URO: ”Jeg var væk i de år. Jeg var bare helt væk”

Den danske musiker URO har en baggrund i pinsekirken, det danske hardcore fodboldmiljø og en fortid med stofmisbrug. Her fortæller han om, hvorfor det har været behovet for at høre til, der har drevet det hele, og hvordan det er at få konstateret ADHD og PTSD som voksen.

Tekst: Victor Boy Lindholm
Foto: Rita Kuhlmann

Jeppe Kronback er kendt under kunstnernavnet URO. Et kunstnernavn, der giver mening, når man hører hans livshistorie, der er sat sammen af en række begivenheder, der har medført, at han selv beskriver det som om, at han har levet fem liv. Det er, selv om Jeppe Kronback blot er 25 år gammel.

Den unge musiker, der brød gennem med singlen ’Når jeg bliver til jord’ i 2020, er vokset op på den københavnske Vestegn med to forældre og en bror, der tilhørte Pinsekirken.

”Som barn kom vi meget i kirken, men på grund af et lidt snævert og ekstremt miljø, skiftede vi til Folkekirken. Her var det orglet og salmerne, der dannede min første musikalske indflydelse.”

Jeppe Kronback tror på Gud. Det kan han ikke slippe, som han selv formulerer det, men han er ikke udøvende.

”Kristendommen har haft en indflydelse på mig i mit tekstunivers. Jeg er opdraget i et miljø, hvor man måske har et lidt andet ordforråd, hvor gamle bibelcitater fylder en hel del. Det har givet mig et lidt gammelklogt sprog, og det tror jeg, folk bliver tiltrukket af i min sangskrivning.”

Ganske forfærdelig barndom

Selv om Jeppe Kronbacks tidlige barndomsår mest af alt var præget af et moralkodeks, hvor det handlede om næstekærlighed og at vende den anden kind til, så var der også noget andet, der prægede ham.

Han følte ikke, at han passede ind.

”Jeg har haft det svært i skolen, og jeg har fået virkelig mange hug. På den måde var min barndom ganske forfærdelig, fordi jeg var en meget energisk dreng, der ikke fik noget hjælp. Det gjorde, at jeg havde svært ved at finde glæden ved mig selv.”

Den følelse sendte Jeppe Kronback ud i en eksistentiel krise, da han var teenager. Da han begyndte i 1. g på Sankt Annæ Gymnasium, begyndte han også at komme i et fodboldmiljø, hvor vold og stoffer dominerede fællesskabet.

Det kan synes som en ekstrem modsætning til hans religiøse opdragelse.

”Det kan lyde mærkeligt, men da jeg begyndte at komme i det miljø, så oplevede jeg, at der var andre unge mænd, der havde det på samme måde som mig. De fik mig til at føle mig velkommen. Det var så stort for mig, at jeg villig til at gå på kompromis med min egen moral udelukkende for at passe ind.”

.. Det var et direkte forhold mellem den kriminalitet jeg begik, og den respekt jeg fik i miljøet

For Jeppe Kronback findes der umiddelbart ikke nogen fuldstændig modsætning mellem kirkemiljøet og det radikale fodboldfællesskab.

”Det er begge meget indspiste og selektive miljøer. Man befinder sig ligesom inde i en kerne, og der føler man sig eksklusiv og værdsat af de mennesker, som er der. Det er to lignende miljøer, bare på hver sin moralske fløj,” understreger Jeppe Kronback, inden han fortsætter: 

”Den største forskel er måske, at der i fodboldmiljøet var en direkte transaktion mellem det, jeg gjorde, og det jeg kunne få ud af det. Det var et direkte forhold mellem den kriminalitet, jeg begik, og den respekt jeg fik i miljøet.”

Der fulgte en række år, hvor Jeppe Kronback gled væk fra sine forældre, sine venner og fra den musik, som han holdt af at spille. 

I stedet forsvandt han ind i kriminalitet, stoffer og fodbolden. Det blev helt normalt for ham at slås, at sniffe kokain og ryge hash, selv om det fik så store konsekvenser for ham, at det har fået ham indlagt på hospitalet flere gange.

”Mine forældre vidste i lang tid ingenting. Jeg løj og løj for dem. Det var svært for dem. Det ved jeg. For mine forældre var det et nederlag at finde noget hash på mit værelse, og for mig var det normalt at sniffe 10 gram kokain.”

Det skabte en stor splittelse i Jeppe Kronback: 

”Jeg var bare væk i de år. Det er sådan, jeg ser på det. Jeg var bare helt væk.”

Til sidst fik han et ultimatum af sin mor og far. Enten kunne han gøre noget ved sine problemer, eller også kunne han flytte hjemmefra.

”Jeg tog mine ting og skred, men jeg kom ikke længere end 100 meter ned ad vejen, så måtte jeg vende om. Jeg brød helt sammen.”

En ny ungdom

Løsningen blev for Jeppe Kronback at rejse til Kenya, hvor han arbejdede med børn. Han tog derned tre gange. Først et år, hvor han faldt i med de samme mennesker, da han kom hjem, derefter tre måneder og til sidst en enkelt måned.

”Den sidste gang forlod jeg fodboldmiljøet fuldstændig, og jeg har ikke været tilbage siden. Jeg troede jo, at det var mig, der skulle ned og hjælpe en masse børn, men det blev dem, der hjalp mig og reddede mit liv.”

Turene til Kenya blev skelsættende for Jesper Kronback. Han blev stoffri, og han fik kontakt til sine gamle venner, der hele tiden havde vidst, hvad der foregik, men som gerne ville give ham en ny chance.

”Det var en magisk tid. Jeg tog på værtshus, drak øl med vennerne, og jeg fik nærmest en ny gymnasieungdom, som jeg aldrig havde haft. Jeg var bare skæv og høj hele tiden dengang, og nu kunne jeg koncentrere mig om at være sammen med mine venner og lave musik igen.”

Det er herfra, at Jeppe Kronback begyndte at få succes. Hans bror Oskar Kronback fik et gennembrud under kunstnernavnet KOPS, mens han selv begyndte at skrive sin egen musik og producere for andre. I 2020 udgav han albummet ’En storslået kinddans, med livet som indsats’, hvor netop singlen ’Når jeg bliver til jord’ er fra. Den har i skrivende stund næsten tre millioner afspilninger på Spotify.

Det er gået stærkt, når man tænker på, at det er ganske få år siden, at Jeppe Kronback tog til fodboldkampe for at slås og festede for at forsvinde.

”Jeg er gået en lang og vild vej. Jeg kan godt føle mig lidt træt. Jeg frygter nogle gange, at jeg er blevet for udmattet og ødelagt af det, jeg har oplevet.”

Psykiatrisk udredning 

I vinters fik Jeppe Kronback konstateret ADHD og PTSD efter en længere psykiatrisk udredning. 

Da han slap stofferne, druknede Jeppe Kronback sine sorger og sine minder fra sin voldsomme fortid i arbejdet, men det var ikke nok til at glemme.

”At få mine diagnoser gav mig en depression. Jeg fik en masse medicin, og jeg fik rodet op i hele min barndom og ungdom. Jeg fandt ud af, at alle de hug jeg havde fået i skolen, ikke var min skyld, og det var overvældende, fordi det sendte mig direkte ind i kriminalitet og misbrug. Kunne jeg havde sluppet for det?”

Da Jeppe Kronback havde det allerværst, var han stærkt selvmordstruet, og han overvejede, om han skulle indlægge sig selv på den lukkede psykiatriske afdeling. I stedet valgte han at stoppe med at drikke, begyndte at sove om natten for første gang i sit liv, og fik den rigtige medicin.

”Jeg fik kæmpet mig ud af hullet. Jeg var virkelig på grænsen, og det er det, jeg frygter. Jeg er god til at rejse mig, når jeg falder, men kan jeg blive ved med at have energien til det?”

”Hvis jeg kunne vælge, ville jeg gerne bare være en helt almindelig mand, der havde taget en ingeniøruddannelse. Hvis det betød, at jeg ikke havde været alt det her igennem, der har haft så store konsekvenser for mig. Smerten er ikke kunsten værd, hvis jeg kunne gøre det om.”

Selv om han elsker at lave musik, så handler det nu mest af alt om at kunne leve af det og få det store gennembrud. Man kunne sige, at Jeppe Kronback er ude efter at omsætte sin fortælling til penge, men der er også et andet perspektiv.

Når han ikke laver musik, arbejder han 20 timer ugen som pædagog med unge, der har det svært. Det er forbundet med hans musikalske mål.

”Jeg vil selvfølgelig gerne lave nogle hits, så jeg kan leve godt af det. Men jeg har også brug for at give noget videre. Hvis jeg kan få en til at vælge et bedre liv ved at fortælle min historie, så har det været det hele værd.”

Jeppe Kronback står et godt sted i livet. Han har fået skub i musikken, han har en kæreste, er stoffri og et arbejde, der giver mening i forhold til hans egne problemer.

”Jeg er lidt på røven over, hvor jeg er landet. Men jeg kan nyde det nu. Jeg føler, at det her år er mit år. Nu er jeg landet hjemme igen.”


Footer graphics