Kære Katja. Efter at have læst din klumme om at være en identitetsløs dagpengemodtager, vil jeg barelige slå én ting fast: Nej, dit arbejde er ikke din identitet. Og nu skal jeg fortælle dig hvorfor.
Jeg har været præcis, hvor du er. Jeg har tænkt de magtesløse tanker, arbejdsløsheden kommer med, og følt de selvdestruktive følelser, der nogle gange kan dominere den jobløse tilværelse. Det er vi mange, der har, og mange der vil fortsætte med i de perioder af vores liv, hvor arbejdslivet for en stund er i dvale.
Da jeg i det herrens år 2021 selv kunne klappe computeren sammen efter en overstået sidste eksamen og derved kunne ændre titlen fra ’studerende’ til ’dimittend’, havde jeg en forestilling om, at ”dagpenge, pfff!, det kommer jeg da kun til at være på i maksimalt en måned, fordi så har jeg jo landet et fedt job”.
Sådan gik det langtfra. Samlet set var jeg dagpengemodtager og deprimeret on/off i 18 måneder, før jeg kunne underskrive min første ægte ansættelseskontrakt til et job, der varede mere end to dage (okay, den varede to uger, men endte med at vare syv måneder), og som jeg rent faktisk var uddannet til at varetage.
Klichéen med græsset
Nu kommer vi til den del, der kan være lidt svær at indse, fordi samfundet har bildt os noget andet ind. Da jeg begyndte at arbejde, var der nemlig især én ting, der hurtigt blev tydelig for mig, og som har gjort det klart for mig, at mit arbejde ikke er lig med min identitet: Intet ændrede sig. Og da slet ikke min identitet.
Jovist, målt i surdejsboller var der råd til markant flere på månedsbasis, men udover en overdreven træthed over at gå på arbejde og en røvsyg følelse af at være ’ægte’ voksen, så var der ikke noget i tilværelsen, der ændrede sig som sådan, ligesom jeg heller ikke gjorde. Mit liv blev ikke fantastisk, bare fordi jeg fik et job.
Mine venner forblev de samme, jeg blev stadig ghostet af Tinderdates, og jeg havde og har stadig dage, hvor jeg ser Netflix fra jeg står op, til jeg går i seng. Din problemstilling er derfor et klassisk eksempel på, at græsset er grønnere på den anden side.
Så hvis du tror, at lykken og din sande identitet findes på de arbejdendes græsplæne, så ville jeg tro om igen, hvis jeg var dig. Der ligger nemlig lige så mange hundelorte på deres plæne som på din.
Her er mine 10 steps
I din klumme efterlyste du en guidebog med 10 steps til ikke at få nedbrudt selvtilliden som dagpengemodtager, og her kommer den. Eller, måske det ikke lige er den guidebog, du manglede, men ikke desto mindre er det min guidebog til dig og til alle andre ledige typer på markedet. Jeg gætter på, at du har hørt nogle af rådene før. Men måske er der andre, for hvem de er nye.
1. Op i røven med ’det rette match’
Et match er et match. Før jeg kom i nærheden af noget, jeg vil kalde et ’rette match’, var jeg både ansat som poder, der stak vatpinde op snuden på folk, og handicaphjælper, der ”tørrede røv” og ydede støtte til sårbare mennesker.
Den pause, som de arbejdsdage gav mig fra at søge jobs inden for min egen branche, gav mig, udover ekstra gysser, paradoksalt nok også mentalt overskud på grund af fraværet af systemets ustoppelige pres. Så drop forestillingen om ’det rette match’ – af andre årsager kan mindre også gøre det, selvom det føles som at gå et skridt tilbage.
2. Få dig en hobby – eller fem
Selvom de 18 arbejdsløse måneder på dagpenge var mentalt drænende, så var de på sin vis også givende. Det var nemlig i den periode, jeg lærte mig selv at kende på en ny måde, fordi jeg fik mig nogle hobbyer. Derfor er det også i råd nummer to, og dermed på din egen græsplæne, at din sande identitet leger gemmeleg.
I din klumme skriver du, at ”lige meget hvor sjov, rummelig og imødekommende jeg er, får jeg ikke et arbejde af den grund”. Og det er en løgn, fordi selvom det ikke virker sådan, så ansætter virksomheder i højere grad faktisk folk ud fra det hele menneske, de er, og hvordan de matcher resten af teamet.
Så køb dig en sankebog, start til vinterbadning, lav en kop i keramik, lær at strikke, eller udnyt at de fleste svømmehaller tilbyder det, der hedder ’grønne tider’, hvor man kan gå billigt i svømmehallen frem til klokken 15.
3. Udnyt pladsen!
I forlængelse af råd nummer to: Gå amok i byens og kulturens tilbud, imens alle andre er på arbejde. Der er en vis ’fuck jer’-energi over det, og i et par timer glemmer man årsagen til, at man ikke selv er på arbejde, og at den årsag er, at ingen gider at ansætte en.
Men fakta er, at der er få ting, der slår en tur på museum i dagstimerne, samtidig med at alle andre sidder og keder sig ihjel på et møde eller sveder over en fremskreden deadline.
4. Brug systemet
I dagpengeland findes der en by, der hedder virksomhedspraktik. Der er ikke noget skamfuldt over at være virksomhedspraktikant, fordi hvis virkeligheden skal frem, og det skal den, så vil jeg vove at påstå, at det er kommunerne og skattepengene, der betaler for og sikrer visse mediers indhold og dermed eksistensberettigelse gennem ansættelser af virksomhedspraktikanter.
Jeg kan nævne flere medier, der ikke ville kunne udkomme på daglig basis, hvis ikke det var, fordi de havde virksomhedspraktikanter ansat gennem kommunen. Jeg ved godt, at det føles skod ikke at blive betalt for sit arbejde, men i stedet bliver du betalt i netværk og erfaring. Og det er næsten mere værdifuldt som nyuddannet, og det gælder alle fag.
5. Til helvede med titlen
I din klumme skriver du: ”Har det slet ikke nogen betydning, hvilken veninde, datter, søster og hvilket menneske jeg er? Og svaret er jo egentlig nej.”
Her må jeg igen tage dig på ordet, fordi svaret er ikke nej, det er ’jo’. Det har en betydning. Så her kommer der endnu en kliché, du måske har hørt før: Fokuser på at være nogen i stedet for noget.
Vær Katja frem for en eller anden titel. Altid. Alle og enhver kan kalde sig journalist, og hvis du er i tvivl om, hvem Katja er, så hop tilbage til punkt nummer to. Mit bud er, at virksomheder ikke ansætter dig udelukkende på din titel.
6. Bliv god til noget
Det råd, der ultimativt bliver givet flest gange af dygtige, erfarne journalister til grønne, nye journalister som os, er: Bliv god til noget. Hvad det helt præcis betyder, må du selv komme frem til, fordi hvis jeg skal være ærlig, så er jeg selv stadig i gang med at blive god til bare et eller andet.
7. Vær bevidst om andres privilegier – og vær ligeglad
Rækken af mediepersonligheder, der har valgt at sige deres job op imod en enkeltbillet til lediggang, vokser støt. Bare i løbet af den forgangne uge kan der nævnes navne som Sofie Linde, Herlige Svend og Lise Rønne.
Det er rent ud sagt dødprovokerende og skide irriterende at se dem sige de jobs op, som man selv ihærdigt forsøger at komme bare lidt i nærheden af. Derfor husk, at de med stor sandsynlighed har været lige der, hvor du er nu. En dag bliver det måske også dit privilegie at kunne sige et job op for at dandere den.
8. Lyt for én gangs skyld til en gammel filosof
Lad vær med at se arbejdsløshed som en sygdom, du skal helbredes for. Se det nærmere som kur, der kan være med til at helbrede samfundets sygelige tendens til kun at tillægge det arbejdende menneske værdi. Som filosoffen Bertrand Russells skriver i sit essay ’Hyldest til lediggang” fra 1932:
”Det jeg agter at sige er, at troen på dydigheden ved arbejde gør stor skade i den moderne verden, og at vejen til lykke og velstand går via en organiseret reduktion af arbejdsmængden.”
9. Hav tillid til tiden
Da jeg selv startede i virksomhedspraktik på dette medie sidste forår, var jeg nogenlunde samme sted, som du er nu. Over frokosten sagde den gode Ditte Giese til mig, som jeg på daværende tidspunkt nærede en vis ærefrygt over at dele skrivebord med, noget i stil med: ”Alle vi andre har også været i gennem det. Der er ikke noget at gøre, sådan er det bare.”
Accepter, at ”det rette match” måske først lander om fem, ti eller tyve år, og hav det sjovt med alle de matches, der kommer til at være i mellemtiden. Med andre ord, lad vær med at hav så travlt. Det er ikke godt for noget.
10. Bliv ved
Det tiende og sidste råd i guiden er som sådan ikke mit eget, og det er lidt i tråd med forrige råd. Selv har jeg for vane at skrive akavede fanmails og lettere desperate beskeder på sociale medier til personer i branchen, jeg ser op til, når jeg befinder mig det frustrerende sted, hvor du er nu. De fleste gange bliver jeg efterladt på læst, men én gang kom der noget virkelig smukt ud af det. Og det vil jeg dele med dig nu.
”Bliv ved med at skrive, podcaste og søge efter din egen måde at skrive på. Lav de ting, der interesserer dig, uanset hvad etablerede medier responderer på eller ignorerer. (…) Husk, at det bare skal føles godt, fordi så føles det også godt for andre at modtage det, du gerne vil sætte i verden.”
Jeg håber, at du kunne bruge guiden. Held og lykke. Til dig og til mig og til alle andre jobsøgende sjæle.
Bedste hilsner
Julie
