Marina Botes har altid haft musikken tæt inde på livet. Om det så var, da hun som treårig sad foran klaveret i barndomshjemmet i Sydafrika, eller da hun i Sønderjylland blev præsenteret for tonerne af Danmark til en Povl Dissing-koncert. Og når man som passager hopper med på hendes rejse med musikken, kan du være sikker på at nå hele jorden rundt.
Lige nu er Marina Botes albumaktuel med pladenJørgensen/Botes, som hun har lavet i samarbejde med sin mand og Sort Sol-forsanger, Steen Jørgensen. Og i denne uges udgave af ’Rockhistorier’ vender de både den nye plade og vejen dertil.
De to ægtefæller har vidt forskellige tilgange til musikken. Steen Jørgensen kommer med sin rockede autodidakte og anarkistiske tilgang, hvorimod Marina Botes har en mere teoretisk og skolet tilgang. De to musikalske veje mødes i et grænseland af electronica og moderne klassisk musik.
Marina Botes har fået sin klassiske tilgang til musikken fra Cape Town i Sydafrika. I hendes opvækst var landet præget af raceopdeling og uroligheder. Og det er blandt andet frygten fra den tid, hun bruger musikken til at vende tilbage til.
”Jeg har brug for at finde de steder i musikken, hvor jeg kan være bange,” fortæller Marina Botes.
Vi kommer rundt i lyden fra hele klodens afkroge, når hun skruer op for alt fra britisk elektronisk dansemusik, et japansk poporkester og aktivistiske toner fra de sydafrikanske townships. Men også danske C.V. Jørgensen satte sit præg på hende i overgangen fra et konfliktfyldt Sydafrika til de ubekymrede 90’ere i Danmark.
”Jeg gik jo og kæmpede med, hvor min plads er her i Danmark i det hele taget. Og C.V. Jørgensen havde bare en måde at beskrive Danmark, så jeg blev interesseret og blev lukket ind. Jeg lærte at tale dansk sammen med ham på den her plade.”
Playliste:
1. Jørgensen/Botes: Maskemand (Jørgensen/Botes, 2023)
2. Tori Amos – Precious Things (Little Earthquakes, 1992)
3. Laibach – Contrapunctus 6 A 4 Im stile Francese (Laibachkunstderfuge, 2008)
4. Günter Kallmann Chor – Elisabeth-Serenade (Elisabeth-Serenade, 1965)
5. Krysztof Komeda – The Fearless Vampire Killers Main Title (Polanski-film fra 1967, men soundtrack først udgivet I 2005)
6. Koos du Plessis – Kinders van die Wind (Skadu’s Teen Die Murr…, 1979)
7. CV Jørgensen – Amor & den sidste pil (Tidens Tern, 1980)
8. Ryuichi Sakamoto – Andata (async, 2017)
9. Brenda Fassie – Vuli Ndlela (Memeza, 1997)
10.Kronos Quartet, Georg Crumb – Black Angels: I. Departure (Black Angels, 1990)
11.Audiobooks – Dance your life away (Now! In a minute, 2018, også udsendt som single)
12.Koos Kombuis – Kerke van die nag (Equilibrium, 2002)
13.Laurie Spiegel – Finding Voice (Unseen Worlds, 1991)
14.Abdullah Ibrahim – Genesis (Dream Time, 2019)
15.Goblin – Suspiria (Suspiria, 1977)
16.Jethro Tull – Cheap Day Return (Aqualung, 1971)
17.Maria Faust – SKY (Monument, 2022)
18.Suicide – Ghost Rider (Suicide, 1977)
19.Scott Walker – Sleepwalkers Woman (Climate of Hunter, 1980)
20.Dmitri Shostakovich, Boston Symphony Orchestra, Andris Nelsons – Symphony No.10 in E minor Op. 93: II Allegro
21.Jørgensen/Botes – Herakles og Hydraen (Jørgensen/Botes, 2023)