Foto fra filmen
”Jeg får noieren over, at ingen i virkeligheden elsker mig!”
Silvana Imam vælter som en trold med store fødder spritstiv rundt og kysser på tilfældige piger, mens hun skriger af den forbandede verden og ikke mindst ”det her klamme land”.
Umiddelbart efter ser vi hende blid som et lam og ved at falde over sine egne ben over popsangeren Beatrice Eli.
Som Silvana Imam kejtet spørger kameraet:
”Er det ikke langt ude at skrive en sang til en, man kun har mødt to gange?”
Silvana Imam susede ind på den svenske musikarena i sommeren 2014. Det var med garanti første gang, Sverige oplevede en blond lesbisk indvandrerkvinde (faren er syrer, og moderen er fra Litauen), der rapper mod racisme og homofobi.
At sige at hun vakte opsigt, er en underdrivelse.
Da hun og Beatrice Eli så rent faktisk bliver kærester og begynder at turnere sammen, bliver de ikoner for især unge teenagepiger, der på en gang synger og græder til deres koncerter.
Dokumentarfilmen ‘Silvana’ (‘Väck mig när ni vaknat’) har sit kamera med i rejsen fra fortvivlelse og usikkerhed, til succes og afgrundsdyb kærlighed samt ikke mindst til Silvana ikke længere kan bære at være alles ikon og knækker sammen.
Filmen om Silvana Imam er skabt af tre kvinder, der har delt instruktørrollen og ikke mindst også jobbet med at føre kameraet imellem sig. De er med, da det svenske radioprogram Musikguiden annoncerer, at nummeret IMAM er nummer et på halvårslisten 2014.
De er med, da Silvana Imam står blandt publikum og kigger op på sin forelskelse Beatrice Eli, der er med Kent på scenen – uendeligt langt væk.
Og kameraet er med, da de to kvinder møder hinanden backstage og tager de første hvalpede skridt til et meget stærkt forhold i fuld offentlighed.
Silvana filmer sin kæreste, mens hun sminker sig. Beatrice ryster.
”Jeg fik en varm kuldegysning. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg vidste ikke, de eksisterede, før jeg mødte dig.”
Parret deler alt med filmskaberne, og det er filmens virkelige styrke: At vi ser ægte mennesker med ægte følelser, uden at det bliver voyeuristisk.
Den tilsyneladende så udfarende rapper siger knapt nok et ord, da hun tager med sin mor tilbage til det stærkt religiøse Litauen, hvor moderens veninder spørger Silvana Imam, om hun har en mand, og hvornår børnene kommer. Af respekt for sin mor, bider hun sig i tungen og svarer undvigende. Men hun bliver tydeligt rystet, da en præst udmærket ved, hvem hun er og nægter at tale med hende.
I barndommens land er alt bare mere sårbart. Hvilket illustreres gennem familiens amatørvideooptagelser, hvor syv-årige Silvana taler med sin mor om en dansekonkurrence, hun har vundet, og hvordan hun hellere ville have, at en veninde, som hun tydeligvis er meget glad for, havde vundet prisen. Hvis ikke det var fordi, at hun dansede så dårligt.
Fortiden har udstyret Silvana Imam med en rustning af ambition. Kun hendes kæreste kan tage den af.
”Se hvor smuk, du er,” siger Beatrice, da hun retter kameraet mod sin kæreste. Silvana vrænger. Men overgiver sig ikke desto mindre.
De viser deres kærlighed til alle der vil se den og bliver et musikalsk og kønspolitisk powerpar.
” Beyoncé og Jay-Z skal passe på”, som en siger.
Sammen på tourbussen
Da de i løbet af 2015 tager på turne sammen, pryder deres ansigter tourbussen.
Det hele går stærkt nu, og det samme gør det for os beskuere. Filmen skifter dygtigt fra det nære og intime – delvist ledsaget af Silvanas stemme der reciterer egne tekster – til rockstjerneagtige montager der i en overflod af billeder lynhurtigt skifter mellem et gigantisk rockcirkus, interviews om deres forhold i hvad der må være Sveriges svar på God Morgen Danmark og filmholdets egne interviews med teenagepiger, der hylder parret for at for have hjulpet dem til at finde deres identitet.
”Udem dem ville jeg aldrig have vidst at jeg var lesbisk”, fortæller én på samme tid afklaret og i følelsernes vold.
Og så, bang! Sort skærm. Abonnenten kan ikke nås, fortæller lydsporet. Gennem mere telefonaudio får vi takket være manageren at vide, at en koncert i Paris er aflyst, og at Silvana Imam ikke er tilgængelig p.t.
”Har hun det godt?”, vil den anden stemme vide.
Pause.
”Nej, hun har det faktisk ikke rigtigt godt”, fortæller manageren.
Det bliver heldigvis ikke enden på det hele. Vi møder Silvana Imam igen, alene på en strand. Som da vi mødte hende i filmens begyndelse – før succesen – er hun vred. Men anderledes vred. Selverkendende. Hun anerkender, at hun ikke er en superhelt. Superhelte eksisterer slet ikke, siger hun næsten trodsigt til kameraet.
”Det slider på en”, siger hun stille. ”Og jeg har kun gjort det her i et år”.
Filmen ‘Silvana’ har Danmarkspremiere med DOXBIO 4. april 2018 og vises i 50 biografer landet over.
