Tarotkort
Foto: Jumpstory

Nytårskavalkaden 2020: Stop for svinekød som målenhed for danskhed og en længe ventet genkomst af DMI-akkuratesse

Hvert år skriver kulturjournalist Ditte Giese en årskavalkade for det, der kommer, og det der slutter og ikke mindst det, der forhåbentligt vender tilbage. Take it away!

Ting som vi skal have meget mindre af i 2020:

Tung trafik i byen. Turisme. Veganer-bashing. True crime alting. Redaktionen på Berlingskes iver efter at make dannelse great again. Præmature holdninger. Formulering “alt er godt” (det er det jo ikke). Plastik alting. Moralisme forklædt som noget andet. Dansk hiphop med autotune. “Før-udsalg”. Netflix-ubeslutsomhed. Svinekød som måleenhed for danskhed. Den passivt aggressive formulering “er oprigtigt nysgerrig”. Sort arbejde. Shaming af folk med børn i vuggestue. Onlinekasino- og betting-reklamer. Nøddeafgift. Jyder der bruger deres jydehed, som vinder blæser (er I noget særligt, eller er I helt almindelige? Beslut jer!). Cancer. Konformitetsgruppepres. Hövding-cykelhjelme. Sommerro, der afbrydes af lømler på ATV’er. Aperol Spritz. Plantebaseret koldskål. Det passiv-aggressive “godaften” som afslutning på kontroverser på sociale medier. Cafémad serveret i bittesmå skåle der er umulige at spise af. Folk der blærer sig med at rejse til de varme lande, når det er koldt herhjemme.

Ting som vi skal have meget mere af i 2020:

Sandsigersker. Emma Holten. Extinction Rebellion og anden civil ulydighed. Vacciner. Umut Sakarya. Tykke kvinder som har det godt med sig selv. Annika Aakjær. Idealisme. Pizzamænd der bytter ordet ‘paprika’ ud med ‘rød peberfrugt’. Napoleonshatte-kager. Fibernet overalt. Lange, rolige bilferier. Uforklarlig generøsitet. Kontanter. Etikette for de mange nye metropassagerer. 2025- handleplaner. Uforklarlige romantiske forbindelser som Pernille Rosendahl og Kristian Jensen og Bubber og Barnepigen. Cyklisme. Spiritisme. Shamanisme. Astrologi. Logik. Homoseksuelle pingviner der danner regnbuefamilier. El-fly. Tarotkort til at afgøre vigtige dilemmaer. Mennesker der sover tæt og kærligt sammen i ske. Forfattere, der skriver ministres taler. En – bare én – pæn cykelhjelm. Pakkebokse. Cannabislegalisering. Vidunderbørn. Polaroidkameraer. Bo Lidegaard. 4-dages arbejdsuger. Stauningskæg. At læse noget uden at skrive om det. WIFI i metroringen. Løsere bukser til mænd.

Ting som vender stærkt tilbage i 2020:

Vinca Wiedemann. DVD-film. DMI-akkuratesse. Yatzy. Judas mårhunde. At dygtiggøre sig indenfor noget. Bonsaitræer. Danny de Vito. At have en impressario. Grundig journalistik. Revolution i Frankrig. Skamløshed. Et normalt menneske i det hvide hus. Live-koncerter hvor folk holder kæft og lytter. Anders Samuelsen. De befriede cirkuselefanter. Møl. Folkeskolen. Joy Mogensen. Ting der knopskyder. At gå til guitar eller klaver. Humaniora. De radicool. Aupair-kvinderne. At proklamere sin exit fra Facebook i et debatindlæg i Politiken. Respekt for andre menneskers fritid. Anorakken. ’Hatten Rundt’ på DR. Andelsbevægelsen. At gå med seler. Toffifee. Pejse. Bondegårdsferier. At have en duskekammerat. Kolonihavehuse til fornuftige priser. Julefrokost i april.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics