Hvad lytter naboen til? Medmindre man har ”fornøjelsen” af at bo ved siden af en, hvis volumeknap sidder fast på 11, så er det ikke noget, man kan få svar på. Men nu tager tidligere radiovært Mikkel Becker Ottesen os med ind i stuen og viser os, hvad han har hørt de sidste 365 dage.
I bogen ´Et år på 33 omdrejninger´ får vi et indblik i Mikkel Becker Ottesens musikforbrug. Gennem et helt år har han hørt en eller flere plader om dagen og skrevet en dagbog om det. Fyldt med beskrivelser af musikken og følelserne, den vækker. Men også med guides til, hvor du kan købe pladen, prisen, og hvordan du som vinylsamler, får det meste ud af din lytteoplevelse.
Mikkel Becker Ottesen tager os på en rundtur i hans brede musiksmag, og vi kommer forbi Frank Sinatra og The Beatles, men også caribisk popmusik og afrikanske rytmer. Stemningsfyldte beskrivelser af musikken, og hvad den gør ved ham, mens han hører den, flyder ud over siderne.
Bogen der kom ud af det blå
Det hele startede med, at Mikkel Becker Ottesen sad og lyttede til sine vinylplader. Det gav en masse tanker og følelser i ham, som han havde behov for at dele. Så han startede Twitter-kontoen ´Vinyl Album of the Day´. Her lagde han tre-fire billeder op både af coveret, pladen og kunstnerne. I takt med at antallet af kontoens følgere steg, blev Mikkel klar over, at der var en interesse blandt vinylfans for at dele sine begejstringer.
Men han stoppede igen, for han ville hellere give det mere dybde, end Twitters 160 tegn tillod. I stedet begyndte han at føre dagbog, hvor han skrev sine betragtninger og følelser ned. Det førte til, at han pludseligt stod med et helt katalog af korte beskrivelser af de LP’er, der havde været på pladeafspilleren.
”Jeg ringede til Byens Forlag, og så sagde jeg: Jeg tror sgu, jeg er ved at skrive en bog.”
Det var Byens Forlag heldigvis enig med ham i, og kort efter var aftalen i hus.
Mikkel Becker Ottesen
Født i 1973, uddannet journalist
Startede som 14-årig på Skagen Nærradio som RadioDJ. Thar været redaktionschef på Nordjyske Medier og radiochef på ANR
I dag stifter og direktør for firmaet Radio Analyzers, der udvikler software til radiobranchen
Bor i Hjørring med sin familie, og alle sine vinylplader
Fordybelsen i det hele album
Men hvad er det LP’en kan, som andre musikmedier ikke favner? På overfladen skulle man jo mene, at det er en besværlig og omstændig måde at få sin musik på. Især når vi lever i en virkelighed, hvor vi alle har alverdens musik i lommen.
For det første, mener han at der er forskel på lyden. Når den kommer analogt uden at skulle digitaliseres eller bæres via bluetooth gennem luften, så giver den en ekstra dybde i musikken. Han er dog opmærksom på, at det måske kun er noget, han kan høre, eller ligefrem noget han bilder sig ind. Men hvad betyder det? Spørger han kækt. Når han nu kan høre det.
”Vigtigere er dog ritualet. Der er noget særligt over at tage skiven ud af coveret, holde den imellem hænderne, sætte nålen i. Jeg er med i afspilningen. Jeg spiller en rolle i at få musikken til at flyde,” siger han.
”Samtidigt gør det også, at jeg skal foretage mig noget manuelt, når jeg vil skifte sang eller plade. Når man skal rejse sig fra sofaen, så ender det ofte med, at en sang får lidt længere snor.”
LÆS OGSÅ:
Og netop her kommer vinylpladen til sin ret. Der er et ekstra lag af fordybelse over at sætte sig ned og høre et album fra start til slut.
”Det er jo lidt som det her ´slow living´. Det skaber fordybelse, at du ikke kan hoppe videre til næste sang ved bare at trykke på en knap.”
Men LP’en har også en fordel i forhold til streamingtjenesterne ved, at den tvinger dig til at udforske. Når man står og roder i kasserne, så kan et cover eller et genkendeligt ansigt pludseligt tale til dig. Og så køber man det med hjem og giver det en chance på afspilleren.
”Nu har jeg jo været i radiobranchen, og appellen dér ligger i, at du bliver præsenteret for en masse nyt musik. Når du er på Spotify for eksempel, så giver algoritmen dig bare mere af det, du allerede hører meget af. Så det bliver din egen udforsker-trang og nysgerrighed, der afgør hvor meget forskelligt musik du hører,” siger Mikkel Becker Ottesen.
”Selvom idéen er genial med alt musik i verdenen, så ender det ofte med, at din musikoplevelse bliver indskrænket. Du ender ironisk nok med at høre mindre nyt musik, fremfor når du står i en vinylbutik og leder efter plader.”
En bog til dagligdagen
‘Et år på 33 omdrejninger’ er skrevet som en guide til vinylsamleren. Ikke kun den garvede, men også nybegynderen, der netop har fundet kærligheden til vinylen, men endnu ikke er sikker på, hvordan man griber det an.
Meningen med bogen er ikke at forsøge at lave en komplet liste af de største vinylplader på markedet, eller en ´must have´-oversigt over de plader, du ikke kan leve uden. I stedet forsøger Mikkel Becker Ottesen at give et indblik i hans oplevelser. Og det er helt centralt for ham. Han beskriver sig selv som musikoplever, ikke musikanmelder.
”Jeg prøver ikke at lave et kvalitetsstempel af pladerne. Det er tænkt som en beskrivelse af de oplevelser, følelser og tanker, der er gået igennem mig, mens jeg hørte pladerne. Så for mig gav det ikke mening at lave anmeldelser. For eksempel ved at give stjerner eller hjerter til de forskellige plader.”
Bogen har flere afsnit, hvor Mikkel Becker Ottesen både går i dybden med hans setup af anlægget. Hvilke højtalere skal man have, hvor vigtige er kablerne, er der værdi i at købe en dyr forstærker og så videre. Samtidigt går han også helt ned på dagligdagsniveau og taler om, hvordan han renser sine plader, hvorfor det er vigtigt, og hvordan man identificerer de bedste vinylbutikker.
Det er vigtigt for ham, at man også kan lære noget af at læse bogen, så endnu flere kan få en oplevelse af, at vinylsamlerverdenen også er åben for dem.
”Jeg var selvfølgelig opmærksom på, at det nok primært var folk, der samlede på vinylplader, der ville købe den. Men der er også en stigning af unge, som begynder at interessere sig for vinyler. Dem står jeg jo ved siden af nede ved rodekasserne. Så derfor er der også nogle mere dagligdagsting i bogen. Det må gerne være en bog, der oplyser om alle dele af at have en vinylsamling,” siger han.