Nogle gange skal der ikke mere end et enkelt tweet til. Vores nye kulturminister har allerede tabt mig.
I hans første ministertweet demonstrerede han, at han slet ikke forstår sit eget område, med ordene: “Kultur er alt det, vi laver, når vi ikke går på arbejde”. Jamen seriøst, det er jo kulturforståelse på børnehave-niveau. Hans egen far er endda pottemager, så det burde være indpodet i den tidligere CBS’er, at kultur er noget, tusindvis af danskere faktisk arbejder med. Visse dedikerer deres liv til det. Den der idé om kultur som icing on the samfundscake er til at kaste op over.
Kulturen er os; er danskerne; dem vi er; vores levevis, og der er så mange røde lamper, der indikerer på en meget alarmerende måde, at vi som befolkning og land trænger til en gevaldig kulturforandring. Vi er deprimerede, stressede og angste, og vi ødelægger ikke bare os selv, nej, kloden har i tilgift de samme symptomer.
Samtidig vil den nye SVM-regering som bekendt sløjfe Store Bededag, og selvom det selvfølgelig giver mening, at man kan få nogle penge i statskassen ved at få os allesammen til at arbejde en dag ekstra om året, er det nu alligevel slående, hvor meget de er ude af trit med tiden. At vælge en model, der handler om at få os til at knokle lidt mere på arbejdet, i en tid, hvor alle strømninger tilsiger det modsatte, er håbløst. Vi vil arbejde mindre, vi vil gå ned i tid, vi vil have mening i tilværelsen og en mere sund balance mellem familie og forsørgelse. Så godt som ingen i det ganske land elsker det hamsterhjul, som SVM nu vil sætte endnu mere turbo på.
Lad mig derfor spørge sådan her: Hvad er det så danskerne laver, når de ikke går på arbejde, hr. minister? De går ned i Bog & Idé og køber selvhjælpsbøger om åndelighed og om, hvordan vi skal leve meningsfulde liv. Vi læser filosofiske håndbogsbestsellere af Svend Brinkmann, Niels Overgaard og (meget aktuelt) Morten Albæk, der guddødeme fortæller os direkte, at det er spild af liv at arbejde så meget, som vi gør, og at livet ikke kan spaltes i et arbejdsliv og et fritidsliv, hvor vi så forbruger kultur. Der er, som manden siger, kun ét liv. Nu er det ikke fordi det her som sådan er et hyldestskrift til Morten Albæks diagnose af sygdommen i vores samfund, men blot et tydeligt eksempel på, hvor meget vores kultur higer efter eksistentielle svar på en tilværelse, der for alt for mange afhøvles for mening, jo mere de går på arbejde. Efter min mening er det dén kultur, der trænger til forandring. Det er dén kultur, vores minister bør tage særdeles alvorligt. Under den her regering er det efter alt at dømme desværre ren ønsketænkning.
/Thomas Balslev
Arbejde på film
Sydende svovlbrud, klaustrofobisk frokost på maven i en kulmine og geder stegt på et bål af brændende bildæk er ikke hverdagskost for en gennemsnitlig dansk arbejdstager. Men det er det andre steder i verden. Dokumentaren ‘Workingman’s Death’ er barske montager fra fem forskellige arbejdermiljøer i henholdsvis Ukraine, Indonesien, Pakistan, Nigeria og Kina i starten af det 21. århundrede. Den vandt i 2005 hovedprisen DOX:Award på CPH:DOX og kan nu (gen)ses på den nye streamingtjeneste PARA:DOX, og her kan man se, hvordan arbejdere over hele verden ofrer deres kroppe og kæmper hver eneste dag for at få en minimal løn og et bliktag over hovedet. Et dybt fascinerende indblik i hverdage langt væk fra vores, der sætter tingene lidt i perspektiv. Kan lejes for 49 kr. i fire dage på paradox.dk.
/Louise Rimkjær
En nem pige
Det er muligvis en lille smule på bagkant, den her anbefaling lander. Men ikke desto mindre skal I have den: Den franske film ‘En nem pige’ på Netflix er virkelig god. Den er fra 2019 og er en klassisk coming of age-fortælling om en ung pige fra Cannes, der holder sommerferie med sin lidt ældre kusine, som er fremme i skoene og lærer hende, hvordan man flirter med rige mænd, afsøger og finder romantiske grænser. Filmen minder ikke bare tematisk om ‘Call me by your name’, den er også smurt ind i samme varmeflimrende og azurblå æstetik, som man simpelthen labber i sig på en usensuel decemberdag.
Jeg kom sådan til at tænke på Françoise Sagans pragtfulde klassiker ‘Bonjour Tristesse’ fra 1954, da jeg så filmen – den kunne meget vel have ageret forlæg for instruktøren Rebecca Zlotowski, der i hvert fald har formået at skabe en værdig og meget henførende arvtager med den her film.
/Thomas Balslev
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
Noget af det bedste ved årsskiftet er opgørelser over, hvad der har været det bedste af plader, serier og film. Vi har selvfølgelig også vores bud. Her kan du læse om vores favoritter blandt de danske, og i løbet af ugen kommer listen med de internationale.
Lige nu er hun aktuel med den roste serie på DR, ’Bad Bitch’, men Louise Rimkjær har fået hende til at fortælle om den kultur, der har formet hende, og hvad kan lide lige nu.
De har fået meget (skinger) kritik for deres nye samtaleprogram. Men Josephine Villumsen kan også se flere gode ting ved formatet. Først og fremmest var hun undervejs rimelig godt underholdt. Ikke det værste for et program af den kaliber.
Til sidst skal vi også lige have et ord fra vores sponsor. Vi har nemlig i samarbejde med Ost & ko lavet en guide til, hvilke økologiske oste, der fungerer godt til julen. Ikke et dårligt punktum.
