Foto: Dennis Morton

Oilly Wallace kan ikke snuppe folk, der bestiller mad i snegletempo. Selv elsker han poor man’s foie gras

Oilly Wallace skifter så tit holdning, at han ikke kan huske, hvornår han senest har ændret holdning til noget. Men en ting ændrer han aldrig holdning til. Musik.

Selvom Oilly Wallace udadtil ser stilet ud i sådan en grad, at man skulle tro, at han kun indtager tilsvarende stilfulde delikatesser, så har han en svaghed for flæskesvær. Han har absolut ingen stopklods. Dog kompenserer han ved at tage LongoVital-vitaminpiller og drikke ingefærshots.

Oilly Wallace er en ung musiker og saxofonist, der efterhånden har stået på mange af landets scener med musikere som Andreas Odbjerg, Emma Sehested Høegh, Coco O. – foruden sit eget band, kvintetten Tabloid. Den her sommer er heller ingen undtagelse.

Men hvis Oilly Wallace kunne få lov til at drømme rigtigt stort, drømmer han om at komme på en verdensturné, en bus igennem verden med ny by, nyt venue hver dag.

Selvom han har stået sammen med mange af Danmarks store musikere, er han samtidig i gang med at slå igennem med sit eget navn – senest med singlen ‘I’m Your Man’. Hvorvidt han skal stå forrest eller bagerst på scenen er dog ikke noget dilemma for ham.

– Hvis jeg kun fokuserede på min egen ting, så ville jeg brænde helt ud, og hvis jeg kun var hyre-musiker, så ville jeg også brænde helt ud. Det er nødvendigt for mig, at det sameksisterer. Jeg vil bare gerne spille musik, og jeg elsker alle mulige måder at spille musik på, så det ville gøre mig meget trist, hvis jeg mistede en af dem.

Vi har fornøjelsen af at have Oilly Wallace med i denne uges Status for at høre, hvad der optager ham, når han ikke er ude og spille på landets scener.

Foto: Dennis Morton

Status

Hvad ser, læser, spiser, lytter og gør du for tiden for at give hverdagene værdi? Og hvad gør du for lidt? Det spørger Heartbeats nogle af tidens mest interessante folk om i Status.

Hvornår står du op og hvad er det første du læser hver dag?

For tiden står jeg ret sent op. Jeg er ude og spille i weekenderne, men i løbet af ugen laver jeg ikke så meget, så der står jeg sent op omkring kl. 10. Jeg kigger på min telefon som det første, når jeg vågner, Instagram og så videre, men jeg prøver at vende mig af med det, for jeg føler egentlig ikke, at det er så sundt. Men når jeg så prøver at læse nyheder på DR, så får jeg det nærmest endnu værre, for de nyheder er jo også rimelig dark.

Hvad er din favorit avis?

Politiken. Men jeg læser nok mest Soundvenue.

Hvad læser du for tiden?

Den sidste fysiske bog, jeg læste, var ’Catching the big fish’ af David Lynch, der handler om meditation og kreativitet. Jeg også meget glad for Theis Ørntoft.

Hvad har du senest ændret holdning til?

Jeg ændrer holdning ret tit faktisk. Jeg er blevet overbevist om at stemme på alt muligt, når jeg for eksempel er i byen med mine venner. Jeg er superdårlig til at argumentere, så folk kan virkelig ofte få mig overbevist, hvorefter jeg går hjem derfra og lige pludselig ved, hvad jeg skal stemme eller sådan noget.

Hvad gør du for at finde ro?

Jeg løber ture. Jeg prøver at lave noget musik hver dag, hvilket også giver mig ro. Men kun hvis jeg er i et flow, ellers kan det give mig det modsatte af ro, for så kan jeg blive meget frustreret over, hvis jeg ikke synes, det lyder fedt.

Hvad irriterer dig i din hverdag?

Folk, der kører for stærkt i deres biler. Folk, der fylder hele fortovet og ikke flytter sig, selvom der kommer nogen, så man nærmest bliver tvunget ud på cykelstien. Eller, undskyld mor, folk, der bruger ekstremt lang tid på at bestille mad.

Hvad spiser du, når ingen kigger?

Flæskesvær. Jeg spiser dem kun over for mine tætteste. Men jeg er godt klar over, at jeg ikke skal spise det så tit. Jeg ser det lidt ligesom foie gras – det er noget, man gør en gang imellem. Flæskesvær er min poor man’s foie gras.

Hvad spiser du rigtig tit?

Jeg spiser oftest ostemadder eller en kimchi-toast fra Arrebro på Nørrebro.

Hvilken podcast lytter du til lige nu?

Jeg lytter til ’Et kapitel for sig’, og så lytter jeg til ’Genstart’ hver dag. Og selvom det er lidt kontroversielt, så lytter jeg også til ’Sørine og livskraften’ fra Kristeligt Dagblad. Hun er ikke så meget mig, men jeg elsker interviewene. Jeg har et love-hate-relationships til hende.

Hvad streamer du for tiden?

Jeg har lige streamet en dokumentar om Woodstock ’99, som jo var en festival, der gik helt galt. Jeg ville virkelig gerne have været en del af Woodstock i 1969, men den fra 1999 er jeg ikke ked af, at jeg gik glip af.

Hvad gør du for at holde dig sund?

Jeg prøver at løbe en masse og ikke spise lige inden, jeg går i seng. Selvom jeg selvfølgelig gjorde det i går. Jeg spiste en makrelmad lige inden, jeg gik i seng. Jeg kan virkelig blive ved med at spise, jeg har slet ingen stopklods, så jeg prøver at have lidt mådehold. Jeg spiser også LongoVital-vitaminpiller og drikker ingefærshots. Det føler jeg er rimelig sundt. Jeg er faktisk ret sund, hvis jeg lige tænker over det.

Hvilket sundhedstip vil du give videre?

Alting med måde. Lad være med at gå ekstremt til noget, hverken i den ene eller den anden retning.

Foto: Dennis Morton

Hvor får man det bedste måltid i København?

Pho Hanoi eller Osteria 16.

Hvilket stykke tøj bruger du intenst lige nu?

Jeg er meget forfængelig og kan godt gå meget op i, hvad jeg har på. Men en sommerfrakke fra Sunflower, der har lidt britpop over sig, bruger jeg meget. Jeg er lige blevet klippet og drømmer om at ligne Liam Gallagher lidt.

Hvad gør du for lidt?

Hænger ud med folk, bare for at hænge ud. Jeg ser folk for lidt bare for hyggens skyld.

Hvad er dit hot take lige nu?

Hver gang jeg har et hot take, så driller folk mig med, at det ikke er et hot take. Måske at Pelle Dragsted er low key lækker, men omvendt ved alle jo, at han er en flot mand.

Hvad er svært for dig, men nemt for andre?

Stave, regne og økonomi.

Hvad er det bedste karriereråd, du har fået?

Jeg havde en lærer på MGK, der sagde, at man bare skulle spille hele tiden, for så kommer der til at ske ting. Øv dig, så snart du har muligheden. Hver dag, jeg vågner op, er målet for min dag altid at spille noget musik.

Hvor er dit happy place på internettet?

Wikipedia, det bruger jeg meget hyppigt. Det er lidt min ChatGPT. Når jeg keder mig, browser jeg rundt og tjekker nogle random facts ud. Der er jo uendelige links, som kan føre dig til alle mulige afkroge.

Hvad er din skærmtid?

Den ligger på 3 timer og 55 minutter dagligt, så den er virkelig høj.

Jeg kan fortælle dig, at andre Status-gæster har en del højere skærmtid.

Nå, virkelig? Det er jeg glad for at høre. Nå jamen, så har jeg en virkelig lav skærmtid.

Hvad er det sidste du gør hver dag, og hvornår går du i seng?

Børster tænder, og så går jeg i seng plus/minus omkring kl. 02. Jeg ved, det er sent, og jeg vil virkelig gerne ændre det, men jeg har svært ved det. Det føles bare underligt for mig at gå i seng kl. 00, for jeg føler stadig, der er mere dag tilbage.

Footer graphics