Jeg elsker Tobias Rahim. Hans musik er genial, og jeg har kun gode ting at sige om alt det, han står for som mand. Sådan har alle det lige nu, lader det til. Som popmusiker i dette kongerige kan man ikke komme højere op, end han er lige nu. Paradoksalt nok ligger manden desværre ned, mens hans succes hamrer afsted udenfor hans krop. Han har aflyst shows og giver for tiden ikke interviews til nogen som helst.
Og alligevel har han så lige udgivet en “digtsamling” (hans gåseøjne, ikke mine) rigt illustreret med afklædte billeder. Hvordan hænger det lige sammen? Digtere bruger halve liv på at finslibe deres poesi, før de nøje udvalgte ord udkommer. Men ikke denne digter, og nu kommer det så: Fordi det næppe er hans egen idé at udgive en “digtsamling” lige op til julesalget.
Alt omkring ‘Drømmene maler virkeligheden’ lugter og virker utidigt, fordi det netop er så økonomisk rettidigt udført af Politikens Forlag. Det er svært ikke at sidde med en skeptisk fornemmelse af, at de malker den store mands store energi, at han bliver bumsen for eliten her. At der er tale om en raffineret måde at lave et Tobias Rahim-sengebetræk til fansene på.
Helt uden at forholde mig til, hvor stor en digter han så faktisk er, kan jeg bare konstatere, at min personlige iver efter at købe og læse en bog, der illustrerer tekster om at bolle en vandmelon med dickpics, pubeshår og bar kasse, forpurres af, at det er så åbentlyst kommercielt affødt (selvom det med melonen selvfølgelig er meget sjovt). Mit gæt er, at mange hopper på denne semi-litterære limpind, og at forlaget kan dollargrine på chefgangen helt ind i næste regnskabsår, bare ikke sikkert man kan se smilet for bare mundvand.
Det er ikke hver dag, at jeg får så meget ud af at citere Orgi-E, men han har engang parafraseret salig Gertrude Stein og rappet, at “en pik er en pik er en pik”. Well, sådan kan man godt sidde og tænke, når man ser på udgivelsen af ‘Drømmene maler virkeligheden’, der altså i den forstand er en bog med en pik. Tobias Rahim skal gøre, hvad han vil, og jeg respekterer the hustle og forstår sådan set også, at et forlag skal tjene penge. Men det skurrer alligevel lidt i begejstringen, når en så indædt kapitalismekritiker som Tobias Rahim pludselig selv sættes til salg i metervare.
Skrevet af Thomas Balslev
Fest hos gardinmanden Arne Aksel
Glitter fra den store diskokugle spejler sig elegant i de flotte skræddersyet gardiner, der flagrer roligt i den smukke butik på Vognmagergade 7. Tilbage i 2017 startede designeren Arne Aksel den Instagram-venlige gardin-business, og siden har de florlette, pastelgardiner blafret i smarte hjem over hele landet. Nu har Arne Aksel også åbnet op for at bruge de fine lokaler som venue til forskellige arrangementer. På fredag den 25. november kan du kigge forbi mellem klokken 19 og 23, hvor du kan nyde de rå toner af den upcoming sanger, NIMĀ. Han holder record release koncert i forbindelse med debutsinglen, OXYGEN.
Skrevet af Josephine Villumsen
Get your bling on
Y2K-trenden raser, om vi vil det eller ej – både indenfor musik, tv og mode. Og hvis der er noget, man især husker 00’er-moden for, er det bling. På neglene og numserne, i navlerne og ansigterne. Intet skriger Y2K som Juicy Couture-tracksuitet, som – o skræk o ve – er moderne igen. Skal du til udklædningsfest eller bare have et snert af trenden, uden at være helt klar på similibesat plysstof, kan du hos det lille ’rhinstenskollektiv’ Fiddy Press få blinget din kedelige T-shirt, hat eller taske op med et skræddersyet budskab, når de hver onsdag holder åbent atelier. De har også selv tøj, der kan købes, hvis du ikke nænner at ofre dit eget. Det sker på adressen Bredgade 36D hver onsdag fra 16.30-19.30.
Skrevet af Louise Yasmin Rimkjær
Det bedste fra Heartbeats
Det er ikke ofte, der kommer en åbenlys god idé, som ikke har noget med apps, skærm eller anden software at gøre. Men det har to danske drenge, der står bag Canairi, der med en mekanisk guldfugl har skabt måske netop det. Louise Rimkjær har interviewet dem.
Snorken er en plage, der især rammer de nærmeste. I visse tilfælde kan det føre til splid og selv skilsmisse, når den højlydte vejrtrækning siver ind i nattesøvnen. Ditte Giese har mødt Oliver Zahle, der har skrevet en bog om snorken (også sin egen), og hvordan vi måske godt kan have et godt parforhold ved at sove i hver sin seng.
Vi forbruger og smider alt for for meget tøj væk. Genbrug er vejen frem, og lige nu vokser en underskov af mindre og uafhængige tøjudlejere på Instagram frem. Louise Rimkjær har mødt Safiya Qureshi, kvinden bag Rentage.