Lucky Lo: ‘Supercarry’
Den svenske (dansk bosatte) sanger og multi-instrumentalist Lucky Lo udgav i år sit debutalbum ’Supercarry’. Jeg har lyttet så meget til det, at jeg på et tidspunkt tænkte, at jeg måtte ‘spare lidt’ på albummet, kender I det? Lo’s omfavnende musikunivers er både nostalgisk og dugfriskt, det er både kompliceret indie og letvægts pop, det er både jazzet og elektronisk, det er koreograferet fællesdans og noget, man får lyst til at skråle med på. Når hun synger “Its getting warmer, people getting colder” er hun politisk, og når hun synger “I will supercarry you” er hun en hjertevarm ven i nøden. Det er lyden af sommer, og der er ikke ét dårligt nummer på det album.
/Cecilie Wortziger
Homesickness: ‘Blood Rush, Tempest Oceans’
Under navnet Homesickness komponerer den danske singer/songwriter Malthe Junge akustiske og stemningsmættede folk-hymner med en helt sælsom kvalitet. ‘Blood Rush, Tempest Oceans’ er hans første plade, men der er ikke meget nybegynder over hverken udtrykket eller sangene, der burde få alle fans af Nick Drake og tidlig Leonard Cohen til at falde i svime. Her knirker og knager det autentisk af klimprende guitarspil, der garneres af velplacerede blæsere og strygere hist og pist, mens Junges vokal hvisker dig igennem forskellige følelser af inderlighed. Det er avantgarde-musik, man drikker te til og finder ro i. Ren medicin for sjælen fra en ny musikalsk heksedoktor.
/Thomas Balslev
Brimheim: ‘Can’t hate myself into a different shape’
Det er næsten ikke til at fatte, at dansk/færøske Brimheims debutalbum er et debutalbum. Så veludført og pletfrit komponeret er debuter sjældent. Men med et imponerende greb om indierock-genren har Helena Heinesen Rebensdorff, der altså må være født til synge, katapulteret sig som en ildkugle ind på den danske musikscene. Det guitartunge udtryk bevæger sig ubesværet mellem flosset pompøsitet og underspillet melankoli på en sådan måde, at man ofte tager sig selv i at bide kindtænderne sammen i ren indfølelse. Ingen tvivl om, at denne allerede lovpriste sanger og sangskriver har format til at blive en rigtig stor rockgud.
/Thomas Balslev
Christian Hjelm: ‘Idiotsikker manual’
Christian Hjelm har altid balanceret mellem folkelig troubadour ala Kim Larsen og mere snæver indie-frontmand, og det er måske heller ikke den værste position, man kan indtage. Men det har endnu ikke tvunget et egentlig gennembrud af sig. Det gør det nok heller ikke med denne plade. Og det er en skam, for den har fortjent hæderen. Her dykker han dog for alvor ned under gulvbrædderne, og det klæder hans luftige melodier og vokal at få melankolsk tyngde. Udgangspunktet er farens død, hvilket han smukt synger om på åbningsnummeret ’Plejer er død’, der for denne skribent er årets bedste danske nummer.
I et år, hvor Andreas Odbjerg og Tobias Rahim (fortjent) får stor ros for deres fængende popmusik, er det værd at minde om, at de i Christian Hjelm har en lidt ’skæv’ fætter, der også har fortjent et kram af succes.
/Emil Norsker
Kellermensch: ‘Capitulism’
I 2022 overgik det sortrandede rockband Kellermensch sig selv. Allerede i 2020 begyndte de at tease med nogle singler, der var virkelig gode og viste bandet fra en mere underspillet side, men man må bare sige, at ‘Capitulism’ var ventetiden værd. Hvis man hører til dem, der foretrækker at få weltschmerz serveret med hård distortion og storladende strygerarrangementer, bliver det ikke bedre. Som sangskriver står Sebastian Wolff i fuldt flor, og selvom udtrykket stadig er dystert og blytungt, er det først og fremmest centreret om den gode melodi. Klaveret har fået en større rolle, og der growles mindre, hvilket får de flotte kompositioner til at stå smukkere frem end nogensinde. Uden tvivl et hovedværk i esbjergensernes diskografi.
/Thomas Balslev
eee gee: ‘Winning’
Man skulle ikke tro, at Emma Grankvist, der er inden i kunstneren eee gee, kun var i starten af trediverne. Hendes vokal har en anden og større anciennitet, og hendes tekster og melodier sender hilsner tilbage til amerikansk 70’er-country. Hvis du kan lide Lana del Ray-vokal, intime tekster og nutidig Americana-pop, vil du uden tvivl elske debutalbummet ‘Winning’. Her serverer hun både empowering indiepop-baskere som ‘Favourite lover’ og ‘Killing it’, men der er også flotte strygerballader som ‘You Don’t Have to Tell Me It’s Over’. ‘Winning’ er netop det, eee gee har gjort med sin debut, og derfor har hun fortjent en plads på denne liste.
/Louise Rimkjær
Gilli: ‘Carnival’
Endnu engang er Gilli en af de mest streamede kunstnere i Danmark – og det er ikke uden grund. I år udgav hiphop-fænomenet to albums, hvoraf det første uden tvivl er en af hans største præstationer. ‘Carnival’ er et rent festfyrværkeri af geniale ørehængere. Man kan godt høre, at Gilli er blevet inspireret af tonerne fra sin bopæl i Spanien både i tekst og melodi. Igennem sangene kommer hans kærlighed til kvinderne i sit liv frem: Hans mor, moren til sit barn, og hans datter – et rendyrket festligt kærlighedsalbum. Gilli bærer for første gang i karrieren et album helt alene, og det kunne han godt have gjort noget før.
/Ida Frisk Carstensen
Andreas Odbjerg: ‘Hjem fra fabrikken’
Man taler ofte om, at 80’erne var det her gyldne årti, hvor popmusikken bare flød så ubesværet og rent, at eftertiden ikke rigtig har kunnet hamle op med al den skønne, tidløse musik fra dengang. Tja, så kom Andreas Odbjerg pludselig på banen. Hans debut er dansk pop fra aller-aller øverste hylde, den slags man hengiver sig til automatisk og ikke forstår aldrig har fandtes før. ‘Hjem fra fabrikken’ består af funky ørehængere, gode disco-vibes og har så velfortjent fået øjeblikkelig klassikerstatus.
/Thomas Balslev
Selina Gin: ‘Patiently waving’
Selina Gin har taget sin rå vokal i en mere sensitiv retning på sit første album som soloartist, ’Patiently Waving’. Her har hun komponeret 10 personlige fortællinger fra sit liv og skabt et stemningsfuldt art pop-univers med flerstemmige vokalharmonier, dybe basgange og varmblodige synthesizere. Hun er mere sårbar, end hun var som forsanger i rocktrioen Nelson Can, og det klæder hende. Selv sagde hun i et interview her på Heartbeats, at hun har taget et lag hud af og smidt filteret. Det er der kommet et lækkert album ud af, som både kan høres på en melankolsk hverdagsaften og på en højhellig søndag til et glas vin.
/Josephine Villumsen
Collider: ‘Excessively Worthwhile’
Landets måske mest kaotiske støjrockband har i år udgivet deres mest tilgængelige album. Og det har løftet niveauet betragteligt. Ikke at kvartetten nu har strømlinet sangskrivningen, for der er stadig tale om et udtryk baseret på væg-til-væg overdrive, indsvøbte heliumvokaler og en trommeslager, der formentlig har fået fire dobbelt espressoer for meget. Hver især er bandmedlemmerne virtuose, deres talent er – tør jeg godt sige – grænsende til det geniale, og det er skønt at mærke i musikken, at de næsten ikke selv kan tøjle deres egen kreative energi. Pladen er en skråt op-finger op i bagenden på den gode, konforme smag, men også et vidnesbyrd om, at man stadig kan stå på skuldrene af 90’ernes alternative rockguder uden at virke kunstnerisk bedaget.
/Thomas Balslev
Zar Paulo: ‘Elendig software (Del 1)’
Allerede da Zar Paulo begyndte at udsende singler på nettet tilbage i 2018, stod det klart, at det unge aarhus-bands greb om dansk new wave havde et stort potentiale. Forsanger Emil Vammen har ligesom bare det der ekstra nærvær i sin stemme og sine tekster, som gør ham til en rigtig god frontfigur. Derudover har bandet altså på debutalbummet vist sig at kunne skrive skæve popsange med gedigne hooks og syng med-kvaliteter. Modersmålet har gennemlevet en veritabel renæssance de seneste år, og hvor genrefrænderne i Nephew i sin tid fik rigelig røg for deres kunstige danglish-miks, virker det i Zar Paulos samfundskritiske rubiks cube-punk anderledes i sync med tiden. Zar Paulo er på alle måder det band og den energi, Danmark har brug for i 2022.
/Thomas Balslev