Hver måned vil To Sultne Piger anmelde en af de nye og mest markante restauranter lige nu. Første skud er stjernekokken Christian Puglisis, der har erklæret gourmet-bageren død, nye italienske spisested, hvor specialiteten er ventetid.
WHAT EVEN IS HVERDAGSVENLIGT?
Det var ikke ligefrem, fordi Københavnerne bare trak på skuldrene, da Christian Puglisi i starten af året bekendtgjorde, at han ville lukke det populære Mirabelle bageri på Nørrebro og samtidigt erklærede gourmetbageriernes dage for talte. That didn’t sit well hos alle dem, for hvem weekendritualet består i at tømme opsparingskontoen på boller med ost, fancy fastelavnsboller og surdejsbrød hos et af de high priced bagerier, der efterhånden er at finde i walking distance fra alle tænkelige steder i byen. Er byen mættet med den slags bagerier? Ja, men skal de lægges i graven? Hmmm ikke nødvendigvis. I hvert fald ikke, hvis du spørger de mange carblovers derude.
Nå, men Puglisi var i hvert fald ikke interesseret i at drive bageri længere, men heldigvis skulle den gode location midt på Guldbergsgade ikke gå til spilde. For bageriet er nu genåbnet som et “spiseria”, hvor der bliver langet syditalienske hverdagsretter over disken. Det var sådan, han beskrev sin vision for stedet til Politiken tilbage i januar. Det skulle være afslappet og på et casual prisniveau.
Altså, man fristes jo til at indvende, at ligesom bagerier ikke ligefrem er en mangelvare, så er italienske spisesteder, der hævder at være hverdagsvenlige, men som måske mere havner i hverdagsluksus kategorien, det altså virkelig heller ikke. Hver bydel har sine egne fire-fem stykker. Misforstå os ikke WE ARE HERE FOR IT, men originalt eller nyt er det ikke ligefrem. Medmindre altså Puglisi rent faktisk kunne gøre det hverdagsvenligt, og det kommer jo helt an på det individuelle spisebudget, men med hovedretter fra 165-205 bobs, er det i hvert fald ikke hver dag, vi to får råd til at droppe forbi, just sayin.
Men forbi det skulle vi, og in the name of the nyhedsværdi, valgte vi en aften lige kort tid efter deres første åbningsdag. Derfor er den her anmeldelse ledsaget af en slags disclaimer, da alle nyåbnede steder jo lige skal have tid til at komme på fode. Nok har de lige været et bageri (og driver pizza restauranten Bæst lige ved siden af), men det er nu en ganske anden sag at være både morgenmads-, frokost- og aftenrestaurant, også selvom det skal være både casual og priceworthy.
Brutal belysning og stress soundscape
Vi hev en tredje pige med under armen, for hyggens skyld (og for ikke at blive busted), og satte os til rette i rummet, der stort set ikke har ændret sig siden bageri-tiden. Bordene står cirka på samme måde, fliserne er stadig flotte, og der er kun ét toilet. Bagermontren, der før var fyldt op med snurrer, croissanter og what not, er skiftet ud med en restaurantmodtagelse, og her blev vi mødt af det virkelig søde personale, der var meget imødekommende – selvom de vist kæmpede lidt med reservationssystemet. I midten har de placeret et højt langbord med nogle sygt flotte røde højstole, som vi gerne vil vide, hvor de har købt?
Men alle de her first impressions blev overruled af nogle helt vanvittigt kraftige spotlights over den række af borde, som vi var placeret ved. Alle andre steder i rummet var de slukket, og her kunne folk sidde og nyde maden i lyset af deres lille delikate &Tradition fabulousness bordlampe, men på langsiden ud mod køkkenet var der bare full blown se-hvor-dårlig-vi-er-til-at-lægge-make-up belysning. Brutal stil at køre i marts måned, hvor vi alle er vores blegeste.
Men chokket over at skulle sidde badet i spotlight en hel aften var dog ikke ligeså angstfremkaldende som frygten for at det insisterende soundtrack, de havde valgt, da vi ankom, ville blive ved. Den stod på en form for italiensk folk rave? Forestil jer en meget heftig italiensk råbesang, en harmonika, der der stiger eksponentielt i stressenergi, og en seriøs hurtig guitar, der bare har det max. Vi sad bare og stirrede med opspilede øjne på hinanden, og spurgte what the fuck is going on with that de første 11 (!!!) minutter, hvor det her vanvid bare blev ved og ved og ved.
Vi ventede stadig på pige 3, så skyndte os at bestille en pre dinner drink til at dulme nerverne med. Pige 1 tog en limoncello spritz, der smagte friskt, hjemmelavet og aperitivo dejligt, hvis det bare havde været lidt varmere udenfor, kunne man næsten drømme sig sydpå. Pige 2 var LYKKELIG, da hun så, at de specialiserede sig i amaro-drinks, da det er hendes ultimative comfort-drink. Den parfumerede amaro havde fået selskab af tonic, is og så en gamechanger i pre-dinner drink gamet, nemlig olivenolie! Wowsa, smagene klædte virkelig hinanden, og ligesom pige 1 blev 2 straks sendt på en lille mental rejse langt fra vandpytter og dynejakker.
Vente, vente, vente, artiskokker og brød, vente, vente
Som altid talte a la carte kortet mere til os end den faste menu, og vi fik sendt en bestilling afsted til bordet og satte os til at vente forventningsfuldt.
Og vente..
Og vente..
Og vente? I næsten en time (45-50 min to be precise) før vi modtog vores første starter og brød.
Av, helt ærligt. Når man kører dobbeltseating, hvilket er helt fint og fair, det er jo ‘tryin times’, så skal der også være et pace i aftenen, og man kan ikke bare efterlade sine gæster så længe. Vi kan jo godt lide hinanden, så vi sad bare og sludrede, men det var super mystisk, at det skulle tage så lang tid. Var vi glemt? On a positive note var der en vågen medarbejder, der havde fixet playlisten, og vi havde udsigt til en kok, der på sødeste og mest omsorgsfulde vis nursede om hver enkelt lille pasta. Der ligger måske en del af forklaringen.
Brødet smagte også dejligt, Mirabelles klassiske, hypede og dyre surdejsbrød overlevede gourmetbager-gate, og der kom en fantastisk olie også. Næsten helt græsmark i syditalien smagende. Yum! Men super stenet at spise sig mæt i brød, for der gik gudhjælpemig næsten en time mere, før vi fik vores pastaserveringer, og vi nåede at få lidt stress over, om der kom gæster efter os. Ikke en super fed følelse at have som gæst. Og måske havde vi håbet lidt at se noget nyt, en foccacia som standard eventuelt? Well, det er nok smag og behag. Vi kender i hvert fald en god håndfuld nørrebrogensere, der er glade for, at de stadig kan få lige præcis dén surdejs.
Ventetid round two blev brugt på at spørge, om de kunne dimme lysene (nej), på at høre om der så faktisk var nogen, der skulle spise ved bordet efter os (ja, men først om lang tid) og lytte lidt mere til nabobordets snak, det kan man nemlig snildt med akustikken på Mirabelle.
Anyways, vores første lille snack var friterede artiskokker med en super ansjosmayo, der havde en saltet smag uden at være overvældende. Er der noget bedre end en god mayo? Nope. Og den komplimenterede artiskokken så godt. Vi huggede bare det hele i os (vi var jo blevet ret sultne på det her tidspunkt), men pigerne ved siden af kæmpede lidt med en “hva fanden gør vi lige her, skal den bare spises hel eller hvad?”-samtale. Så måske en venlig introduktion ville være en fin idé, næste gang de serverer den.
Vi har honestly aldrig været på en italiensk restaurant, hverken herhjemme eller i moderlandet, hvor det er gået så langsomt. Vi undrede os lidt over, om det var et trick til at få os til at købe mere vin? Vi var i hvert fald nærmest i bund med den første flaske, og det er vel at mærke kun med en halv artiskok og brød i maven.
Men lad os lige benytte intermezzoet til at snakke om vinene! Aftenens sommelier (med nogle helt fantastiske hornbriller by the way, perfetto Italiano arketype) var så god til at hjælpe os håbløst uvidende piger igennem kortet.
Mirabelle har valgt at fokusere 100% på Sicilien og hive de mindre vinproducenter med ind i restauranten i stedet for giganterne, som ellers dominerer mange andre steder i KBH. Meget spændende kort og fantastisk sød betjening. Vi lagde ud med en syrah fra Syracusa (Coccinella Aldo Viola, glemte årgangen sorry) der var lidt pebret, lidt solbærret og en meget lækker begyndelse. I den tungere ende, men stadig letdrikkelig og så smuk farve.
Pasta highlights og kødtallerkener
Næste starter var en klassiker i Puglisi-regi (vi sprang over Manfreds legendariske tartar i denne omgang), nemlig deres burrata med en klat pesto og kapers springlet ud over. Hvis du er til den bløde hvide ost, bliver du helt sikkert glad her, for den smagte præcis, som den skulle. Det er old news, men de laver den jo selv, og det kan man altså godt smage. Mama mia, gid vi havde tålmodigheden til det i hjemmekøkkenet.
Vi delte de to pastaretter, der var på kortet, og det er nok her, vi finder aftenens højdepunkter.
En spaghetti med ansjos, brødkrummer og ramsløgssmør var saltet og smagte af mere! Et lille bitte chili kick i halsen gav god eftersmag. Den ene pige mente, den måske var lidt til den salte side, men den gik perfekt til lige at bunde det sidste af vores første flaske vin. Og bestille en ny.
Pasta numero due var de små cappelletti (fyldt pasta, dem, vi havde set blive lavet med kærlighed) med lam braised i siciliansk marsala, der også smagte divineee. God kraftig fond sauce, hvor man sagtens kunne fornemme dessertvinens sødme, men med et lille drys citronskal og pecorino var det præcis lige så afstemt, som vi kunne have ønsket os. Hvis du kan lide lam, er det en sikker vinder.
Vi var også forundrede over, at der ikke var mere styr på køkkenet – især servicen! Altså wtf? Puglisi og company har litervis af erfaring, så vores forventninger var åbenbart en del højere, end hvad de havde tænkt sig at indfri.
På dette tidspunkt har vi siddet ved bordet i omkring to timer, hvilket faktisk er deres normale seating-tid, men der kom heldigvis også lidt mere tempo på service herfra. Vores secondi kom på bordet, og her kører Mirabelle ikke madpyramide-retter, så der skal tilkøbes sides, hvis ikke du bare vil have en tallerken kød. Vi gik med en brocollini, that always does the trick, der skulle supplere en tallerken gris og en tallerken kanin. Blanceret, stadig med masser af bid i, og med mere af den der græsmark olivenolie ovenpå – yes, please.
Vi bliver nødt til lige at lolle over, at vi nu lever i en tid hvor “HindsholmgrisEN” kommer på menukortet i bestemt ental. På Mirabelle kan du få en bid af dens nakke, og det koster dig den nette sum af 205 bobs. Synes, det er lidt pebret, når det, der bliver serveret, bare er svin med grønt på toppen. Det virker i hvert fald som om, det især er navnet, man betaler for. Men den smagte nu seriøst godt, det gjorde den sgu. Og den var selvfølgelig perfekt stegt med masser af juice at dyppe i.
Den braiserede kanin med intense sorte oliven havde på papiret potentiale til at blive en signaturret, for det er en spændende kombo. Men den var tørstegt, så den blev ret kedelig at stikke til, og alle tre piger dumpede den ret hurtigt til fordel for svinet. Øv.
Skyllede efter med vin numero due, som var en Lamoresca Rosso lavet på Siciliens signaturdrue Nero D’Avola + Grenache noir, den var tung og krydret med måske kirsebær? Solbær? Whatever. It was, helt amazing vin. Har allerede webshoppet den hjem.
Ciao Mirabella
Ingen aften uden dolce til slut! Vi fik en dejlig espresso, serveret i de mest cute, små buttede rød/hvide kopper – grazie mille. Fra dessertkortet valgte vi en pistachieis, for vi ELSKER italiensk pistachieis, men den her smagte desværre ret vandet, og som om den var krystalliseret. Kæmpe bummer, den skal være cremet jo. Delte også deres cannollo med ricottafyld, men den havde lige fået nogle sekunder for meget i frituregryden og smagte på grænsen til brændt.
Hmm. Hvad er konklusionen her? Af en restaurant, der gerne vil servere hverdagsretter, ramte de vel plet i forhold til, at maden var relativt whatever, men til gengæld var den også virkelig dyr, og pris- og tidsmæssigt inviterer stedet altså ikke til hverdagsaftener. Det spillede sgu ikke helt.
Vi var også forundrede over, at der ikke var mere styr på køkkenet – især servicen! Altså wtf? Puglisi og company har litervis af erfaring, så vores forventninger var åbenbart en del højere, end hvad de havde tænkt sig at indfri. Vi endte med at sidde der i over tre timer, så de overholdt på ingen måde deres egen totimers time-cap, uden at de dog selv tilsyneladende lagde mærke til det.
Nørrebros folkehelt har skabt en restaurant i Mirabelle, der sikkert får masser af succes, ligesom alle de andre. Men måske de lige burde retænke, hvad det egentlig er, de vil. Næste gang, vi har lyst til at bruge for mange penge, kommer vi nok til at tage et andet sted hen.
Måske de blev fanget lidt i deres egen udtalelse om, at luksusbagerierne er done, for Mirabelle – the bakery – var et fantastisk sted. Spiseria, derimod – tror bare, vi cykler forbi næste gang. I hvert fald, indtil der er kommet mere styr på sagerne. Ciao!
PRIS OG KARAKTERER
Pris: 1.525 for drikkevarer, 1.209 for mad. Fordelt på tre sultne piger.
Karakter: 6/10 i value for money. Lidt for kedelig mad, for langsom service og en følelse af, at det mest var drikkevarerne og sommelieren, der var memorable, og det er jo ikke den primære grund til, at man går ud og spiser. Slet ikke til den pris.
