Hvad har årets højdepunkt været for dig?
“Ét højdepunkt er, at det var et år, hvor både min søn, jeg og min mor havde rund fødselsdag, hvor vi blev henholdsvis 10, 40 og 60 år. Det er jo både hyggeligt og rart at kigge tilbage på vores liv og tænke: ‘Det går egentlig okay’.
Mange af mine venner stak til mig og spurgte, om jeg ikke skulle holde en fest. Jeg har aldrig holdt stor fødselsdag, men så fandt jeg på, at jeg ville bruge fødselsdagen som anledning til at holde en stor støttefest for Almen Modstand. Det er en bevægelse, som mobiliserer beboere, der bor i alment boligbyggeri, især dem som er truet af genhusning og tvangsflytninger som konsekvens af dansk ghettolovgivning.
Festen blev holdt på Nørrebro, hvor op mod 700 mennesker donerede penge til Almen Modstands juridiske arbejde for at hjælpe beboerne, blandt andet til at de kan sagsøge staten, hvis det er nødvendigt. Vi ser lige nu, at beboere i Mjølnerparken sagsøger Boligministeriet for etnisk diskrimination, og den sag skal nu i EU-domstolen. Jeg meldte ikke ud offentligt, at festen var min fødselsdag, men før dørene åbnede klokken 21, var der fødselsdagsmiddag for 40 venner, som var frivillige i baren osv. bagefter. Det lykkedes os at indsamle godt 100.000 kroner”.
Hvad har din største udfordring været i år?
“Min største udfordring har været at skulle skrive på en ny bog, for det går ekstremt trægt. Det er min sjette bog, og jeg har aldrig lidt af skriveblokade, og jeg tror i virkeligheden ikke det er det, der er tale om her. Der er hele tiden sket ting omkring mig, der har gjort, at jeg ikke har kunnet fokusere. Meningen var, at jeg skulle tage et stort ryk i løbet af efteråret, men så skete det historiske oprør i Iran, som vi stadig er øjenvidner til. Jeg har brugt alt for meget tid på min telefon på at læse op på, hvad der sker, fordi jeg selvfølgelig har et følelsesmæssigt bånd til Iran, da jeg er født der. Jeg har kun været der to gange i mit voksenliv, men kan jo alligevel ikke lade være med at heppe på, at det lykkes for folket at vælte regimet.
Jeg blev overrasket over, hvor følelsesmæssigt påvirket jeg blev af det. Jeg havde halvt troet, at Iran var et slags overstået kapitel for mig, efter at min far, der boede i Iran, afgik ved døden for ti år siden. Ligesom mange andre iranere med flygtningebaggrund har jeg haft et ambivalent forhold til landet. Det er trist at følge med i, at der sker offentlige henrettelser, og folk bliver dræbt på gaden, fordi de kæmper for friheden. Omvendt er det også ekstremt håbefuldt og med en følelse af stolthed, at jeg følger ungdommen i Iran kæmpe for frihed og for en revolution, som jeg tror på vil lykkes”.
Hvad har været den største overraskelse for dig personligt?
“Jeg blev meget overrasket, da jeg blev kontaktet af Politiken og fik at vide, at jeg var nomineret som årets københavner, som jeg endte med at vinde. Jeg blev nomineret for mit bidrag til integrationsdebatten på baggrund af de undersøgelser og bøger, jeg har skrevet. Jeg tænkte, der var sådan nogle ‘ægte’ kendisser, som blev nomineret. Da jeg først havde indoptaget tanken om, at man måske kunne vinde den her pris, tænkte jeg: Hvorfor skulle det ikke blive mig?
En af grundene til, at jeg egentlig gerne ville vinde afstemningen, var, at det jo også er en anerkendelse af, at København er en multietnisk by, og at det er positivt. Hvis man kigger på dem, der tidligere har vundet, er det sådan nogle som Master Fatman, Nikolaj Kirk og Jane fra Café Viking – et ekstremt hvidt felt – så jeg syntes egentlig også, det var på tide, at en ikke-hvid vandt sådan en pris. Da jeg var barn, teenager og ung, var der ingen for mig at spejle mig i. Så jeg ville også gerne vinde for at sende et signal til den yngre generation om, at det kan lade sig gøre”.
Hvad undrer du dig over, vi ikke har talt mere om i år?
“Det er lige kommet frem, at Taliban forbyder uddannelse af piger og kvinder efter 7. klasse. I og med at Danmark har været en del af de koalitionsstyrker, der har besat Afghanistan i 20 år, kan det godt undre mig, at vi i debatten herhjemme ikke i højere grad diskuterer, hvad der foregår i Afghanistan, og med hvilken forudsigelighed folket og især kvinderne har fået frataget rettigheder gradvist, efter at Taliban overtog magten sidste år. Nogle sagde, Taliban havde ændret sig på 20 år. Den påstand er blevet modbevist ret overbevisende nu.
I forlængelse af det ville jeg også ønske, vi dækkede den igangværende revolution i Iran, ikke kun som en kvindekamp, men også om de massakrer, der sker på den kurdiske del af befolkningen lige nu. Det går ikke kun ud over kvinderne, hvis man kigger på dødstallene, for langt størstedelen af de dræbte er mænd, der går på gaden skulder om skulder med kvinderne”.
Hvad synes du så, vi har talt for meget om?
“Noget af det, der får ekstremt meget medieopmærksomhed, er alt det, der kan relateres til at være woke – diskussioner om, hvorvidt det er okay at kalde noget for kageperson i stedet for kagemænd. Når vi kigger på de problemer, der er rundt om i verden og det danske samfund, virker det så ligegyldigt. Men det handler vel om, at der er nogen, der føler, at den verden og dagligdag, som de kender, er under forandring, og det føles utrygt, at de nu skal forholde sig til den slags, for eksempel at køn ikke kun er en biologisk konstruktion. Forargelsen over den diskussion synes jeg fylder for meget”.
Hvad bringer 2023 for dig?
“Jeg håber at blive færdig med manus til min kommende bog, så den kan udkomme i 2024. Og så udkommer jeg med en stor undersøgelse, jeg har arbejdet på i tre år sammen med to andre forskere. Den handler om børns adfærd og holdning til skole i udsatte områder kontra jævnaldrende børn i ikke-udsatte områder. Det er den største undersøgelse af sin art herhjemme, så det bliver rart at få sat punktum for den efter tre års arbejde.
Ellers glæder jeg mig også til at følge med i, hvor meget der er tilbage i tennisspilleren Rafael Nadal, da jeg er kæmpe tennisfan. Desto ældre vi begge bliver, føler jeg, at jeg får et ekstremt tæt bånd til ham. Hver gang han får en skade, kan jeg mærke, at jeg selv bliver gnaven, og føler, jeg kigger ind i min egen skrøbelighed og alderdom. Jeg håber, han kan få én god sidste sæson, inden hans krop siger stop”.
