Det er ikke helt til at sige, hvornår det skete.
Måske var det håret, der blev sølvgråt. Måske jakkesættene. Eller måske bare det faktum, at Josh Homme tilsyneladende er kommet ud på den anden side af 50 som en markant flottere udgave af sig selv.
Under alle omstændigheder har internettet gennem noget tid været optaget af Queens of the Stone Age-frontmandens sene glow-up.
Og nu har modebranchen tilsyneladende også opdaget det. Fredag fik den 53-årige musiker sin officielle catwalkdebut under Paris Fashion Week, hvor han gik for Ann Demeulemeesters Spring/Summer 2027-kollektion Lonesome Heaven.
Den 193 centimeter høje Josh Homme blev sendt ned ad catwalken i dobbeltradet nålestribet jakkesæt, lyseblå skjorte, et sort-hvidt tørklæde om halsen og – måske vigtigst af alt – et par klipklappere. En kombination, der på de fleste mennesker ville ligne en mand, der var kommet for sent ud ad døren på Mallorca.
På Josh Homme virkede det selvfølgelig.
Catwalkdebuten kommer oven på nogle år, hvor han igen og igen er gået viralt for noget så simpelt som at se godt ud. Det røde hår er blevet gråt, garderoben lidt skarpere, og den tidligere stonerrock-æstetik har fået selskab af noget, der ligger et sted mellem cowboy, film noir og ekstremt velklædt skilsmissefar.
Fansene har da heller ikke holdt sig tilbage. “Aging like fine wine,” skrev én efter showet, mens en anden fremhævede “the duality of Josh Homme: stoner rock pioneer and now a literal model.”
Helt uventet er forbindelsen til modeverdenen dog ikke. Homme stod allerede model for Saint Laurent tilbage i 2015 og har tidligere beskrevet sin egen stil som “Southwestern greaser”. Blandt inspirationskilderne har han nævnt James Dean, Clint Eastwood og Matt Dillon i ‘Rumble Fish’.
Han har også et meget jordnært moderåd: Find en god skrædder. Det ser ud til at have virket nu.
For godt 30 år efter at Homme blev et af de vigtigste navne i den californiske desert rock-scene, kan han nu føje endnu en titel til cv’et:
Forsanger. Guitarist.
Og nu også catwalkmodel.
