Hvornår er det okay at stjæle? Det er det måske, hvis man selv eller ens familie er meget sulten. Men ellers er det sjældent. Og det er det nok slet ikke, blot fordi man synes, at en plade er så god, at man ikke har lyst til at aflevere den tilbage.
Ikke desto mindre var det, hvad jeg gjorde med albummet ’Dusk’ fra 1993 af den britiske musiker Matt Johnson, der går under navnet The The. Jeg vil forsvare mig med, at jeg ikke aktivt stjal det. Jeg afleverede det bare ikke tilbage. Det var for godt. Jeg kunne ikke slippe det. Og det kan jeg stadig ikke.
Første gang jeg faldt over det, var jeg 18 år, og gennem hele min teenagetid havde jeg stort set kun hørt hardcore hiphop. Public Enemy, Ice Cube og Geto Boys var lydsporet til mit liv. Indtil denne særlige dag. Jeg var netop kommet på ungdomshøjskole, og foråret krøb på alle måder ind i tilværelsen.
Det er få gange i ens liv, at musik ændrer ens liv, men denne plade gjorde. På højskolen havde jeg mødt Anna, og vi blev kærester, og hun havde denne plade på kassettebånd. Her i midten af 90’erne var det format også på vej ud, og cd’en dominerede alt, men vi hørte det altså på bånd.
Jeg kunne ikke forstå, hvor denne plade og lyd kom fra, men den hjemsøgte mig konstant. Den var så forskellig fra det meget larmende hiphop og grunge rock, som jeg også dyrkede meget. Pladens melankolske og meget melodiøse popmusik satte toner til den søde smerte, de fleste kender, når forelskelser kommer og går, og man skiftevis knuser og får knust sit hjerte.
Andre mere popkyndige mennesker kendte på det her tidspunkt godt The The og Matt Johnson. Han havde allerede slået sit navn grundigt fast med hits som ’This is the day’ og ’Uncertain smile’ (fantastiske numre). Men på ’Dusk’-pladen fik han assistance af den berømte guitarist, Johnny Marr, der allerede havde heltestatus for hans rolle i The Smiths, og det gav The The et ekstra gear.
’Dusk’ er et af de sjældne plader, hvor hvert eneste nummer kunne være en single, men samtidigt hænger det både musikalsk og tekstmæssigt sammen. Det handler om længsel, ensomhed, lyst – og selvfølgelig kærlighed.
Nummeret ’Love Is Stronger Than Death’ ramte lige ned i, hvor jeg stod i mit liv med dets eviggyldige hyldest til foråret, hvor alt og alle springer ud. Et nummer, han lavede til sin afdøde bror.
Here come the blue skies, here come the springtime
When the rivers run high and the tears run dry
Den har jeg hørt hvert forår siden dengang, og jeg forestiller mig, at jeg vil gøre det 30 år mere.
The The toppede med det album og kom aldrig op på det niveau igen. I flere årtier blev Matt Johnson lammet af skriveblokering, og karrieren sygnede hen. De seneste år er han dog begyndt at turnere igen, hvilket blandt andet bragte ham til Heartland-festivalen (en fremragende koncert), og i anledning af 30 års jubilæumet af ’Dusk’ har han netop udgivet en ny single. Den hedder ‘$1 ONE VOTE!’, så der er altså liv endnu.
Min kærlighed til ’Dusk’-albummet er heller aldrig visnet, som forholdet til Anna desværre alt for hurtigt gjorde. Jeg skylder hende stadig en undskyldning for aldrig at returnere pladen. Den eneste formidlende omstændighed er, at jeg i det mindste har haft rigtig stor glæde af det i mange år. Og jeg har hverken glemt det, den spirerende forårsfornemmelse, eller den tid, vi havde.