Foto: Lin Bak / Design Museum Danmark

Kunstguiden: Der er lys for enden af vinter-tunnelen

Klubkultur, lysfestival og ung æstetisk fotografi. Bare rolig. Vinteren har andet at byde på end evig regn og halvslatten kulde. Kunstguiden giver dig et par gode bud på udstillinger, der er værd at opleve.

Foto: Pressefoto – Hans E. Madsens ‘Båd’.

Copenhagen Light Festival

Igen i år lyser København op i vintermørket med ‘Copenhagen Light Festival’. De mange forskellige lysinstallationer breder sig ud over hele byen og kan opleves på egen hånd, eller med en guided tour. Du finder hele programmet på festivalens hjemmeside, hvor du også kan læse mere om årets kunstnere. Festivalen starter lørdag den 1. februar på Børsen fra 19-23 og desuden er der afterparty på Kayak Bar fra 17-23. Læs mere om åbningen på facebook-begivenheden.

Foto: Pressefoto – Kunsthal Charlottenborg

Kunsthal Charlottenborg

For 163. gang åbner Kunsthal Charlottenborg for sin forårsudstilling. Årets udstilling rummer danske såvel som internationale kunstnere, på tværs af erfaring og stilart, indenfor genrene billedkunst, arkitektur, design og kunsthåndværk. Som altid uddeler juryen årets Solopris, som belønner overordnet kunstnerisk kvalitet og samtidig relevans. Og som noget nyt har juryen ligeledes udvalgt en kunstner blandt de øvrige udstillende kunstnere til at modtage den nystiftede Talentpris på 10.000 kr. Prisen gives til en kunstner, der i sin praksis både udviser en eksperimenterende tilgang til kunsten og besidder et for juryen interessant udviklingspotentiale. Læs hvem der er nomineret på Kunsthal Charlottenborgs hjemmeside.
Der er fernisering lørdag den 1. februar kl. 19-24 med gratis entré (ellers 90 kr.). Udstillingen løber frem til 8. marts.

Design Museum Danmark

Stemningen var høj, da Design Museum Danmark havde fernisering på udstillingen ‘Night Fever’ i fredags. Aftenen bød på et tilbageblik ind i 90’ernes vilde tid, hvor dem, der var “noget” fik personlige invitationer til klubben NASA. Og at bedømme på køen til baren, var der også en del, som gik direkte fra kunsten til klubben den aften. Heldigvis er festen ikke slut endnu, og udstillingen byder på en stemningsfuld rejse gennem klubhistorien. Udstillingen er udformet som en totaloplevelse, der viser, hvordan natklubben har influeret musik- og designkulturen de sidste 60 år. ‘Night Fever’ rummer en bred vifte af elementer fra møbler, arkitektur-tegninger, fotografi, grafisk design, film, kunst og mode. Designmuseet ligger i Bredgade nr. 68, og udstillingen løber frem til 27. september 2020.

Foto: Pressefoto ‘Ungt Rum’

Ungt Rum

Det lille udstillingslokale var tætpakket, da udstillingen ‘HETEROTOPA’ havde ferningersing i fredags. Det er de to unge kunstfotografer Jasko Bobar og Sebastian T. Thorsted, som står bag udstillingen. Værkerne præsenterer os for et underfundigt univers, hvor kroppen er en modulær skulptur. Beskueren får lov at undre sig længe over motivets oprindelige form og hvor meget manipulation, der egentlig er på spil. Ungt Rum er et fotografisk fællesskab, som oprindeligt udspringer fra Fotografisk Center. Ungt Rum ligger i Griffenfeldsgade 50 og har åbent tirsdag-onsdag 10-15, torsdag 10-18 og lørdag 12-15 og kan ses frem til 21. marts.

Foto: Maja Theodoraki

Kvindernes Bygning

Fra den 2. februar kan du opleve udstillingen ‘FCNNNews : The Archive af FCNN / Feminist Collective with No Name’. En udstilling, der stiller skarpt på nyhedsmediet og forholder sig kritisk til, hvem der fortæller de historier, vi læser. Under udstillingen bliver Ariels lokaler, hvor udstillingen afholdes, omdannet til et green-screen rum, hvor der vises de tre episoder i værkserien, FCNNNews. Der er fernisering i aften, den 31. januar, i tidsrummet kl. 17.00 – 19.00 i foyeren i Kvindernes Bygning, Niels Hemmingsens Gade 8-10.

Find mere om
Footer graphics