Ting, som vi skal have meget mindre af i 2022
Læderforklæder (med mindre du er faglært slagter i 1940’erne). Folk, der taler om padel tennis som var det den nye glødepære. Ordet ‘tweeps’. Ikke-jobs som “content creator”. Det selvbestaltede LinkedIn-politi, der shamer folk for at være for Facebook til fiiine LinkedIn. Tørre, brankede københavner-croissanter. Optagelse i Blå Bog som måleenhed for succes. Lynetteholmen og andre socialdemokratiske fatamorgana-byggerier. Surdejshoteller. Folk, der sender lydbeskeder i stedet for SMS’er. Journalister, der kalder journalister for “journo” (fordi de gerne vil spare 4 bogstaver?). Bryllups-hashtags a la #karenogmichael2021 på Instagram. Folk, der får nyt job og kalder det “transfernyt”. Ed Sheeran. Musik af Ed Sheeran. “Dygtige røvhuller” i ledelser. Folk, der efterlader telefonsvarerbeskeder (telefoniens svar på en fyldt pøllepose). Folk, der gemmer deres døde hundes sæd. Saltkaramel. Trafik.
Ting, som vi skal have meget mere af i 2022
Lystbetonet arbejde. Åbenlys kommunisme på Dronningens Frederiksberg. Folk, der siger “fanderme”. Girlcrushes og bromances. Grønthandlere med kvalitetsudvalg. Tobias Rahims måde at være mand på. Energiøer. Et mere afdæmpet forhold til joggingtøj. Kvalitetsporno. Folk, der ved noget, som modsætning til folk, der føler noget. Folk, der nød-overnatter i IKEA. Sunde koralrev. Respekt og anerkendelse for sygeplejefaget. Evnen til at købe sokker, barberblade og grøntsager uden abonnement. Te-baristaer. Elton John. Nytårskure i juni. Kvinder på forsiden af Berlingske. Flybilletter, hvis pris afspejler flyrejsens omkostninger. Drew Sycamore. Smørstemmer fra Ikast. Palmekål. Uklippede græsplæner. Elbusser. Tøjreparationer. Folk der bliver gift eller født den 22.2.22. Nyheder om UFO’er.
Ting, som vender stærkt tilbage i 2022
Fænomenet Svennebanan. Poking på Facebook. Gæstearbejdere. Inger Støjberg. Januar-julefrokoster. Generations-bashing. Hotmail MSN. Journalistiske klicheer som “kong vinter” og “statens husholdningsbudget”. Blå skjorter. Gameboys. Smukke armbåndsure. Rent drikkevand. Samantha Jones. ‘To fag frem’ i den bedste sendetid på DR. Opsmøgede blazerærmer. Pinocchiokuglen. Folk, der har dummet sig og derfor “lægger sig fladt ned”. Lavtaljede jeans uden baglommer. Skillepinden i supermarkedet.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️