Hvor meget tjener du? Hvordan har du det egentlig med din løn? Og har du lyst til at sige, hvad du tjener til dine kollegaer? Nu har jeg gået og spekuleret over den slags den seneste uge, fordi jeg vidste, jeg ville skrive den her artikel. Men helt afklaret, det er jeg ikke blevet endnu. Og sådan er vi nok så mange. For løn er stadig et tabubelagt emne.
Det blev tydeligt for leden, da jeg stod ved Moccamasteren med et par kollegaer og ventede på, at kaffen blev færdig. Snakken faldt på løn, og selvom det altid er sådan lidt akavet, fordi man lynhurtigt kommer til at tænke på, hvad hinanden tjener, og om man selv tjener mere eller mindre end dem, så var det slet ikke så slemt.
Alle var stort set enige om, at man burde tale mere åbent om løn, og at det var mega vigtigt for arbejdsmiljøet og ligestillingen, hvis man kom hemmlighedskræmmeriet til livs.
Til gengæld brød ingen isen og fortalte, hvad de tjente. Spørgsmålet hang drilsk i luften, og det var rimelig besynderligt, men jo nok et klassisk eksempel på, at løn stadig er forbundet med en eller anden nedarvet pengeskam og ærekær privathed, som generationerne før os har værnet om og formået at pode ind i os.
Det er ret nemt at gennemskue, hvem der har gavn af den ordknappe adfærd omkring løn. Det har arbejdsgiverne. Det er deres stærkeste våben i en lønforhandling, at deres ansatte er uvidende. Undersøgelser viser, at åbenhed generelt mindsker løngabet mellem mænd og kvinder. Og selvom vi skriver 2023, tjener mænd stadig mere end kvinder, sådan cirka 10 procent, når de udfører det samme arbejde.
Det kan man selvfølgelig mene om, hvad man vil, men rimeligt kan man ikke kalde det.
Flere og flere virksomheder begynder at arbejde med åbne lønstatistikker, og i EU arbejder man på et direktiv, der skal gøre det lovpligtigt for virksomheder med mere end 250 ansatte at have løn-transparens overfor deres medarbejdere. For ligestillingens skyld simpelthen.
2500 bananer
Jeg husker selv tydeligt, da jeg fik min første løn. Jeg var opvasker på Bindslev Hotel, og efter en lang, sej vintermåned, hvor jeg i mit ansigtssved havde spulet bakke efter bakke med tallerkener rene for sovs og halvspiste kartofler, fik jeg mit livs første rudekuvert. 2.500 danske bananer, mand. Jeg hadede at arbejde, men den dag var jeg fandme glad.
Jeg er med på, at 2.500 kr. stadig er en slags penge, men hvis min nuværende chef havde hostet op med den slags småpenge efter en måned på kontoret, havde jeg eddermame… ja, det ved jeg egentlig ikke. Men nok sagt op, og nok sådan rimelig hurtigt.
Hvor vil jeg hen med det? Herhen: Det handler ikke om, hvor mange penge du har, men hvordan du har det med de penge, du har. I den bedste af alle verdener var det sådan, det burde være. Hvis man er glad for sin løn, så kan det for mig at se være lige meget, hvad alle andre går rundt og tjener. Der skal bare være nok penge.
Derfor stiller de åbne lønstatistikker os også i et dilemma. Især på grund af deres metode: at vi skal sammenligne os med hinanden for at sikre os en fair behandling. Risikoen er jo, at vi bliver nedslået, og at det sår intern splid. Den åbne lønstatistik bliver først uproblematisk den dag, vi reelt har ligeløn. Indtil da må vi indstille os på, at samtalen om løn bliver ømtålelig. At den kollektive retfærdighed kan have personlige konsekvenser. Et eksempel: Hvis jeg fandt ud af, at min sidemand fik 10.000 kr. mere end mig i løn, selvom vi laver det samme, så ville jeg formentlig blive bitter, måske endda skamfuld. Principielt set vil jeg gerne vide, hvad hun tjener, men i praksis er min uvidenhed også et dejligt skjold. Ignorance kan som bekendt godt være bliss.
At pengeskam er godt for virksomhederne, er i sig selv heller ikke en dårlig ting. Visse brancher vil gå rabundus uden meget billig/gratis arbejdskraft, især indenfor kulturlivet, men i den grad også i medieverdenen. Spørgsmålet, som mange kommer til at stille sig i fremtiden, er, om man vil gå på kompromis med sin egen løn og retfærdigheden for at være en del af noget større? Den nye generation af lønmodtagere, generation z, vil nok ikke. Samtidig står de overfor det paradoks, at det ikke er lønnen, men meningen med deres arbejde, der er afgørende for dem. Om det lykkedes at finde en balance dér er… lidt spændende.
I 2006 lavede man en undersøgelse af virksomheder, der havde forsøgt sig med åben lønstatistik, og den viste ret interessant, at produktiviteten faldt med 2,5 procent. Man havde ikke noget svar på hvorfor. Men en mulig forklaring er, at man som medarbejder stræber mere og yder mere, hvis man har skyklapper på. På et menneskeligt plan er det en åbenlys grotesk måde at drive et samfund på, især når det står midt i en stress- og depressionsepidemi. Men for en virksomhed er det jo ikke så dumt.
Uanset om jeg tjener mere eller mindre end mine kollegaer, er det også svært for mig at se, at jeg umiddelbart bliver i bedre humør af at vide det. Omvendt må man sige, at det ikke bør handle om følelser, men om ligestilling, og at det er et kollektivt ansvar at gøre op med løntabuet for at blive skævvridningen kvit.
Vi må bakke op om de initiativer, der kan mindske løngabene, men vi må samtidig være klar over, at vejen til retfærdighed kan blive svær og bitter. For den enkelte kan det være et seriøst skamfuldt plaster at få flået af, fordi det er med til at blotlægge den underliggende sandhed, at vi alle har personlige grunde til acceptere vores løn, men også at alle ansatte ikke nødvendigvis er det samme værd for en virksomhed.
Total åbenhed om løn vil demokratisere samtalen om vores værdi, og selvom jeg er for ligestillingen, er jeg bange for, at jeg ikke er helt klar til at have den samtale. Jeg burde walk the talk og skrive her, hvad jeg selv tjener. Men det kan jeg ikke få mig selv til. Ganske enkelt fordi det er for ubehageligt.
