Hvad gjorde jeg, da jeg så ham med en ny pige? Jeg satte da naturligvis i let løb og fulgte efter dem

Venner, jeg har updates til jer. I sidste måneds klumme fortalte jeg, hvordan jeg var stoppet med at se Adam – altså ham, som jeg var blevet stormende forelsket i og havde ditchet kærlighedseksperimentet for at date. I samme ombæring stillede jeg spørgsmålstegn ved, om jeg nu var blevet smittet med vor tids største STD, commitment issues, eller om det egentlig var okay ikke at have så travlt med hele tiden at skulle skabe vækst i sine romantiske relationer. 

Altså, bare lyden af det, som om mit følelsesliv er et kursus på CBS. Det bliver et stort fedt nej tak herfra.

Og gudskelov. For det at bryde med Adam viste sig at være den måske bedste beslutning, der er blevet taget i hele kærlighedseksperimentet. Var det også forkert, at jeg overhovedet brød mine egne regler og begyndte at date ham? Well, det er nok op til fortolkning, men lad mig først tage jer igennem den sidste måneds tid, som også – gisp – er den sidste måned med detox fra den romantiske kærlighed og derfor også slut med denne føljeton fra mit liv.

Jeg gjorde det jo forbi med Adam, fordi jeg ikke havde lyst til at tage næste skridt i vores relation. Jeg havde det godt, der hvor vi var. Men at lysten til stilstand var større end lysten til at gå bare én sølle centimeter frem med Adam i hånden, gjorde mig alligevel i tvivl om det også handlede om, hvor vild jeg nu egentlig var ham. Han serverede jo sig selv på et sølvfad for mig – noget der ville få præ-kærlighedseksperiment-Ellen til at dåne, siger det bare. 

Jeg var ikke ked af det, da vi stoppede med at ses, men jeg var heller ikke hverken glad eller lettet. Der opstod en følelse af melankoli i det hul, som Adam efterlod i mig. Men jeg havde svært ved at vurdere, om det skyldtes, at jeg var ekstra eftertænksom i lyset af mit eksperiment, eller om det bare var fordi, det var så lang tid siden, jeg sidst havde haft det sådan med nogen. Jeg brugte i hvert fald mange af de tidligere efterårsdage på at gå lange ture, lytte til mine gamle sad girl playlister, kigge håbløst ud i ingenting fra en bænk i Frederiksberg Have. If you know, you know.

Og så en dag, da jeg sad der på en bænk i haven med en lunken kop kaffe, kom han gående. Altså Adam, i egen høje person – og med en ny pige under armen. De gik heldigvis et stykke væk og drejede ned ad en anden sti, før han kunne nå at se mig.

Hvad gjorde jeg, spørger I? Jo altså, jeg satte da naturligvis i let løb og fulgte efter dem! Nysgerrigheden, forundringen, forfærdelsen, det hele tog bare over, og jeg brugte det næste kvarter på at zigzagge i skjul fra buske, træer og andre mennesker, i tilfælde af at en af dem skulle vende sig om. 

Men det gjorde de aldrig. De havde alt for travlt med en meget passioneret samtale, som fik Adam til skiftevis at skraldgrine og se indgående og betaget på kvinden ved hans side. Jeg var for langt fra dem til at høre, hvad der blev sagt, men jeg var mere end tæt nok på til at forstå, hvad der foregik: Adam var forelsket. Og det fik jeg bekræftet, da de slog sig ned på en bænk og begyndte at råsnave. Jeg fik øjenkontakt med en random teenager, der var ude på løbetur, og som fangede mig i at stå og glo med åben mund og polypper, og så besluttede jeg, at det var tid til at vende om og tage hjem. 

Men ja. Adam er forelsket i en ny, simpelthen. But how? Jeg var da overbevist om, at han sad derhjemme og græd salte tårer over mig. Indtil nu havde jeg haft opfattelsen af, at jeg kunne have valgt Adam til eller fra, som det passede mig. Jeg følte mig jo begæret, og jeg følte mig i kontrol. Så at se mig selv blive erstattet så hurtigt, det kunne jeg slet ikke få til at hænge sammen. 

Der blev vendt op og ned på min forståelse af hele situationen, og det fik mig til at tvivle på, om alt det, jeg havde fortalt mig selv om mig og Adam, havde været løgn? Var jeg i det hele taget helt væk, når det kom til alt det her med romantisk kærlighed? Var alt det med at finde kærlighed i venskaber, i hobbyer og i sig selv, at have en single-girl summer, at stille spørgsmålstegn ved det normative parforhold, og i sidste ende; at insistere på ikke at være på udkig efter en kæreste – var det bullshit? Noget jeg fortalte mig selv i ren desperation over ikke at have fundet én? Endnu? Måske nogensinde? Mine tanker gik totalt i selvsving. 

Jeg slæbte mig selv hjem, lagde mig i fosterstilling på sofaen og ringede til min veninde Rosa. Efter at have snakket i lidt for lang tid om, hvor lidt Adams opførsel overfor mig stemte overens med det faktum, at han nu sad med tungen nede i halsen på en ny kvinde, afbrød Rosa mig:

“Ellen, nu siger jeg lige noget, ik?” Og så ved man, at det er serious business. Hun ville enten komme med en reprimande eller en eviggyldig sandhed. Eller begge dele.

“Adam vil bare gerne vælges af nogen, okay? Altså, han var da sikkert vild med dig, og han har da nok også været ked af det. Men alt i hans opførsel, både nu og da han var sammen med dig, viser jo tydeligt, at han bare er totalt klar til kærlighed på den der måde, hvor han kan få nærmest hvilken som helst kvinde til at passe ind i ligningen.”

Rosa holdt en pause for at se, om jeg havde kapacitet til at svare. Jeg var helt stille. 

“Og nu siger jeg lige en ting mere,” fortsatte hun:

“Sådan har du altså også selv været, Ellen. Før alt det her med ikke at lede efter en kæreste, var du præcis på samme måde. Du vandrede fra den ene fyr til den anden, og du kunne altid spinde en historie op på, hvorfor netop han, var den helt rigtige for dig, uanset hvor mange kompromisser du skulle indgå eller hvor dårligt I passede sammen. Så længe han var helt vild med dig. Altså, har du glemt ham med voldsdommen? Eller ham der stadig boede hjemme? Eller ham med tænderne???”

“Ja ja ja, I get the point,” afbrød jeg surt. Havde ikke brug for at få opremset flere mænd fra fortiden. “Men jeg har sgu da ikke nogen voldsdom…”

“Nej, og du har også fine tænder, men han har jo ledt efter bekræftelse og potentiale. Og da du så ikke bekræftede ham længere, og samtidigt pillede al potentiale ud af jeres relation, så forsvandt hans fascination af dig også. Nu har han fundet en ny, der vel kan give ham det, han søger. Og ærligt talt, good for him!”

“Så det du siger er, at han aldrig var forelsket i mig, han var bare vild med, at jeg var vild med ham?” 

“Gør det nogen forskel? Om det var forelskelse eller bare fascination? Hvis nu I havde haft lyst til de samme ting og var blevet ved med at ses, så havde jeres relation måske udviklet sig til mere. Men det ville du jo ikke,” konstaterede Rosa ganske rigtigt, og fortsatte så: 

“Måske fordi du ikke vil have en kæreste så meget som du plejede at ville… Ærligt, jeg var også ret overrasket over, at du bare sådan kastede håndklædet i ringen og begyndte at ses med ham. Det virkede ellers som om det fungerede virkelig godt for dig at detoxe fra dating, bare at være en fri fugl og fokusere på nogle andre ting.”

Rosa havde fuldstændig ret i alt hvad hun sagde. 

Det sidste år har jeg jagtet scoringer i stedet for kærester, og jeg har inviteret mine venner ud i stedet for at sidde og udbedre akavet stilhed på dårlige dates med folk, jeg ikke kender. Jeg har afprøvet grænser, hobbyer og alt muligt andet. Jeg har haft en følelse af, at jeg ikke manglede noget – og det lyder måske banalt, men det havde jeg altså ikke, da jeg aktivt ledte efter en kæreste. 

Men jeg savnede at være forelsket, og derfor var det så dejligt at falde for Adam. At mærke, at jeg kunne have romantik i mit liv, fordi det føltes fantastisk, og ikke fordi det var noget, jeg hungrede desperat efter. Måske derfor var han heller ikke så svær at sige farvel til. For inderst inde vidste jeg, at jeg havde et liv at falde tilbage på, som stadig er fyldt op med kærlighed. 

Eksperimentet startede som en øvelse i at undersøge kærlighedens mange andre former end den romantiske. Jeg ville opdage, hvad der fandtes i de afkroge, jeg måske var kommet til at tage for givet; mine venner og familie, mit arbejdsliv og de interesser, jeg har. Men undervejs opdagede jeg, at der fandtes meget mere mellem de store linjer; små momentvise oplevelser af glæde, vanvittige grineflip og rørende øjeblikke. Selv bare når min yndlingssang er blevet spillet i radioen, eller når den hollandske chokoladebar, jeg altid craver, pludselig er på spotvarehylden i Netto. Når solen skinner, lige når jeg skal ud og cykle, eller når jeg har løbet fem kilometer, selvom jeg troede det kun var tre. Når kaffen er helt perfekt. Når jeg ringer til min veninde, og hun siger noget rigtig klogt. 

Da jeg først begyndte aktivt at lægge mærke til de her øjeblikke, så jeg dem pludselig i hobetal. Og samtidigt med at jeg aktivt værnede om de relationer, der allerede eksisterede i mit liv, gav det bare en helt anden energi, end den jeg ellers havde padlet rundt i.

At jeg på den måde er blevet bedre til at leve uden om hullerne i livets ost og lægge mærke til alle de fede ting, der er omkring mig, handler selvfølgelig om meget mere end at afskrive dating. Men det startede dér. Det startede med, at jeg konstaterede, at jeg ved at swipe, date, lede og søge efter noget, jeg ikke engang helt vidste hvad var, levede for noget, der eksisterede ude i fremtiden. I stedet for at være mere tilstede her i nutiden. 

Jeg levede i en forventning om, hvad der skulle ske som det næste. Var manden med voldsdommen, ham der stadig boede hjemme, eller ham der var super sød, men desværre havde frygtelig mundhygiejne, var det ham, som skulle være min? Hvordan ville det liv se ud? Hvad ville det kræve af mig? Hvad ville jeg få igen? Hvad skulle der ske som det næste? Hvad kunne jeg miste? 

Jeg så aldrig rigtig relationerne for, hvad de faktisk var, fordi jeg hele tiden higede efter, at de skulle blive til noget mere.

Alle de kloge hoveder siger, at man skal lære at elske sig selv, før man kan elske andre. Men alle der nogensinde har været et almindeligt menneske ved, at det er lettere sagt end gjort at stille sig op og sige til spejlbilledet, at man er fuldstændig fantastisk. Men man kan elske sit liv. Og man kan lægge mærke til alt det, der gør det fantastisk, sådan som det er lige nu. Så er det også nemmere at vurdere, hvem der skal have lov til at være en del af det. 

Det er sådan, jeg har prøvet at leve det sidste år, og det har virkelig ændret mit perspektiv. Jeg ser forventningsfuldt frem til, hvad der nu skal ske; uanset om jeg møder min eneste ene rundt om det næste gadehjørne, eller om jeg skal igennem en masse lolleren forelskelser endnu, så sitrer det i mig af spænding.

Så hvad har jeg fundet ud af? Hvad vil jeg med den romantiske kærlighed? Jeg har ingen anelse. Er det ikke fantastisk?