cykelbud
Foto: Shutterstock

Du kender dem godt: Her er listen over de værste typer på cykelstien

Der er officielle færdselsregler, men der er også uskrevne regler for, hvordan man opfører sig på sin cykel. Vi bringer her den samlede liste over typerne, der irriterer os mest.

Trafikken får det mest primale frem i os alle sammen. Aggressioner og indædt vrede får næring af uvorne medtrafikanter, og du får direkte adgang til dine værste kraftudtryk, når nogen bremser hårdt op foran dig på cykelstien. Håbløse åndsboller er der nok af.

Sommetider havner man i en stram situation, hvor man selv er skurken med den hasarderede overhaling, og det er okay. Ingen er perfekte hele tiden.

Men der er nu alligevel nogle trafik-typer, som går igen. Som begår den samme forbrydelse dag ud og dag ind. Det stopper sikkert aldrig, men der er rum for forbedring. Så hvis du genkender dig selv en eller flere gange i beskrivelserne herunder, skal der nok kigges indad.

I vilkårlig rækkefølge kommer her listen over de værste typer på cykelstien.


1. Sneglen

En velkendt type, der kører så langsomt, at man selvfølgelig overhaler vedkommende, hvorefter typen skider på køkultur og kører ind foran dig og alle andre, der holder stille ved næste kryds. Ved grønt lys overhales Sneglen igen, hvilket selvfølgelig fører til at scenen kan udspille sig igen. Dumt.

2. Dagdrømmeren

Decideret livsfarlig person, som ikke kigger sig over skulderen ved overhaling, men blot trækker ud i venstre side af cykelstien. Medfører typisk harmonika-ulykker og utallige verbale vederstyggeligheder, som vedkommende aldrig hører, fordi han/hun også hører musik i hovedtelefoner og generelt befinder sig i en anden verden.

3. Lastbilen

Ladcykler er cykelstiens lastbiler. De fylder og hører derfor kun til i højre side af banen. Ikke i midten, og aldrig i venstre side. Alle andre vil gerne overhale dig, når du kører ladcykel, så vær en god samfundsborger og fis ind til siden.

4. Turtelduen

Kærestepar, der holder i hånd, mens de cykler… det er en stor forbrydelse, og det skal stoppes. Lej en bådcykel-svane og sejl en tur på Søerne i stedet.

5. Turisten

Fucking farlige i trafikken. Byernes svar på fasaner. De kommer gerne i flok, hvilket kun øger faren for alle. De peger på ting og glor i alle retninger, mens de cykler og kommunikerer med hinanden på deres møgirriterende sprog. Alle andre har brugt et liv på at lære færdselsreglerne, så hvorfor er det lige, at det er okay for en tilfældig italiener at slingre ned ad Istedgade midt i myldretiden?

6. Sportsmanden

For det meste en mand. Kendetegnes ved sin brølende sang: “BAGFRA!!!!!”, som udbrydes ved en hastig fart. Har fjernet sin ringklokke i den tro, at det mindsker vindmodstanden. Typen har også kliksko på og tøj i materialet lycra, som sidder så tæt til omkring flæsket, at det også skulle mindske vindmodstanden. Han skal finde sig en landevej, skal han.

7. Madamen

Hun har ikke cyklet i flere årtier, men har nu erhvervet sig en elcykel og en ny cykelhjelm, der er formet som en safari-hjelm. Madamen er meget langsom i optrækket, men hun overhaler dig altid ganske uanfægtet mellem krydsene på grund af sin snydemotor. Det er irriterende ud over alle grænser.

8. Raceren

Typen, der overhaler som et projektil med mega fart uden at markere med klokken. Hyppigt forekommende blandt cykelbude. De tænker ikke over, at uforudsete bevægelser kan forekomme for almindelige mennesker, f.eks hvis man har børn bagpå og spreder derfor dødsangst blandt os andre.

9. Sms’eren

Folk, der cykler og sms’er samtidig, er sindssyge. De kører langsomt og slingrer, og de ved godt, at de overtræder loven, men skal bare liiige svare. Hold ind til siden, hvis det virkelig er så vigtigt! Eller vent, til du er fremme. Langt de fleste sms’er kan faktisk godt vente.

10. Små børn der øver

Please, hvis børnene ikke kan cykle, så lad være med at tage dem med til Indre By i myldretid. Det er uansvarligt og synd for de små. Og lad dem for Guds skyld altid cykle foran, ikke bagved, den voksne.

11. Den nævenyttige

Typisk en fodgænger, som føler trang til at vise, at man holder med en del af sit for- eller baghjul på fodgængerfeltet, og derfor demonstrativt går ind i hjulet, hvilket der klages højlydt over. Den nævenyttige er en emsig regelrytter, der burde finde sig en anden hobby.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics