Foto: Sony Pictures Classic
Når man for tiden åbner aviserne, kan det virke som om, at grådigheden ingen grænser kender. Men der findes heldigvis også lyspunkter.
Chow Yun-Fat, der bla. spillede hovedrollen i ’Crouching Tiger, Hidden Dragon’ og har medvirket i masser af asiatiske film, er sådan et lyspunkt. De mange store roller har selvfølgelig givet udslag på pengepungen, og han er efter sigende god for 4,5 milliarder kroner.
Men i stedet for at vælte sig i luksus har stjernen slet, slet ikke brug for alle de penge.
Derimod lever Chow Yun-Fat et spartansk liv, hvor han angiveligt kun bruger knap 650 kroner om måneden. Han handler i discountbutikker, kører med offentlig transport og har haft den samme Nokia-telefon i 17 år. Han har heller ikke behov for nyt og fancy tøj, for, som han siger, ”jeg går ikke i tøj for andres skyld. Så længe det er behageligt, er det godt nok til mig.”
For adskillige år siden etablerede Chow Yun-Fat og hans kone derfor en velgørenhedsorganisation, og det er altså denne fond, han nu har valgt at donere alle sine penge til.
”Min drøm er at være lykkelig og normal. Livet handler ikke om, hvor mange penge du kan tjene. Det handler om at få et fredfyldt sind og leve simpelt og bekymringsfrit,” siger han til Ettoday ifølge Hong Kongs kendis-medie JayneStars.com, der også fortæller, at stjernen altid stiller op til fotos med sine fans.
Voksede op under trange kår
Chow Yun-Fat kom til verden i en arbejderfamilie, hvor moderen var rengøringsdame og bonde, mens faderen arbejdede på en olietanker. Familien boede på landet i et hus uden elektricitet, så Chow Yun-Fat stod op hver dag ved solopgang og hjalp sin mor med at sælge te på gaden. Han gik i skole, indtil han var 17 år, hvorefter han droppede ud af skolen for at hjælpe familien.
Hans liv ændrede sig dog fuldstændigt, da han en dag besvarede en avisannonce fra en lokal tv-station, der havde brug for skuespillere. Han modtog træning og medvirkede i sæbeoperaer, hvor han hurtigt blev et kendt ansigt.
I 1986 blev han en decideret megastjerne efter supersællerten ’A Better Tomorrow’. Første gang, vi for alvor lærte ham at kende i Vesten, var, da han fik en hovedrolle i ’Crouching Tiger, Hidden Dragon’, som vandt adskillige priser, herunder hele fire ud af de ti Oscars, den var nomineret til. Siden har han af vestlige film spillet med i ’Bulletproof Munk’, ’Dragonball Evolution’ og ’Pirates of the Caribbean: At World’s End’.
Det er endnu uvist, hvilken typer velgørenhed, han forventer, at formuen skal bruges på. Det eneste, vi har kunne finde frem til, er et citat, hvor han nævner “dem, som har mest brug for det.”