Jeg har erstattet dating med skincare og sardiner og måske fundet meningen med livet

Jeg har for første gang siden jeg startede min lille romance-detox haft en begivenhedsfattig måned. Det er ikke fordi, der ikke er sket noget som helst, det har bare ikke været særlig spændende. Bevares, tiden er jo gået, og jeg har haft det meget average-københavner agtigt, hvor man bare tuller rundt i tomgang og venter på, at det skal blive forår. Men det har ikke føltes særlig wholesome. Ærligt, så har det føltes ret kedeligt og ligegyldigt. 

Altså lige indtil jeg fandt min nye hobby: skincare.

Det er egentlig noget, der har ligget og luret siden eksperimentet begyndte. Da jeg havde truffet beslutningen om ikke at lede efter en romantisk kærlighed, begyndte jeg – uden rigtig at være bevidst om det – at investere i selfcare i stedet. Først i form af dyre hudplejeprodukter, der både kan rense, fugte og beskytte mit ansigt. Dernæst kom en ergonomisk hovedpude med dertilhørende silkebetræk, som gerne skulle sikre mig mod både rynker og spaltede hårspidser. I julegave fik jeg mit højeste ønske; en ansigtsmaske med rødt LED lys, der påstår at stimulere kollagenproduktionen, yay. Jeg følger hver aften en længere ansigtsmassage-rutine, hvor jeg med et guasha-værktøj udglatter kæbelinjer, kindben og begyndende bekymringsrynker. Det tager mig 32 minutter at blive klar til natten, og det er vel at mærke fraregnet tandbørstning. 

Lige pludselig har alt det her med hudpleje udviklet sig til en regulær obsession. I sidste uge brugte jeg +800 kroner på et lidt for holistisk website, der gør sig i kosttilskud og vitaminpiller. Jeg er begyndt at drikke et shot olivenolie med citronsaft hver morgen, og lige for tiden spiser jeg sardiner til frokost hver dag. TikTok siger, at det vil give mig en sund *glow* helt dybt indefra.

Er man kvinde +30, vil der ikke være noget som helst odiøst i at høre om en anden kvinde, der lade sig influere til den her slags måske-pseudo-sundhed engang imellem. Men at gå med på alle trends på én gang er måske lige i overkanten, det indrømmer jeg gerne. 

Tiøren faldt for alvor, da min veninde Rosa i ramme alvor sagde, at hun ikke havde set mig være så besat, siden dengang jeg opdagede Tinder. (Og her snakker vi altså den kollektive besættelse, der ramte alle singler. Det var i Tinders heydays, hvor det var nyt og spændende, og hvor vi endnu ikke vidste, hvor grueligt mange dårlige første dates, den app ville bringe med sig.)

Det burde måske få mig til at genoverveje, hvor meget tid og energi jeg lægger i min nye hobby. Men i stedet fik det mig til at tænke over min evne til at gå all in på det, der optager mig. Om det er en søgen efter en kæreste eller en søgen efter den optimale hudplejerutine, så bliver jeg meget nemt investeret. Måske er jeg bare typen, der nemt bliver overengageret? Er det en dårlig ting?

Da jeg stadig var i min obsessive Tinder-periode, hvis vi nu skal kalde den, hvad den var, havde jeg som minimum altid én date at se frem til. At gå på date blev en sport, hvor den ene mand blev vurderet i forhold til den anden og i forhold til de forventninger, jeg havde fået til ham inde i app’en. Og ikke nødvendigvis så meget i forhold til, hvor godt vi egentlig matchede ude i virkeligheden. Til sidst handlede det egentlig ikke så meget om at finde en kæreste, som det handlede om at gøre alle de ting, der skulle til for at få en date. At skrive det helt rigtige, på den helt rigtige måde og på det rigtige tidspunkt. At have de helt perfekte profilbilleder og få sig selv til at fremstå tilgængelig og mystisk på samme tid. 

For at lykkes med projekt Tinder var jeg nødt til at gøre det til min hobby. Og det virkede skam, jeg fik en kæreste, og vi havde et par gode år sammen. Da vi slog op, var der kommet nye apps til, og indtil jeg satte al dating på pause, har jeg frekventeret dem jævnligt. 

Efter Rosas kommentar, måtte jeg jo konstatere, at den tid, jeg plejede at bruge på at håndtere mit singleliv som noget, der skulle fixes, bruger jeg nu på at håndtere mit ansigt som noget, der kan gøres bedre. Og det var i første omgang ikke en særlig fed erkendelse. 

Min tidligere søgen efter en kæreste har føltes som et livsformål for mig. Jeg har aldrig været specielt ambitiøs, når det kommer til min karriere, og jeg har ikke nogen stor drøm om at lave kunst eller whatever, der kan være mit aftryk på den her verden, når jeg ikke er her længere. Mit modergen er heller aldrig kicket ind, og selvom det kan nå det endnu, så er det med at stifte familie ikke noget, jeg tænker særlig meget over. Men at finde en kæreste, det har altid – indtil nu – føltes som jeg bare skulle. 

At jeg nu har sat mig selv fri fra den opgave føles underligt meningsfuldt. Selvom jeg jo egentlig har fjernet det, der gav mig et formål, så føles det som om, livet har åbnet sig i nye retninger. Jeg er ikke længere særlig optaget af, hvor jeg skal være henne om 5, 10 eller 15 år, eller hvem jeg skal være der med – lige nu handler det om, hvad jeg skal lave næste weekend. 

Og så kan man jo kalde det skincare, men man kan også kalde det selvomsorg, mig-tid, mindfulness og alt muligt andet. For jeg kan mærke, at det egentlig ikke handler om, om jeg kommer til at forhindre rynkerne eller få en hud, der gløder af sundhed. Det handler meget mere om at gøre noget, som gør mig godt. Og det ved jeg jo faktisk, at den obsessive dating ikke altid gjorde.  

Man finder jo altid noget at putte ned i livets huller, og lige nu står den altså på alskens lifehacks til den perfekte glødende hud. Det kunne da vist være værre. 

Måske man ikke behøver at have et decideret formål her i livet, måske det er fint nok, at man bare har en slags delmål, der handler om at være lidt god ved sig selv. Når det bliver rigtig forår, plejer jeg alligevel at obsesse over at finde byens bedste is, så indtil da vil jeg bare nyde at det er et rent, glinsende og ikke mindst et glad ansigt, der kigger tilbage på mig i spejlet, efter at være blevet forkælet hele 32 minutter.