Barcelona lå nummer to på listen over de byer, som rejseselskabet TUI solgte flest billetter til sidste sommer. Kun overgået af Rom. Det kan jeg godt forstå. Byen er magisk.
Jeg har selv boet der i seks måneder, og selvom jeg ikke bilder mig ind at have lært hele storbyen at kende, har jeg spist, drukket og festet nok til at kunne give et par kvalificerede staldtips.
Nu står foråret for døren, og der er næppe nogen bedre anledning end netop det til at besøge Cataloniens hovedstad, så her kommer en nøje tilrettelagt guide til de steder og oplevelser, du skal tjekke ud, mens du er der.
Her skal du shoppe: Mercat dels decants
Mercat dels decants er en smeltedigel, der syder og bobler med alverdens sjove dimsedutter. Her finder du alt fra silkeunderbukser til støvsugere og rejsekufferter. Men der hvor markedet virkelig bliver spændene, er alle de små boder, som hveranden dag bliver sat op af mistænkelige og luskede, men på samme tid charmerende sælgere fra nær og fjern. 95 procent af alt på deres bord er skrammel – guldbelagte kuglepenne uden blæk, fotos af tilfældige familier, gamle fodboldkort og et hav af kameraer, som ikke virker. Men har du tålmodigheden og gåpåmodet, kan du finde guld og ikke kun på kuglepennen. Benytter du dig af mængderabat og gode talegaver, kan du endda få meget for pengene. Og hvis man er så heldig at komme forbi en sød indisk fyr, hvis bod er placeret i starten af kaosset, så hils. Den mand har nogle seriøse kontakter på Levi’s. Han havde samtlige rør i alle størrelser og farver til kun 15 euro. Det er altså en rørende god pris.
Her skal du holde picnic: El Carmel bunkers
Er du single og så heldig at have fundet et sødt menneske, du gerne vil imponere, så tag ham/hende med på El Carmel bunkers. Under den spanske borgerkrig blev stedet brugt som strategisk forsvarsanlæg, men nu er Carmel bunkers et af de bedste udsigtspunkter i hele Barcelona. Det koster kun en billig flaske Vermouth, lidt jordbær og din tid, og til gengæld får du en fantastisk panoramaudsigt over hele byen, og du kan tilmed nyde solnedgangen og din udkårne i ro og fred for turister.
Her skal du gå på stranden: La playa de Llevant
En af de bedste ting ved Barcelona er, at byen ligger direkte ud til Middelhavet. Dit første møde med den lange strandpromenade er skatere, der suser forbi, og palmer, som står i en lige linje, så langt øje række. Som Venice Beach i LA bare bedre. Som ny i byen kan man hurtigt komme til at tilbringe adskillige timer som sild i en tønde med resten af Barcelonas befolkning. Men man skal bare gå så meget til venstre (hvis man kigger ud mod havet) for Barcelonetta, den mest populære strand, som muligt. Her kan du ligge i nogenlunde fred for strandsælgere og briter, og sandet og vandet er mindst ligeså godt.
Her skal du hænge ud: MACBA
Køb et billigt skateboard. Du er nemlig i Europas skateboard-hovedstad, og det mærkes med det samme. En god tommelfingerregel er, at du ser en skater inden for fem sekunder, efter du har forladt matriklen. Du ser en bil efter ti. Det fornemmes nærmest i måden, byen er bygget op på. For alt imens det er fuldstændig umuligt at komme fra a til b på en cykel i Barcelonas pulserende trafik og mange lyskryds, er de mange små gader som skabt til skateboards. Og når du har erhvervet dig dit skateboard for 20 euro på Marketplace, så tag til MACBA, der er et legendarisk mødested for skatere fra hele verden, som ligger lige foran Barcelonas museum for moderne kunst, Museu d’Art Contemporani. Det er fantastisk at sidde og observere nogle af verdens bedste skatere udfolde sig i deres naturlige habitat.
Her skal du gå på museum: Mies Van der Rohe Museum
For foden af Montjuïc og det store Museu Nacional d’Art de Catalunya ligger det mindre iøjnefaldende Ludwig Mies Van Der Rohe Museum, der er tegnet af den verdensberømte tyske arkitekt af samme navn. Med en entré-pris på otte euro kan man i første omgang godt føle sig snydt. For man må i den grad sige, at museet lever op til Mies Van Der Rohes kendte aforisme ”less is more”.
Museet består af et enkelt rum med et par Barcelona-stole, som nok er det design, Mies Van Der Rohe blev mest kendt for. Væggene er af marmor og rummer ved nærmere inspektion fine detaljer såsom et par øjne, der titter frem. Det er en fascinerende og stor oplevelse, ikke mindst fordi byggeriet fra 1928 selv i dag fremstår supermoderne.
Her skal du spise og feste: Palo market fest
Palo market fest er et marked, som afholdes en gang om måneden i det ydre El Poublenou. Køen er spækket med smarte mennesker, og der er flere, som taler engelsk end spansk. Om eftermiddagen ligner klientellet mest af alt noget fra et loppemarked på Østerbro: Smarte mødre, der kigger på bæredygtigt vintagetøj, hvis priser gør det umuligt at være bæredygtig, og lækre små boder med blåbær muffins og pastel de nata (små æggetærter).
Men hen mod aftenen skiftes klientellet langsomt ud. Unge stilfulde mennesker stimler sammen. DJ’en skiftes ud med et rigtigt band, og en rigtig fed stemning bygger sig op. Madboder åbner rundt omkring på markedet, og pludselig forstår man, hvorfor de midaldrende kvinder er smuttet videre. Adskillige boder med lækre og kødfulde anretninger stilles frem. Vi snakker 300 grams kødhotdogs, Ibirico skinke sandwich, tyrehale-ragout og spanske kødboller. Skyl kødhotdoggen ned med en kølig aperol spritz med appelsinskive i, og du er i himlen.
Her skal du vandre: Montserrat
Halvanden times kørsel med tog fra Barcelona ligger bjergkæden Montserrat, som på catalansk kan oversættes til ‘det savtakkede bjerg’. Montserrats helt store skat er klosteret Santa Maria de Montserrat, som gemmer på den sagnomspundne ‘Black Madonna’. Men rejsen begynder allerede ved foden af Monistrol de Montserat, længe før man når den mytiske figur. Her venter en to timers vandretur op ad bjerget, og først der når man op til den lille by, hvor klostret ligger. Man er højt oppe, og det er en ret vild fornemmelse at ramme skyerne og efter kort tid i tågen pludselig at kunne se den lille by.
Når man er nået til byen, skal man traditionen tro kysse madonnaens hånd som alle de andre. De modige kan herefter tage en kabelbane til toppen af bjerget. Og hvis man ikke er til den slags nærdødsoplevelser, kan man også gå resten af vejen. Turen op er en oplevelse i sig selv, og man møder med sikkerhed pilgrimsrejsende og bjerggeder undervejs. Udsigten på vejen tager pusten fra de fleste, og jo længere man kommer op, jo mere fornemmer man magien fra bjerget. Ifølge myten bevidnede de første pilgrimme mirakler udført af Jomfru Maria på bjerget, og det fik flere pilgrimme til at valfarte dertil. Når man når toppen, og står som det højeste punkt i miles omkreds, forstår man hvorfor.
Her skal du spise tapas: Cafe Pages
”Nr. 1, 2 og 3, siger jeg ikke videre, men du kan få den 4. bedste – Cafe Pages.” Sådan sagde den lokale slagter, da jeg spurgte ham indtil gode tapassteder. Cafe Pages kom dog hurtigt op på min førsteplads.
Cafe Pages ligger i hjertet af Gracia og har alt, hvad et godt tapassted skal have. Fantastisk autentisk stemning med dunkel belysning. Man sidder tæt med de andre gæster, og overalt bliver der grinet, snakket og smovset – man føler sig aldrig som en turist her. Maden, som består af klassiske tapas-retter, er der heller ikke noget at sætte en finger på, og mellem klokken 18 og 21 koster retterne kun to euro.
Her skal du stille sulten: BodeB
På BodeB kan du få en af Barcelonas bedste boccadilloer. Bocadilloen, eller af nogen kaldt ‘bocata’, er i Spanien en sandwich lavet med spansk brød, som regel en baguette skåret i længderetningen. Det er kun fantasien, der sætter grænser for indholdet i denne nationalret. Man kan prøve kræfter med alt fra Bocadillos Jamón til Bocadillos Hamburguesa med løgringe. En personlig favorit er Bocadillo Francesca con queso, som udgjorde det perfekte morgenmåltid. Men boccadilloen fra BodeB er i en hel anden kaliber. Det er det, man vil kalde for en gourmet-bocadillo, hvilket også afspejles i prisen, der hurtigt lander på 7,5 euro. Altså nogenlunde det samme som en rulle hos de legendariske ‘rullebeværtninger’ på Nørrebrogade. Den lever dog 100 procent op til prisen og får en kæmpe anbefaling herfra.
Her skal du spise pizza: Sartoria Panatieri
På deres Instagram bryster de sig af at være Nr. 1 i Europa og Nr. 3 i verden, når det gælder pizza, og deres pizzaer er gode. Virkelig gode. Sartoria Panatieri ligger to steder i Barcelona. Den ene i det hyggelige Grácia, og længere mod centrum ligger den anden i det mondæne Eixamlpe. For at få plads i Gracia skal man bestille flere måneder i forvejen. I Eixample skal man ”kun” være ude et par uger i forvejen.
Rammerne er rå og autentiske med betonvægge og rustik opdækning. Restauranten er delt op af et åbent køkken, hvor man kan se kokke spinne dej på fingeren og kaste rundt med tomater. Og selvom der altid er fuldt booket, bliver man ikke overdøvet af stemmer. Akustikken er god, hvilket er et de mest undervurderede elementer, når man er ude og spise. Smagene er intense, som de kun kan være, hvis de er opdyrket med kærlighed langt væk fra sprøjtemidler og kemikalier. Deres burrata er til at dø for, og så er det ikke engang dyrt. Mellem 15-20 euro for Europas bedste pizza. What’s not to like.
Her skal du drikke vin: Bar brutal
Bar brutal er Spaniens Moder Theresa, hvad angår naturvin. Det var den første restaurant, der lancerede den nye vintype. Inspiration kom fra en tur til København i 2011, hvor flere restauranter allerede havde naturvin på menukortet. Fordi de har været på naturvinsbølgen fra den spæde begyndelse, har de fået nogle rigtige gode allokationer på vine. Det vil sige, at de har ”lovning” på vin, som der ellers er kæmpestor efterspørgsel efter, og som man ikke bare lige får fingrene i. Typisk er det også vine, som kan blive solgt til klækkelige summer på aktion. Så hvis du går op i naturvin, så grav dybt i kælderen, for de har rigtigt mange spændene flasker liggende. Spis en østers, drik et glas. Og drik så et mere. Spæd til med deres tapaskort, som er klassisk og enkelt med få retter, hvilket som udgangspunkt altid er et godt tegn.
De har desuden et vinkollektiv, som man kan tjekke ud her: LINK
Her skal du forfeste: La Vermuteria del Tano
Varm op til den perfekte aften på det legendariske Vermuteria del Tano. I Barcelonas måske hyggeligste bydel Gracia ligger den lille beværtning på en solrig sidegade. Vermouth er det spanske svar på en grøn Tuborg, det er simpelthen allestedsnærværende. Derfor er der også et hav af Vermouth-barer. Der er dog ingen tvivl om, at det her sted er et levn fra de gode gamle dage. De har serveret hjemmebrygget Vermouth længe før nye smarte hipstere med deres oliven og appelsinskiver overhovedet blev født. Nej, her får du den klare væske, som er hundrede procent hjemmelavet, og som bliver opbevaret i store dunke, der ligner noget man transporterer olie med. Den brune, søde og let krydrede væske glider da også som olie ned gennem svælget. Da jeg ankom, fik jeg at vide, at tre glas Vermouth er nok til en hel bytur, hvilket jeg som barn af den danske drukkultur trak lidt på smilebåndet over. Men jeg skal love dig for, at den regel gælder hos Vermuteria del Tano. Og det er en vigtig regel at huske med en pris på kun 1,60 euro pr. glas. Desuden skal man ikke tro, at man bare kan komme og få et bord. Klientellet er ældre lokale catalanere, som har haft baren som stamsted i årtier. Derfor er det også tydeligt at mærke, at der er et hierarki på baren. Og som ung turist ligger du helt i bund.
Her skal du feste: 33/45
33/45 er en af de mest populære barer i den kreative og rå bydel El Raval. Den ligger i hjertet af byen, og stemningen er afslappet og smart. Det er et tydeligt mødested for hippe unge typer, og baren er altid helt pakket i weekenden. Derfor er det også en god ide at komme i god tid for ikke at ende i køen, der rykker sig et par meter i timen – for når først man er inde, bliver man inde. En DJ spiller bløde elektroniske toner bag en glasvæg og skaber det perfekte lydbillede. Og så har de White Russian til fem euro.
Her skal du drikke en cocktail: Curtis
Curtis er en hyggelig cocktailbar for de musikglade. Den ligger i det trendy Eixample og er det, man kalder for en Audiophile café, hvilket vil sige, at de går meget op i kvaliteten af lyden og den musik, de spiller. Det kan mærkes. DJ’en spiller altid fede set. Nogle aftener er funk/soul-inspirerede, andre aftener mere elektroniske. Stemningen er god og løssluppen, og gæsterne som er i alle aldre, danser og starter et floor på det lille område foran DJ-pulten. Folk er smarte, men på en mindre grunge-agtig måde end 33/45. Og så vil jeg gerne stå på mål for, at de har Barcelonas bedste Negroni.
Her skal du gå på klub: Razzmatazz
Razzmatazz er ikke en skjult perle. På ingen måde endda. Den er som Bendtners hat – ikke umiddelbart pæn, men umulig ikke at tage stilling til. Det er en af Barcelonas mest kendte klubber og spillesteder og uden tvivl en af de største. Når man træder ind, tænker man: ”Hold kæft, en stor klub”, men så finder man ud af, at det kun var det ene rum ud af fem. I de fem rum er der forskellige dj’s, som spiller forskellige set. Det meste med en snert af techno og house.
Udover at være en kæmpe klub er det også et legendarisk spillested. En stor sort væg på anden etage er prydet med navne på de artister, som har spillet på Razzmatazz gennem årene: Paul McCartney, Oasis, Björk og Kanye West for blot at nævne et udpluk. Byturen slutter typisk her, hvilket er tydeligt at se på besætningen, når man vælter ud ad dørene et sted mellem syv og otte om morgen. Det lyder sent, men det er ikke noget unormalt tidspunkt at tage hjem fra byen i Barcelona, hvor alt er rykket med to-tre timer i forhold til Danmark.