“Et spændende vejrdøgn.”
Sådan lød meteorologens kommentar på DMI’s hjemmeside klokken 12.45, da skybruddet endnu ikke havde gjort sit indtog på Roskilde Festival. Et skybrud, der på hjemmesiden stod som kategori 2, svarende til ‘farligt vejr’, hvilket fik Roskilde Festival til at sende restriktioner ud til gæsterne på campen af sikkerhedsmæssige årsager.
Nogle medier live-bloggede endda minut for minut fra det vejrlige drama, mens mørket bevægede sig over Sjælland.
Der var til gengæld ikke meget frygt at spore i Camp Monokopolet, hvor to af campens knap tredive gæster ligger og spiller kort under en pavillon et par timer forud for åbningen af himlens sluser.
“Prøv lige at se den blå himmel. Der er ikke en sky på den, så jeg tror ikke på det,” siger den ene af de to fyre, da vi spørger dem, hvordan det står til med stormsikringen.
“Tørt, lunt og dejligt”
Lidt mere presset er stemningen et par rækker længere nede i timerne op til skybruddet, hvor Camp Mexico har travlt med at pakke deres meterhøje anlæg ind i presseninger.
Men den største fjende for dem er ikke regnen. Det er vinden. Hvis den får fat i presenningen, risikerer anlægget at vælte, og teknik til en værdi af omkring 90.000 kroner kan blive smadret.
Da vi opsøger campen en lille time efter, at regnen har lagt sig hurtigt og tungt over pladsen, står anlægget stadig til campens glæde, og hverken teknik eller humør er gået tabt i regnen.
“Det har været stille og roligt. Her er tørt, lunt og dejligt, og det blæser ikke så meget. Folk er glade, og det er en kæmpe fornøjelse. Stemningen har heller ikke taget skade – tværtimod,” siger Emil Kjærulff og peger hen på en massiv glidebane, der nu danner forhave til Camp Mexico.
“Teltene er knastørre”
I en sidegade til Camp Mexico ligger Camp Spire. Ved vores første besøg i campen kastede campens besætning om sig med såkaldte “stormpløkker” og presenninger – men pavillonen lod de stå på halv højde.
“Succesraten på vores stormsikring er ti ud af ti. Teltene er knastørre. Der var jo ingen storm og næsten ingen vind, bare meget regn. Desuden var festivalen rundt og sige, at pavillonerne skulle pilles ned, men det er vi sgu glade for, at vi ikke gjorde,” siger Therese Ibsen og Camille Pi Andersen fra Camp Spire.
Heller ikke brødrene fra Camp Postapokkerlypse lod sig slå ud af hverken regn eller torden.
“Det er mit fjortende år, og der skal mere end et regnskyl til at skræmme mig. Jeg ser det ikke engang som en streg i regningen, vi vidste jo, at det kom,” siger storebror Kim Arthur.
En ting var dog lidt anderledes i år under regnskyllet end i de forgangne fjorten år.
“Vi var lidt på herrens mark, fordi både min bror og jeg er holdt op med at ryge weed, og det plejer at være sådan, at når der kommer regn, så er en “rumkoger” det eneste fornuftige at gøre. Altså hvor man ryger inde i teltet. I stedet har vi drukket lækre drinks med hjemmelavet hyldeblomstsaft og hygget os totalt meget.”
Hverken jorden eller festivalgæsterne tørstede i løbet af mandagen, og bare to timer efter det store regnskyl var solen fremme igen.
