PR-foto

Heartbeats anbefaler: Virtuel cykling, dansk rom com og en ny podcast

Hvad skal du se, høre og lave i denne uge? Vi har håndplukket et par ting, der er værd at bruge tid på lige nu.

Dansk rom com

‘Rom’ er noget så sjældent som en god og varm romantisk komedie, hvor hovedpersonerne er over 60 år gamle. Den handler om alle de tråde, som kan blive viklet sammen, når man har været kærester med den samme person hen over årtier, og om at finde eller genfinde sig selv og romantikken i en sen alder. Bodil Jørgensen og Kristian Halken bærer filmen med sjove og hjertevarme præstationer, der virkelig viser, hvorfor de begge har været fast inventar i dansk film og tv de sidste 30 år. Det får mig til at begræde, at de ikke har fået lov at spille flere hovedroller. I biffen fra 22. februar.

/Sofie Rechendorff Andersen


Fodslæbende shoegaze

Det amerikanske indieband DIIV (som udtales ‘dive’) har netop sluppet den første single fra deres kommende, fjerde album ‘Frog in Boiling Water’, og for fans af tyktflydende guitardistortion og masser af rumklang er det virkelig godt nyt. Der er efter min mening ikke nogen bands derude med så god guitarlyd som DIIV, som nu fortsætter stilen fra deres forrige plade med et shoegaze-nummer, der er så tungt, at det er lige ved at gå i stå. Det er en dyb pøl af alt det bedste fra den alternative rockscene, og så er der endda en lille reference til støjrockens moder, nemlig my bloody valentine og temamelodien i deres sang ‘i only said’ til allersidst. Rigtig kræs for kendere.

/Thomas Balslev

Foto: Shervin Lainez

Verdens klogeste land

Sidst Jesper Juhl og Kristoffer Eriksen gik sammen, kom der det geniale DR-program ‘Absurdistan’ ud af det. Elleve år efter har de igen slået pjalterne sammen og lavet podcasten ’Verdens klogeste land’ – en lille satirisk aktualitetspodcast, der sprudler af svirpere og skarpt humoristisk indhold. 

Det første afsnit, ‘Mette tog på plejehjem og Mike gjorde comeback’, blev udgivet 15. februar. Her bliver store og små historier fra ugen diskuteret. I det politiske hjørne kommer vi omkring Mette Frederiksens festlige besøg på et plejehjem med coverbandet ’Shubiduo’, Mike Fonsecas tilbagevenden på Borgen og Rasmus Jarlovs livlige tilstedeværelse på Twitter. Duoen kommer også omkring en ærgerlig sag fra Køge, der har den utilsigtede bivirkning, at den fungerer som fremkaldervæske for alle idioterne. 

/Asger Lorenzen

Skal vi Zwifte sammen?

Jeg er blevet en ‘zwiftie’. Ikke at forveksle med Taylor Swifts koloenorme og dedikerede fanskare under navnet ‘Swifties’, men derimod en fan af app’en ‘Zwift’, som er et stort e-sport univers. E-sport har ellers altid været et mystisk land for mig, og jeg må nok indrømme, at jeg havde en fordom om, at det bare var et moderne ord for gaming. Men i går skete det så, at jeg blev inviteret med til en Zwift-cykeltræning i et klublokale i Nordvest. Og jeg blev hooked. Det er ikke en spinningcykel, man sidder på, men derimod en vaskeægte racercykel, der er koblet op til en computer. Man kan både cykle i en klub eller et træningscenter, men man kan også gøre det derhjemme, hvis man har det rigtige udstyr. Jeg var meldt til en bjergetape på 33 kilometer med start klokken 19:00. Da startskuddet lød, kunne jeg følge landskabet og mine modstandere på skærmen. Der var både kvinder fra USA, Sverige og Danmark med, som jeg konkurrerede mod. Modstanden øges, alt efter om du kører op eller ned, og hvordan underlaget er. Alt imens kan du – ligesom når du ser Tour de France i fjernsynet – følge med i, hvor mange minutter du har op til rytteren, der er i front, og hvor langt du selv er foran bagtroppen. Zwift-universet rummer uanede muligheder for indendørs træning, og så har det et fantastisk fællesskab og konkurrenceelement indbygget. Du kan for eksempel cykle op ad Alpe d’Huez eller løbe (app’en fungerer nemlig også til løbebånd) gennem New York City. Som en, der aldrig har været glad for indendørs træning, mest af alt fordi det i mine øjne var ensformigt og kedeligt, må jeg bare erkende, at Zwift er vildt sjovt, vildt motiverende og vildt hårdt. Altså, den perfekte form for træning.     

/Louise Elly Meyer 

Find mere om
Footer graphics