Findes der noget smukkere end ikke at vide, hvad man laver? At give sig i kast med noget uden et defineret mål af den simple grund, at man har lyst, og at det føles godt undervejs? Sommetider kan der i hvert fald komme noget temmelig smukt ud af den slags fortabelser.
Tag nu bare 32-årige Julia Hvidtved, der studerer på femte år på Kunstakademiets malerskole. Hun har sin daglige gang i sit atelier på Charlottenborg, hvor hun skaber æstetisk opulente malerier, der kombinerer velkendte objekter fra naturen og menneskets hverdag med farverige, abstraktioner. De er nemlig ret smukke.
Men hun ved sjældent, hvor det ender, når hun går i gang med at male. Og det er vigtigere for hende at bibeholde den uvidenhed, end det er at finde svar.
“Jeg behøvede jo ikke gå i skole, hvis jeg kunne formulere et svar på forhånd. Det er vigtigt for mig at stille spørgsmål til det, jeg laver,” siger Julia Hvidtved, da vi møder hende i hendes atelier efter i noget tid at have beundret hendes virke og kunst, som hun deler på Instagram.
Hun er vokset op i en kunstinteresseret familie i Randers og har malet stort set hele sit liv. Hun har minder om at vaske oliemalingen sine hænder i terpentin hos sine bedsteforældre og husker, at hendes teenageværelse ofte var smurt ind i maling.
“Jeg havde maling overalt. På sengetøj, tøj og på gulvet. Men min far havde selv købt lærrederne til mig, og min mor bakkede op. Det var bare fint,” som hun siger.
Alligevel var det ret sent, hun fandt ud af, at hun gerne ville søge ind på kunstakademiet. Hun havde boet i Lissabon og Aarhus i nogle år, hvor hun var en del af et sammentømret kreativt miljø, da en nær ven – produceren Vera – i 2017 spurgte, om han måtte bruge hendes malerier som en del af sin visuelle identitet på sit nye album. Det gav hende for alvor blod på tanden og tænkte, hun måske burde satse sine malerier.
“Jeg har egentlig aldrig tænkt så meget over, om det skulle være min levevej – så længe jeg har haft glæde ved at male. Men nu er det blevet en drøm for mig. Det føles ikke som et arbejde. I gode perioder er det ligesom at lave det, jeg allerhelst vil,” fortæller hun.
Hvordan starter et maleri for dig?
“Det starter tit med, at jeg ser nogle bestemte former, objekter eller farver, der sætter sig fast i mig. Og så prøver jeg at have en ret legende tilgang til det. Jeg er ikke så god til nødvendigvis at skitsere på forhånd. Det ender altid med at blive noget helt andet på lærredet. Nogle gange tager det en dag at lave et billede. Og så er jeg glad. Og helt færdig. Andre gange er det en lang proces og kan tage en måned. Men jeg kan godt lide at arbejde på ét billede af gangen. At færdiggøre det og lægge det på hylden. Jeg gider ikke stå og bakse med det.”
Hvad driver dig?
“Glæden ved at male. Det kan jeg ikke løbe fra. Jeg har ikke altid den bedste arbejdsmoral, for hvem skal jeg egentlig arbejde for? Det er jo ikke, fordi verden har et absolut behov for flere malerier. Men det er lystdrevet for mig at male. Jeg er også drevet af at lave noget, der er godt. På den måde er jeg faktisk meget disciplineret.”
“Når jeg spurgte min far som barn, om det var godt, det jeg lavede. Så sagde han altid: Hvad synes du? I stedet for bare at sige, at det var en flot tegning. Det har gjort mig lidt afhængig af følelsen af at lave noget, jeg synes er godt.”
Hvordan ville du selv beskrive det, du laver?
“Jeg maler olie på lærred, for det meste, og det er jo abstraktioner. Noget af det er gestisk – meget fysisk og skabt i bevægelse. Jeg kan godt lide at male verden sådan, som jeg godt kunne tænke mig, at den så ud lige i øjeblikket. Lyst og levende og let. Det er en slags drømmebilleder, fordi de udtrykker en form for ønske.”
Hvor henter du inspiration?
“I hverdagens objekter. Ting, man bruger, og steder, man er. Jeg ser det lidt som en gengivelse af mit daglige liv.”
Hvad handler din kunst om?
“På en eller anden måde ville jeg være ked af, hvis jeg kunne svare på det. Jeg føler, det er enormt tidligt i mit forhåbentlig livslange virke. Det er vigtigt at blive ved med at stille spørgsmål til det, man laver. I stedet for at formulere et svar på forhånd. Ellers behøvede man jo ikke gå i skole. Det eneste jeg kan sige, er, at jeg føler en loyalitet overfor maleriet.”
Hvem elsker du?
“Jeg elsker virkelig den canadiske maler Agnes Martin. Og Hilma af Klint, der var meget inspireret af ånder og engle og sådan noget. Hun ville gengive verden, som den rigtigt så ud, ikke sådan vi ser den. Hun brugte mange år på at lave små sirlige billeder, og så brugte hun meget kort tid på at lave sine mest kendte værker, som er kæmpestore.”
Hvad er det vildeste, der er sket for dig som kunstner?
“Da jeg kom ind på kunstakademiet. Jeg var i New York med min kæreste, da jeg fik mailen. Og der var nogle bekendte, som ville betale min flybillet, hvis jeg ville male et billede til dem i deres lejlighed. Jeg vidste godt, der ville komme en mail om mandagen, men den kom først om onsdagen, så jeg var helt ude af den. Jeg kunne ikke sove og vågnede super tidligt, og så tikkede den ind. Der stod bare tillykke. Jeg var helt færdig. Men det var en vild oplevelse.”
Hvor er du om 10 år?
“Forhåbentlig har jeg mit eget atelier, et stort et. Drømmen er at have tid til at male, men jeg er faktisk ikke så god til at forestille mig fremtiden. Det er både godt og skidt.”
