer til udklædning, og det er derfor, det er sjovt. Det samme ville gøre sig gældende, hvis man dukkede op i en have-vest inde i Deloitte. 

Man kan ikke undgå at spørge sig selv: Hvad bliver det næste? Måske ‘gøgler core’, hvor alle mode-lemmingerne pludselig tropper op på arbejde i haremsbukser med god plads til små jongleringsbolde, bare tæer, strecth-øreringe, dreadlocks og en lille fakkel, der kan sættes ild til ved lejlighed.

Det er absolut ikke, fordi alting behøver at være top-kedeligt skandi-gråt, men der er vel nogle tommelfingerregler, som historiens største og mest ikoniske modeskabere har opereret ud fra. Og jeg har svært ved at se for mig, at Mademoiselle Coco Chanel – må hun hvile i fred – skulle sidde og klappe i sine hænder over en gummistøvle. 

‘Garden core’ er angiveligt en modtrend til vores tiltagende online-liv og et ønske om at komme tættere på naturen. Det er jo sådan set et ganske hæderligt formål, men jeg sidder tilbage med en vis skepsis og en formodning om, at det tætteste på en have, alle dem, der går all in på ‘garden core’, kommer, er de blomsteropsatser, der står inde ved Café Victor. Måske tager de endda en tur i Kongens Have for at lade sig fotografere til Instagram i clogs og stråhat under et træ. 

Okay, det er alt sammen mine konspirationer. Men mit spørgsmål er: Hvorfor og hvornår er moden blevet så åbenlyst grim og anti-æstetisk? Den er laset, pjusket, praktisk, ufuldendt og ubalanceret. Og ja, folk må naturligvis klæde sig præcis, som det passer dem. Men vi andre, der stadig har hang til skjorter og symmetriske snit, kan jo så bare læne os tilbage, nyde teatret og vente på, at der er nogen, der siger højt, at kejseren rent faktisk ikke har noget tøj på.  

LÆS OGSÅ

Footer graphics