To konstabler gør krigsmalingen klar. Foto: Erik Jepsen/NF/Ritzau Scanpix

Heartbeats mener: Det er hyklerisk ad helvede til, men jeg vil ikke i hæren

Dine Morgenbeats hiver i denne uge i hyklertrøjen, når det gælder værnepligten. Men vi har også tv, gylden musik og handicapdigte i ærmet.

I sidste uge meldte SVM-regeringen og en række andre partier ud, at de er beredte til at indføre værnepligt for kvinder i lyset af krigen mellem Ukraine og Rusland og det kommende forsvarsforlig, der lige nu køres i stilling.

Som det er i dag, får kvinder en frivillig invitation i e-Boks til den såkaldte Forsvarets Dag, fordi de siden 1998 har haft værneret. Andelen er dog stadig lavere end mænd; i 2022 startede 1.237 kvinder i Forsvaret mod 3.379 mænd, det vil sige omkring en fjerdedel.

Som ung kvinde med feministiske principper er jeg som så mange andre splittet i denne politiske debat.

Argumenter for: Kvinder og mænd skal være lige, så hvorfor ikke også på værnepligtspørgsmålet? Hvis man ikke tror på såkaldte mande- og kvindefag, bør man også tro på opløsningen af den kønsopdelte værnepligt.

Som Konservatives Mette Abildgaard anførte, er kvinder “fuldt ud i stand til at varetage de opgaver, der er som værnepligtig i dag”. Selvom mænd generelt er kvinder fysisk overlegne, er der mange andre opgaver i Forsvaret, for eksempel dem der ikke kræver uniform, som kvinder kan udfylde.

Argumenter imod: Flere kvinder i forsvaret melder om dårligt arbejdsmiljø i et mandsdomineret hverdag med blandt andet sexisme. Kvinder har i deres værneret lov til at stoppe med en måneds varsel – modsat mænd – og netop den dårlige kultur er grunden til manges afsked med uniformen.

Da Socialdemokratiet først tøvede med at bakke kvindelig værnepligt op, var det da også en kulturforbedring, de pegede på som alternativ.

Godt gammeldaws træls

Men for mig selv er den vigtigste grund nok bare, at det egentlig virker virkelig træls at skulle i Forsvaret. Jeg ved det godt: Jeg bliver konfronteret med mit eget hykleri, når jeg både er for ligestilling men imod kvinders værnepligt på lige fod med mænd. Det duer jo ikke.

Der er noget dejligt belejligt i, at vi feminister anfører, at vi vil have samme rettigheder som mænd, mens vi så stiger af den vogn, når det gælder pligter.

Nogle vil indvende, at kvinder bærer på den byrde, det er at føde børn, og derfor ikke skal belastes dobbelt. Omvendt ville mange nok mene, at det også er et privilegium at føre et andet menneske ind i verden via sine private dele.

Sandheden er, at jeg er et middelklassebarn født i de glade, forholdvis fredelige 90’ere, og det er så absurd og uvirkeligt for mig, at staten kan tage mit korpus som gidsel i seks måneder – og at jeg kommer i brummen, hvis jeg nægter (jeg mener, er det her 1800-tallet?).

Min hjerne har altid været fortaler for at afskaffe værnepligten for alle køn, men i en verden med en genantændt halvkold krig er det også bare ulogisk og blindt for ikke at sige en smule hippie-naivt.

Men ligesom verden ikke er sort-hvid, er svarene på spørgsmålet om værnepligt det heller ikke. Jeg kan blot være glad for, at jeg nok er allerede har passeret den rigtige alder.

/ Louise Rimkjær


Klassisk ståpels

Guldimund katapulterede sig ind på den danske musikscene, da han debuterede med ‘Dem vi plejede at være’ 2021. Et album om kærlighed og parforholdets porøsitet, som ramte mange lyttere lige i hjertekulen med sin musikalske melankoli og hudløse ærlighed. Nu har han lige udgivet singlen ‘Det’ kun vigtigt, hvad det er’, der er ét langt strygerbaseret crescendo om at møde nogen, der får en til at smelte med det samme. Den giver fuld ståpels og er mindst lige så god som de bedste sange fra hans første plade.


Handicapdigte

Den danske digter Caspar Eric udgiver på fredag sin næste bog, ‘Nye Balancer’, der – i tråd med hans digtsamling ‘Nike’ fra 2015 – består af digte om at være i en handicappet krop. Eric har selv cerebral parese og skriver om den stigmatisering, han har oplevet over mødet med ‘det anderledes’, og hvis man har læst ham før, ved man, at han har en umanerlig god evne til at sætte både finger og ord på vores bløde punkter. 


Ny sæson af ‘Succession’

Har man ikke set ‘Succession’ endnu, gælder det om købe et HBO-abonnement og komme i gang omgående. Historien om det økonomiske monster af et familie-dynasti, hvor patriarken er ved at være så gammel, at der skal findes en arvtager mellem hans tre børn, er på én gang frygtelig og morsom. Dialogerne er så godt skrevet, at man har lyst til at citere dem hele tiden, og humoren er så morbid, at man ofte griner og skammer sig samtidig. Kan virkelig ikke anbefales nok. Traileren til den nye og fjerde sæson ser ud til at serien fortsætter i den misantropiske rille, og vi glæder os. 


Det bedste fra Heartbeats

Udvalgt af Emil Norsker

Når folk med anden etnisk baggrund end dansk skal gøre grin med os, bliver vi kaldt ’kartofler’, men det er som om vi ikke længere vil kendes ved vores øgenavn og smag for grøntsagen. Det er en skam, mener vores journalist Louise Rimkjær, der er på mission for at gøre den sexet igen. Og hun får hjælp af blandt andre ernæringsekspert Morten Elsøe:

“Den giver os stort set alle de vitaminer og mineraler, vi har brug for. Hvis du kun måtte vælge én fødevare at spise, kunne du leve ret længe på kartofler alene.”


Hvis man vil stoppe en debat, skal man blot beskylde den anden for at være priviligie-blind. Det er blevet samtalens hold-kæft-bolsje. Sådan skriver Ditte Giese i denne klumme, hvor hun argumenterer for, at man i dag skal skamme sig over at være middelklasse:

”Ingen skal skamme sig over at tilhøre middelklassen eller være opvokset på änglamark-produkter, varm kakao og en velvoksen bogreol. Det er vel det liv, vi skal tilstræbe, at flest muligt får adgang til,” skriver hun. Du kan læse hele klummen her.

Vi er alle for åbenhed, ligestilling og ligeløn. Vi er bare ikke selv så begejstrede for at fortælle, hvad vi selv tjener. Thomas Balslev er dykket ned i det paradoks.   

Footer graphics