Dagbog på fem minutter
Som barn og ung skrev jeg alenlange tekster i mine dagbøger. Alt, hvad jeg tænkte på og havde oplevet, skulle med. Som jeg blev ældre, røg min dagbog nederst i bunken af bøger på mit sengebord. Jeg orkede ikke at skrive i den og komme i det der selvbeskuende hjerte-smerte-humør. Men ved et tilfælde stødte jeg på en såkaldt ‘5 minute journal’. Min udgave er en slags drømmekalender fra Maanesten med fire linjer for hver dag, man kan fylde ud, og det ændrede mit dagbogs-game totalt. Fordi der er så lidt plads at skrive på, skriver jeg kun highlights fra min dag ned, og det tager vitterligt kun et øjeblik. Det lyder måske lidt ‘langt hår og fodformede sandaler’-agtigt, men det er en genial afslutning på dagen lige at bruge fem minutter på at dvæle ved, hvad der har rent faktisk har været lidt lækkert på en ellers våd og grå onsdag. Om så der er tale om en ekstra god ostemad, en cykeltur gennem byen fuld af grønne lys eller et tilfældigt møde med en ven. Forskere siger sågar, at det at fokusere på taknemmelighed, lige inden man skal sove, kan give en bedre nattesøvn med færre stresshormoner og generel større livsoptimisme.
/Louise Elly Meyer
Orkestret 2
Kæmpe applaus! Sæson 2 af ‘Orkestret’ er tilbage, og atmosfæren er velkendt. Bo Høxenhaven (Frederik Cilius) er stadig en konfrontatorisk enspænder, og Jeppe Nygren (Rasmus Bruun) en vattet djøf’er. Der er dog en udvikling at spore hos de to hovedpersoner. Bo viser en mere mild side, da hans mor pludselig indlægges, mens den tidligere souschef, nu konstitueret chef, Jeppe, finder en stærk side frem. Om det er i hans nye rolle som chef, eller hans yogatimer med andre fraskilte mænd at han finder styrken, ved jeg ikke.
Serien er skrevet af Adam Price og Mikkel Munch-Fals, hvoraf sidstnævnte også har instrueret. Den giver dig et blik ind i en arbejdsplads, hvor vi følger mennesker i forskellige roller, situationer og hierarkiske niveauer. Sæson 2 fortsætter den politisk ukorrekte og hylende morsomme tone. Som da den uudholdelige klarinettist Simon Elliot (Casper Phillipson) inviterer Jeppe på Shepherd’s Pie. Eller når Jeppe i et forsøg på at fylde koncertsalen foreslår et mere mangfoldigt repertoire, hvortil Bo i bedste diva-stil kvitterer, at det altså ikke kan være ’De Fire Årstider’ af Vivaldi hver gang.
/Asger Lorenzen
Indie-gavtyv
Et af de navne, der ville have pyntet på et fattigt indie rock-udvalg på Roskilde, er Bleachers, der i sidste måned udgav deres fine fjerde album. En plade, der viser, at genren stadig indeholder overraskelser, og hvor hvert nummer varierer med et overrumplende spilleoverskud.
I front står Jack Antonoff, der også beskæftiger sig som sangskriver for andre (fx Lana Del Rey og Taylor Swift) og superproducer (der har givet ham tre Grammys), men det virker, som om han på egen hånd har famlet lidt med at finde sit eget udtryk. Det har han nu fundet uden at give køb på den legesyghed, der gør det til et medrivende og charmerende bekendtskab.
Bleachers: ‘Bleachers’ er ude
/Emil Norsker
LÆS OGSÅ:
