Jeg er bekymret på det danske demokratis vegne. Det lyder måske som en lettere bombastisk udmelding – og det er det. Men jeg mener, at en række danske politikeres og partiers adfærd har uhensigtsmæssige konsekvenser for Danmark såvel som for det danske demokrati.
Hvis vi starter med minksagen, der er et af de seneste eksempler. Da regeringen tog den dramatiske beslutning at aflive alle mink i Danmark i folkesundhedens navn, skete det som bekendt uden lovhjemmel. Det var altså, sagt på almindeligt dansk, ulovligt.
Foreløbigt har det kostet den nu forhenværende fødevareminister Mogens Jensen jobbet, skønt hele seks ministre blev orienteret om den manglende lovhjemmel 1. oktober, da de sad i regeringens coronaudvalg.
Jeg er ingenlunde kvalificeret til at vurdere, om det var den rigtige beslutning at aflive alle mink i Danmark og i den forbindelse nedlægge et helt erhverv, uanset hvad man generelt måtte mene om det. Så det vil jeg afholde mig fra.
Derudover er jeg statskundskaber – ikke jurist. Derfor vil jeg ikke forholde mig til det juridiske grundlag. Men jeg ved dog fra den smule forvaltningsret, jeg trods alt har haft, at ukendskab til lov diskulperer ikke. Det er altså ingen undskyldning, at du ikke vidste, at du brød loven.
Mette Frederiksen selv fortryder ikke beslutningen, må man forstå efter at have set interviewet i Aftenshowet, hvor hun var inde for at kommentere det Uagtsomme minkdrab.
Selvom statsministeren formentligt gerne så, at debatten blev drejet tilbage til en snak om folkesundheden, som også er et vigtigt emne, så har vi altså et demokratisk problem, når en siddende regering træffer beslutninger, den ikke har lovhjemmel til. Derfor bør det undersøges af en uvildig undersøgelseskommission, uanset hvor rigtig eller forkert selve beslutningen var.
Den konklusion er regeringens parlamentariske grundlag desværre ikke kommet til, skønt de Radikale går rundt med nogle tanker om en ny og hurtigere undersøgelsesform. Det forslag fik en meget lille opbakning i Folketingssalen. Spørgsmålet er også, om det virkelig er så stor en sag som minksagen, man skal testkøre nye undersøgelsesformer på?
Støjbergs fornemmelser for ulovlige instrukser
Tilbage står, som så ofte før, at de blå vil undersøge de røde. Og de røde vil undersøge de blå.
Selve minksagen og efterspillet minder på flere punkter uhyre meget om Inger Støjberg og instrukskommissionen.
Kort fortalt undersøger instrukskommissionen, hvorvidt den daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg var klar over, at det var en ulovlig instruks, da ministeren gav danske asylcentre instruks til at skille mindreårige asylansøgere fra deres ældre ægtefæller eller samlevende.
Det blev den socialdemokratiske regering, SF, Enhedslisten, Alternativet og De Radikale enige om skulle undersøges, hvorfor de nedsatte en undersøgelseskommission.
Enhedslistens retsordfører Rosa Lund udtalte i den forbindelse til Berlingske: ”Det er vigtigt at undersøge den her sag til bunds, for det er vigtigt for vores demokrati. Hvis der er tale om en minister, som bevidst har omgået loven, har vi et alvorligt problem.”
Det var rigtigt dengang. Det er det sådan set stadigvæk.
Hvis du spørger mig, er den ulovlige instruks ikke det eneste problem. Særlig problematisk bliver det nemlig, når man ser på den efterfølgende politisering af sagen.
Hvordan Inger Støjberg på sin facebookside mobiliserer sine følgere ved eksempelvis at lave kampagnevideoer, hver gang hun skal ind og vidne foran kommissionen. Ligesom en række af de borgerlige partier (herunder Venstre) end ikke vil bruge kommissionens rigtige navn, men konsekvent omtaler det som barnebrudskommissionen.
Nye Borgerlige har sågar kørt en række støttekampagner for Støjberg, for hvor er det synd for Inger Støjberg, at hun skal stå til ansvar for egne instrukser.
Alt sammen redskaber der er til for at frame og flytte en folkestemning. For ligesom Mette Frederiksen ville Støjberg gøre det samme igen, skulle hun stå i en lignende situation. Det har hun sagt gentagne gange. Og pludselig bliver det politik frem for jura.
Venstrefløjens forlængede arm
For hvis det lykkes at overbevise vælgerne om, at Inger Støjberg bare beskyttede unge piger, ja så er det nærmest ligegyldigt, hvad en eller anden kommission måtte finde. Så er det systemet, den er gal med – og stakkels Inger Støjberg, det er synd for.
Venstre selv har sågar forfremmet Inger Støjberg og gjort hende til næstformand frem for Ellen Trane Nørby, der meldte sig som et mindre kontroversielt alternativ.
Dengang Inger Støjberg var udlændinge- og integrationsminister, fik hun ved flere lejligheder kritik af Folketingets Ombudsmand – og ikke kun for selve instruksen. Kritikken tog hun ofte umanerligt afslappet. Som da daværende ombudsmand Jørgen Steen Sørensen udtalte en markant kritik af den daværende V-regerings omtalte flygtningeannoncer.
“Jeg lever med kritikken, jeg er simpelthen bare ikke enig med ombudsmanden. Og ja, jeg agter at sætte nye annoncer i med de opstramninger, som vi nu gennemfører,” udtalte Inger Støjberg til TV 2.
Faktisk har vi set en mere generel politisering af Folketingets Ombudsmand, som visse politikere på den danske højrefløj har gjort sig skyldige i.
I 2017 beskyldte Dansk Folkepartis daværende folketingsmedlem Martin Henriksen eksempelvis ombudsmand Jørgen Steen Sørensen for at være venstrefløjens forlængede arm.
Og det er et kæmpe skridt i den forkerte retning, for den kritik er en direkte de-legitimering. Folketingets Ombudsmand er en kontrolinstans i Danmark, praktisk talt en vagthund, som vælges af Folketinget og kontrollerer statslige og kommunale myndigheder samt andre offentlige forvaltningsmyndigheder.
Det er absurd og undergravende for tilliden til en central kontrolinstans, hvis man påstår, at ombudsmanden ikke er partipolitisk neutral. For det er netop den neutralitet, der gør, at ombudsmanden kan passe sit arbejde.
Så hvis vi pludselig står i en situation, hvor danskere stopper med at lytte til ombudsmanden, bare fordi de fejlagtigt antager, at han er venstrefløjens forlængede arm, så har vi et problem.
Dræn sumpen
Ligesom det er problematisk, når Dansk Folkeparti skriver artikler om, hvordan Facebook prøver at forhindre Martin Henriksen i at komme ud med sine politiske budskaber, fordi de afviser hans annoncer.
Årsagen til afvisningerne handler hverken om Henriksens budskaber eller politikken generelt. Nej, den skal derimod findes i den lavpraktiske udfordring, at Facebook har en regel, der kræver, at man markerer, at ens annoncer handler om politik.
Man kan jo godt smile af det, men tilbage står, at nogle DF’ere er med til at bidrage til en fortælling om, at Facebook censurerer deres politik. Sammenholder man det med påstanden om, at ombudsmanden er venstreorienteret, så har du pludselig flere beviser på, at systemet er imod dig. Og det er faktuelt forkert.
LÆS OGSÅ:
Det her er alt sammen eksempler på, hvordan vores politikere i visse tilfælde går i en helt forkert retning. Og der er mange flere. Fra den nu ikke så nye offentlighedslov til regeringens generelle fravalg af mere kritiske medier til fordel for bløde formater som Aftenshowet og Natholdet.
Det kan nok bedst eksemplificeres med Inger Støjbergs Trump-inspirerede dræn sumpen bemærkning ved lørdagens demonstration i Aarhus.
Den retorik hører ingen steder hjemme. Og måske den ville fungere bedre, hvis afsenderen ikke var en toppolitiker, hvis egen adfærd undersøges af en kommission og som har været en del af det danske establishment siden 2001.
Vi skal nemlig passe godt på det danske demokrati. Vi så alle sammen i 2016, hvad mistillid og misinformationer kan gøre ved et demokrati som det amerikanske, og det er det sidste, vi har brug for.
Så lad os komme tilbage på sporet og behandle det danske demokrati med den respekt, det fortjener.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
