Jeg er lidt i panik over min egen tilbageholdenhed overfor verdens sødeste fyr. Har jeg commitment issues?

Long story short, hvis man ikke gider læse sidste måneds klumme, så har jeg i snart et år afholdt mig fra at date, swipe og alt derimellem, med det formål at finde ud af, hvad kærligheden er, når den ikke er romantisk. Håbet var (og er stadig), at jeg også ville blive lidt klogere på, hvad jeg overhovedet vil have ud af et romantisk parforhold. Men da jeg mødte søde, dejlige, hotte Adam på Roskilde Festival i sidste måned, fik jeg trukket tæppet så godt og grundigt væk under mig, at jeg overvejede at droppe alle mine regler og gå efter ham. 

Og det endte jeg med at gøre. Jeg droppede eksperimentet, tænkte fuck det, yolo og du kan være single, når du bliver gammel. Jeg sagde ja til en date med Adam, og jeg sagde fandme også ja til den næste og den derefter. 

Det er cirka en måneds tid siden nu, og Adam og jeg er netop stoppet med at ses. Forvirret? Det er jeg egentlig også, men stick with me, for jeg tror faktisk, at det er en mening med galskaben – og det handler om det jeg vil kalde min trappe-teori om dating. 

I begyndelsen var det hele bare vidunderligt mellem mig og Adam. Intet mindre. Sommer i København, spirende følelser af forelskelse, dates på badebroen, kioskbajer-aftener på grønne bybænke, uendelige gåture i Søndermarken, lyse nætter, der lader som om, de aldrig ender. Jeg havde helt glemt, hvor fantastisk det er at date nogen, som man rigtig godt kan lide – og jeg må også indrømme, at jeg virkelig havde savnet det. Hjertet sad helt oppe i halsen i tiden efter, Adam og jeg havde fundet hinanden, og jeg lod mig bare rive med. 

Derfor føltes det også meget underligt, da det pludselig stoppede. Ikke vores dates, de blev ved. Det, der stoppede, var mig. Efter et par uger fangede jeg nemlig mig selv i en helt ny form for dating-adfærd: ikke at lade sig rive med. 

Første gang jeg lagde mærke til det, var en aften, hvor jeg skulle ud og spise med en bunke venner. Der var lagt op til en perfekt sommeraften; bord udenfor, flaske-stemning og helt sikkert en solid runde updates på, hvad folk havde fået tiden til at gå med på deres respektive feriedestinationer. 

– Synes du det kunne være hyggeligt, hvis jeg tog med? spurgte Adam, da jeg fortalte om mine aftenplaner. Et spørgsmål jeg tidligere ville have imødekommet med åbne arme. Her var en mand, der aktivt tilbød at engagere sig med mine venner! Men til min egen store overraskelse var min instinktive reaktion et stort fedt nej tak. Jeg havde set frem til at se alle mine mennesker, høre om deres somre, og ærligt talt også fortælle dem om Adam. Han passede på ingen måde ind i ligningen som andet end et rigtig gnide-sig-i-hænderne-samtaleemne. Jeg smed en lille hvid løgn og sagde, at vi allerede havde maxet ud på reservationen. 

Næste gang var en dag, hvor jeg var ude og bade med en veninde. En helt stille og rolig eftermiddag, hvor Adam og jeg havde snakket løst om at ses senere. Oppe i mit hoved betød det, at jeg ville skrive til ham, når jeg var hjemme, så jeg blev overrasket, da han foreslog at komme forbi og hente mig, så vi kunne følges hjem. Det skurrede underligt indeni mig, uden at jeg forstod hvorfor, og jeg endte med at udskyde at svare på hans SMS, indtil jeg allerede var på vej hjem. 

Jeg gik lidt i panik over min egen tilbageholdenhed, for jeg havde ikke lyst til at skubbe Adam væk, og jeg var i tvivl, om det var det, jeg var i gang med. Jeg var vild med at date ham, nysgerrig på at lære ham bedre at kende, og jeg nød totalt at spendere de varme dage i hans selskab. Så hvorfor var jeg afvisende, når det kom til at lade ham møde mine venner? Var jeg pludselig blevet et af de mennesker, der trækker sig, når den anden part bliver meget tilgængelig? Havde datingeksperimentet fucket med mit tilknytningsmønster? HAVDE JEG COMMITMENT ISSUES? Yikes!

Da vi nogle dage senere sad hjemme hos mig, og han inviterede mig med til en fødselsdag hos en af sine venner, blev jeg tvunget til at tage mine følelser seriøst. Jeg kunne helt tydeligt mærke, at jeg ikke havde lyst, og det sagde jeg til ham. Han spurgte forståeligt nok hvorfor, men jeg havde svært ved at mærke, hvad der egentlig var på spil. 

– Ellen, hvad er problemet? Jeg kan godt lide dig, det virker også som om du godt kan lide mig. Vi har datet rundt i en måned nu, jeg vil gerne have, at du møder mine venner, sagde han. Ikke anklagende, ikke skuffet, men oprigtig nysgerrig på, hvorfor jeg var så undgående. 

Jeg sagde, at jeg ikke vidste det og forsikrede ham om, at jeg virkelig synes, det var hyggeligt at date ham. 

– Men er vi ikke nået til et punkt, hvor der godt må ske noget mere? spurgte han.

Jeg spurgte hvorfor. Ikke arrogant, ikke koldt, men oprigtigt nysgerrig på, hvad han egentlig mente. 

– For det er jo det, man gør, Ellen. Man møder hinanden, man bliver vilde med hinanden og begynder at lære hinanden at kende. Så møder man hinandens venner og får den dimension med.

Jeg tænkte lidt over, hvad det egentlig var han sagde, men så fortsatte han:

– Og så finder man ud af, om man skal være kærester, og måske en dag man skal flytte sammen, ik’, og så hvis alt går vel, har man lyst til at blive gift og få børn og hele molevitten. Måske en hund, et sommerhus, hvem ved? 

Det var sagt med et smil, og med Adams vidunderlige sans for lethed, selv i de store og vigtige samtaler, som det her var ved at udvikle sig til. Jeg selv sad bare og kiggede ned i mine hænder, prøvede at finde ud af, hvorfor jeg var ved at stå fuldstændig af, selv inden fremtidsudsigter som børn og bryllup blev bragt op. 

– Ellen, det er jo det man gør, man udvikler sig. Sammen, fortsatte han. 

Han fik vores relation til at lyde som en trappe, vi skulle bestige. Her på trin nummer ét handlede det om at finde grundkemien; er vi tiltrukket af hinanden til at ses mere end én gang? Kan vi lide hinanden godt nok til at ses, når vi ikke har drukket tusind bajere? Kan vi have en samtale, der ikke kun er fjollet? Tjek, tjek, tjek. Men Adam var mere end klar til trin nummer to, som tilsyneladende handlede om at møde hinandens venner. Trin tre måtte være at blive enige om at være eksklusive, måske at blive kærester, god knows. Og på trin fire, fem, seks, whatever følger vel parmiddage, fælles ferier, fælles boliglån, tvungne familiesammenkomster og samtaler om familieplanlægning og så videre og så videre. 

Jeg blev overvældet af tanken om en uendelig trappe. Var det virkelig meningen, at der hele tiden skulle udvikles mere og mere og mere på forholdet? Mere bekræftelse, mere forpligtigelse, mere dedikation, mere engagement, mere mere mere. 

Jeg sagde til ham, at jeg bare synes vi havde det rigtig godt, sådan som vi havde det lige nu, og at jeg ikke havde behov for at ændre på noget.

Og ja, jeg kan godt selv høre det, jeg lyder som samtlige fuckbois, jeg datede i gymnasiet, som alle pigerne dømte til bare at være dumme i nakken og slet ikke værd at spilde tid på, færdig slut. Men undskyld mig, hvad fanden havde vi egentlig så travlt med? Havde ham playeren fra 2. X fat i noget, da han insisterede på at lade tiden gå sin gang, se hvad der sker, og ikke tvinge relationen til hele tiden at blive noget mere?

Samtalen endte med, at vi blev enige om, at jeg skulle med til fødselsdagsfesten, men hvis det så var for stor en mundfuld på dagen, så kunne jeg bare bakke ud, no problemo. Bortset fra at jeg kunne mærke, at det var very much problemo, og at jeg med mit svar ville sige ja eller nej til at gå med Adam op på trin nummer to. Et sted, som man ikke kan befinde sig alene. 

Der sidder sikkert en masse kloge hoveder derude og tænker, at det er fordi, at jeg bare ikke er vild nok med Adam. Men jeg tror altså, at det stikker meget dybere. Og jeg tror faktisk, at jeg er virkelig vild med ham. Jeg vil bare gerne gå ind i forholdet på en mere organisk måde. Altså er den bedste tid ikke den, hvor man bare kan nyde hinanden, hvor det hele er lidt spændende og man stadig får sommerfugle i maven, når man er på vej op ad trappen til den andens lejlighed? Det er stadig den eneste trappe, jeg har lyst til at bestige i den her relation. 

Men det kommer ikke til at ske mere, for da jeg fortalte Adam, at jeg ikke skulle med til den fødselsdag, og at jeg synes det var bedst, hvis vi ikke mergede vennegrupper lige nu, sagde han, at så synes han bare vi skulle stoppe her. Så det gjorde vi. 

Det føles underligt, at have så meget lyst til at se en mand, og samtidigt have så lidt lyst til at gøre præcis den lille indsats, der skal til for, at han vil fortsætte. Han beder jo ikke om et realkreditlån, han vil bare invitere mig med til fest. Men jeg kan virkelig mærke det helt nede i maven. 

Måske er det ikke mig, der er bange for den forpligtelse, der ligger i et parforhold. Måske er vi bare blevet så besatte af progression, at vi glemmer at nyde relationerne, mens de udfolder sig. Spørgsmål som Hvad er vi? Hvor er vi på vej hen? Hvornår skal vi dit og dat og dut? Jeg tror ikke nødvendigvis, at en relation kun har værdi, hvis den er i konstant bevægelse. Og slet ikke hvis man skal tvinge den et sted hen, hvor den ikke er havnet naturligt. 

Hvad nu hvis kærligheden ikke er en trappe, men et sted? Et sted man godt må blive hængende, hvis det føles godt, og uden hele tiden at skulle tænke to trin fremad. Det kunne jeg godt tænke mig.