Hun dækkede ubådssagen for The New Yorker: Nu fortæller hun den samlede historie om, hvordan det lykkedes at opklare den 

Da Anne Mette Lundtofte dækkede retssagen mod Peter Madsen i marts og april 2018, tabte hun sig. Hun spiste stort set ikke i en hel måned. Men hun var ikke den eneste, der var ved siden af sig selv i den periode. Mange af dem, der befandt sig i Københavns Byret i de dage, måtte til krisepsykolog bagefter, de skulle debriefe, fordi voldsomheden i sagen var så intens.

Drabet på Kim Wall i 2017 står som noget af det mest utænkelige og mest frygtelige, der kunne finde sted overhovedet. Uvisheden om, hvad der rent faktisk skete nede i ubåden må alle lære at leve med. 

Men hvad ved vi egentlig? Ikke om forbrydelsen som sådan, men om den efterforskning, der blev sat i gang fra det sekund, Kim Walls kæreste slog alarm fredag den 11. august.

Det har Anne Mette Lundtofte nu skrevet en bog om. ‘Dybt vand’ er en såkaldt narrative non-fiction udgivelse, baseret på interviews med alle de personer, som kom til at spille afgørende roller for efterforskningen, og dermed var med til at sikre, at gerningsmanden i sidste ende fik landets hårdeste straf. 

For Anne Mette Lundtofte har det handlet om at vise, at den slags ikke er tilfældigt, men omvendt er et aktivt særpræg, der kendtegner vores samfund. 

“Det var ikke givet, at han blev fanget og sigtet og retsforfulgt og fik landets hårdeste straf. Det krævede en stor indsats fra rigtig mange mennesker, også tilfældige borgere, som blev involveret,” fortæller hun.

“Og den måde, de mennesker, jeg har talt med, reagerede på, var unik. De smed alt, hvad de havde i hænderne og satte alle egne behov til side. Det der skulle han ikke slippe afsted med.”

En af de personer, som Anne Mette Lundtofte har talt med for at kunne gengive de præcise omstændigheder i forbindelse med efterforskningen, er den kvinde, der sammen med sin kæreste fandt Kim Walls torso i en vandkant på Amager. Hun har ikke tidligere stået frem eller villet tale med medierne.

Derfor har netop dét afsnit af bogen også været det mest krævende for Anne Mette Lundtofte at skrive.

“Dels er det er vendepunkt i historien. Efterforskingen var død, de havde ikke noget, og de skulle i retten lige om lidt for at få forlænget varetægtsfængslingen. Hele verden glor på Danmark og efterforskningen. Der er pres på. Og så kom hun heldigvis og fandt den torso. Men det var jo heller ikke tilfældigt. Hun var ude for at samle skrald. Hun var én, der kerede sig om miljøet og naturen – noget andet end sig selv. Og heldigvis gjorde hun det helt rigtige, ringede til politiet og mødte det umenneskelige og forfærdelige med den største menneskelighed,” siger Anne Mette Lundtofte. 

Kun i Danmark

Anne Mette Lundtofte er ikke retsreporter, men har en fortid i New York, hvor hun i 13 år boede, tog en ph.d. i Camparative Literature på NYU og arbejdede som freelance-journalist, inden hun igen flyttede tilbage til København. Det var på den måde – via tidligere kontakter – at hun kom til at dække retssagen mod den drabssigtede Peter Madsen for magasinet The New Yorker.

Her stod hun overfor den opgave at formidle ikke bare de konkrete hændelser, men også i en international kontekst forklare, hvordan noget så grufuldt og spektakulært som et mord i en ubåd kunne finde sted i Danmark – et land kendt for sin høje tillid og tryghed.  

“Da jeg sad under retssagen efter 13 år i New York, hvor jeg ikke havde hørt noget tilnærmelsesvis så forfærdeligt, tænkte jeg, hvordan kunne det ske i Danmark? Og så kom jeg frem til: Nå ja, det kunne kun ske i Danmark. For her i landet er vi trygge ved at gøre dét. Det var ikke sikkert, at Kim Wall ville have gjort det i nogle af de andre lande, hun rapporterede fra: Uganda, Sri Lanka, Haiti,” siger hun. 

I USA er der en 62 procents chance for, at et mord bliver opklaret. I Danmark bliver mere end 90 procent af alle mord opklaret og bevist, og selvom Anne Mette Lundtofte nok godt vidste det, var det ikke noget hun rigtig havde tænkt over, før hun skrev bogen.

“Det er jo vildt. Det skyldes et kæmpe arbejde, som jeg selv nok har taget som en selvfølge, men det er det ikke. Der er folk, der står op hver morgen, går på arbejde og knokler for, at vi andre kan sove trygt,” siger hun. 

“Tillidssamfundet er ikke længere bare et ord for mig. Det er betryggende at se, at samfundet fungerer – det er jeg blevet bevidst om i arbejdet med den her bog. Og jeg mener, det er vigtigt at fortælle det, når det fungerer. Fordi det styrker tilliden i vores samfund og får det til at virke endnu bedre.”

Anne Mette Lundtofte peger blandt andet på det omfattende dykkerarbejde, der fandt sted i Øresund, som noget karakteristisk ved hele samfundets måde at reagere på ovenpå den her sag. 

“Man blev simpelthen ved og ved og ved, indtil alle Kim Walls jordiske rester var fundet, så hun kunne få en anstændig begravelse. De her er mennesker, som dykkede rundt på havets bund i ugevis, var ikke bare drevet af pligt, men drevet af ansvar og etik. Og det er unikt. Jeg er ikke sikker på, at den her sag ville være opklaret, hvis den havde fundet sted udenfor Danmark.” 

Ondskaben har ingen mening

At udgive en bog om ubådssagen kan ikke undgå at være en smule kontroversielt. I 2020 udkom TV2 dramaserien ‘Efterforskningen’, der også handlede om efterforskningen af sagen, og det skabte en del debat. Dels var timingen måske forhastet, og dels blev det kritiseret, at man overhovedet skaber tv-underholdning over noget så forfærdeligt som et drab på en ung kvinde.

Anne Mette Lundtofte har lavet “mindst 4.000 gennemskrivninger” og været meget bevidst om, at ‘Dybt vand’ på ingen måde skulle handle om selve forbrydelsen eller om manden, der begik den. For hende repræsenterer han ondskab, og derfor er der intet at hente ved ham. 

“Ondskaben kan man ikke lære noget af. Der er ikke en mening med den. Den har en indre logik, men ingen mening. Du kan hente en mening i de gode kræfter, og det er dem, jeg har opsøgt i bogen.” 

I bogen kan man blandt andet læse de sceniske gengivelser af, hvordan det gik til, at fire gymnasielærere i timerne efter drabet tilfældigvis fik øje på den forsvundne ubåd og hjalp den dengang ukendte gerningsmand over i deres egen båd, uvidende om at de faktisk reddede en morder, som nu sad helt chokeret hos dem med mørke plamager på tøjet og på neglene.

Man føres også ind ubådseksperten Ditte Dyreborgs årvågne reaktion på gymnasielærernes oplevelse. Hun havde studset over, at ubåden ifølge dem pludselig skulle være sunket sådan uden videre, og derfor havde hun smidt alt og kørt hen til politiet for at forklare, at ubåde ikke kan synke på den måde. At den måtte være sunket ved en bevidst handling. 

“De her mennesker har ikke været i overskrifterne. De har skyet medierne, der kom efter dem, fordi de ikke ville bidrage til den sensationelle fremstilling af sagen, men de ville gerne bidrage til den histore, jeg ville fortælle, fordi den jo handler om, hvordan vi reagerer og heler os selv som samfund, når ondskaben slår ned,” siger Anne Mette Lundtofte.

Personlig har arbejdet med arbejdet med bogen også været en del af Anne Mette Lundtoftes helingsproces. Ligesom for dykkerne og gymnasielærerne og alle de andre involverede har ubådssagen og de patologiske perversiteter, der kom frem under retssagen, gjort et uudsletteligt indtryk på hende.

Hun fortæller, at ondskaben ikke dragede hende, og at hun aldrig har forsøgt at forstå, hvad der skete indeni gerningsmanden. Hun har været drevet – og nærmest besat – af at fortælle den gode side af historien, som forhåbentlig kan dæmme op imod ondskaben. 

“Hvis man overhovedet kan tale om, at jeg har lært noget af den her sag, er det, at jeg er blevet bevidst om alt det, vi tager for givet i samfundet. At der findes så mange gode kræfter, som det er vigtigt at fortælle og tale om.”