Radiovært Jacob Ege Hinchely har OCD: “Sådan som jeg ser mig selv, passer tvangstankerne ikke ind”

“Jeg har slukket for vandhanen, jeg har slukket for vandhanen, jeg har slukket for vandhanen. Nu er den slukket.”

Det startede en morgen for seks år siden: Jacob Ege Hinchely går rundt i sin 46 kvadratmeter lejlighed. Han er mere forvirret og stresset, end han plejer, men han er alligevel overbevist om, at han har styr på alting. Men han har glemt, at han har sat en prop i køkkenvasken, og pludselig flyder den over, og der er vand over det hele. Lige dér er det som om, at noget i hans bevidsthed knækker.

Siden den dag i 2015 har radiovært på P6 BEAT Jacob Ege Hinchely været plaget af tvangshandlinger og tvangstanker – også kaldet OCD.

Ignorerede tvangstankerne

Inden han forlader sig lejlighed i dag tjekker den 37-årige radiovært nu altid, at vandhanden i køkkenet er lukket. At vandhanden ude på badeværeslet er lukket. Han tjekker, at køleskabsdøren er lukket, og at alle stikkontakter er slukket. Han tjekker, at kærestens glattejern ikke er så meget som i nærheden af en strømforsyning.

Det startede med, at han sagde det højt for sig selv, når han slukkede for vandhanen. Så knipsede han med fingrene. Så lavede han en afkrydsningsliste. Så tog han billeder af det for at sikre sig, at det var sket. Indtil han en dag fik nok og tvang sig selv til at stoppe.

“På et tidspunkt var jeg bare sådan: ’Nej, det her er noget, du godt kan deale med Jacob, det er ikke noget problem, du behøver ikke tjekke det her’, så jeg lukkede bare døren til lejligheden,” fortæller han og fortsætter:

“Jeg nåede lige ned ad trappen, og pludselig var det som om min hjerne brændte, for jeg var begyndt at gå imod programmeringen. Jeg havde ignoreret det, og jeg ved godt, det lyder som en scene fra en gyserfilm, men det var virkelig sådan, jeg havde det. Så jeg gik tilbage og tog billederne.”

Mere og mere gik det op for ham, at det var noget, han ikke kunne kontrollere.

Forskånet for det værste

For nogen fylder det alle døgnets timer og er helt ødelæggende at komme gennem dagen med OCD. Men for Jacob Ege Hinchely er det kun presserende i hjemmet. Der, hvor tvangshandlingerne opstod.

“Det ødelægger ikke mit liv, men det ødelægger nogle gange min morgen og gør mig stresset. Og jeg ved også godt, at jeg er blevet forskånet for de værste ting. I hvert fald som det ser ud lige nu, 7-9-13,” siger han og banker tre gange i bordet.

Han tager sin telefon frem og scroller gennem kamerarullen med billeder, han har slettet. Der er billeder af en knastør køkkenvandhane, en slukket ovn, et lukket køleskab og af stearinlys, der aldrig har været tændt.

Billederne bruger han ikke til noget. De hjælper ham ikke. Tværtimod.

“Det er så åndsvagt, for jeg sletter billederne, så snart jeg går ud ad døren. Jeg bruger dem ikke engang til noget. Billederne er mere blevet en del af ritualet, end at jeg egentlig bruger dem som fotoevidens,” fortæller han, mens han lægger telefonen væk.

Passer ikke ind i selvopfattelsen

Der var engang en, der sagde til ham, at det værste man kan gøre er at katalogisere sin angst. Og Jacob Ege Hinchely bryder sig heller ikke om at fotografere sin vask hver dag.

“Jeg gider ikke blive mindet om, at jeg i min kamerarulle har den her lidelse, fordi det passer ikke ind i min selvopfattelse i mit selvophøjede narrativ om, hvem jeg er,” siger han med ironi i stemmen.

Han har altid set sig selv som et rationelt funderet menneske, der hverken tror på ufoer eller astrologi, og det der med ikke at træde på stregerne på fortovet, synes han er åndssvagt. Derfor overraskede det ham også, at han begyndte at få tvangstanker.

“Jeg tror, det er derfor, jeg har haft det i flere år uden at tale om det. Jeg tænkte, at sådan som jeg ser mig selv, passer tvangstankerne ikke ind. Og det siger i virkeligheden noget om, hvor lidt kontrol vi kan have over vores egne tanker,” siger han.

Går til venner – ikke lægen

Det er nok også derfor, Jacob Ege Hinchely aldrig er gået til lægen eller har søgt svar hos en psykolog. Noget mænd helt generelt godt kunne blive bedre til, og komme ud af de kedelige statistikker med kortere levetid, højere selvmordsrate og ubehandlede psykiske lidelser sammenlignet med kvinderne.

“Tanken om psykologer og terapeuter, der får adgang til min hjerne, har jeg altid syntes var lidt invaderende, og det er der ikke noget galt med. Tværtimod. Jeg synes, at det er awesome, at nogen kan afhjælpe folk på den måde. Det er også bare mig, der har en gammel opfattelse af det,” siger han.

I stedet har hans kæreste Nanna været en kæmpe hjælp til at få styr på tankerne og de utallige tvangsritualer. Han fortæller også, at han blevet meget bedre til at tale med sine nære venner og kolleger om, hvorfor han nogle gange kommer for sent til aftaler. Og det er han glad for den dag i dag.

“Jeg har venner, som jeg snakker med om de her ting, og det ville jeg aldrig have snakket med dem om, da vi gik i gymnasiet. Dengang blev alt, der havde noget at gøre med psyken, eller at man havde grædt over et eller andet, betragtet som et svaghedstegn.”

Sammenlignet med nu føler han ikke længere, at han som mand skal leve op til et ideal om, at det ikke er maskulint at græde, snakke om følelser eller snakke om ens psyke, og får han det værre, går han i terapi.

“Jeg tror min undskyldning har været, at jeg ikke har haft tid. Hvilket sikkert også er løgn, for selvfølgelig kunne jeg finde tid til det. Men tvangstankerne har været på retræte det seneste halve år, og hvis jeg føler, de kommer tilbage, så er jeg sikker på, at jeg vil gøre noget ved det.”

---

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️