Mai Schaarup
Foto: Mathias Bak Larsen

Mai Schaarup anbefaler 3 Roskilde-koncerter

I vores miniserie af musikalske anbefalinger til Roskilde Festival spørger vi et udvalg af årets resident dj’s, hvad de skal høre. Her er det den københavnske dj- og producer Mai Schaarup, som står foran sin Roskilde-debut.

Dj-navnet Schaarup er bestemt ikke et ubeskrevet blad, hvis du færdes i det københavnske natteliv. Som regelmæssig dj på blandt andet Culture Box og Bakken sætter Mai Schaarup stemningen på de københavnske natklubber weekend efter weekend. Mai Schaarup er sammen med skuespiller og model, Sus Wilkins, også en af kvinderne bag festkollektivet Housefrau. Housefrau er et klubkoncept, som udelukkende booker kvindelige artister og dj’s fra ind- og udland.

I år er Mai Schaarup for første gang at finde på det officielle program på Roskilde Festival.

“Sidste år spillede jeg et set for waxwarrios i Gaffa-vognen, der blev streamet live. Og så i en camp der holdt et berliner-rave. Jeg har aldrig spillet på den måde, som jeg skal i år, hvor jeg er på programmet, skal annonceres og skal på en real stage. Jeg er mega spændt  og også lidt nervøs”.


Hvilke 3 acts glæder du dig mest til at se på årets Roskilde Festival?

“Min første og største anbefaling går til dj- og producer Giorgia Anguili fra Italien. Hun er uddannet klassisk musiker, men hun bruger sin uddannelse til at skabe og producere elektronisk musik indenfor house og techno. Det, som jeg synes er spændende ved hende, er, at hun i sine sets spiller live med en masse forskellige instrumenter; moogs, keys og syntezisers og drumpads, legetøj så som legetøjsfløjter, trompeter, og alt hun kan få fat i af sjove ting til at lave lyde med. Hun er virkelig et multitalent, og det kreative, melodiske univers hun skaber i sine sets bliver en fornøjelse at se og også at høre hendes stemme live, som er fængende. Udover det udgiver hun musik på labels som Stil Vor Talent, Crosstown Rebels og Einmusika, som jeg rigtig godt kan lide. Jeg har personligt fulgt hende på Instagram længe og fulgt med i hendes rejser rundt omkring i verden. Jeg synes derfor, at Roskilde har lavet en virkelig god booking, og jeg er meget spændt på at se hende”.

Giorgia Anguili spiller på Apollo torsdag 4. juli kl. 22.30


“Min anden anbefaling er Blawan, en dj- og producer fra England, som man ikke kan komme udenom, hvis man ønsker et sikkert rave med sprød banging techno. Det er lækre, eksperimenterende lyde og beats, som rykker noget i én. På Roskilde spiller Blawan et live modular set, og jeg tror, at man er garanteret en god fest her. Hvis man er glad for denne her modular synthesizer lyd og bare generelt er glad for techno, bør man helt sikkert også tjekke hans label, Ternesc, ud”.

Blawan spiller på Apollo torsdag 4. juli kl. 02.30


“Den sidste på min liste over anbefalinger er Ghetto Kumbé, som er caribbean house med rødder fra Colombia, med lækker, mørk vokal. Det var egentlig min kæreste, der selv er halv colombianer, som anbefalede deres musik, så jeg valgte at tjekke det ud. Ghetto Kumbe har et dragende og cool univers med afrocolombianske beats, rytmer og percussions. Ikke nok med, at det er rytmisk og farverigt, så har det også noget dybt, elektronisk og mørkt, som jeg synes er en fed kombination. Jeg har læst mig til, at de betegner sig selv som en psykedelisk, afrikansk stamme fra fremtiden, og at de bærer neon tribal-masker på scenen, og de ser egentlig bare mega cool ud i deres videoer, så det bliver uden tvivl en oplevelse, som jeg ser frem til”.

Ghetto Kumbé spiller på Gloria onsdag 3. juli kl. 20.30 

Foto: Mathias Bak Larsen

Du kan læse radiovært og dj Pernille Krog Mogensens anbefalinger lige her

Footer graphics