Hustlerhistorie
Inden Julia Fox havde udgivet sin nye selvbiografi, var hun kommet til at proklamere, at den var et ‘mesterværk’. Og det er jo et ret stort ord at bruge, især når man ikke just er nogen stor og i forvejen anerkendt forfatter, men snarere, ja, hvad er Julia Fox egentlig? En celebrity, et new yorker-ikon med en tvivlsom model- og skuespilkarriere og måske den største it girl lige nu. En, som igen og igen markerer sig på de røde løbere til de største modefester og den slags i outfits, der mikser haute couture med alt det værste fra 90’erne. Og det er ikke nedladende ment, jeg er selv fuldstændig draget af hende. Verden fik først rigtig nys om hende, da hun datede Kanye West for et par år siden. Siden da er hun så gået solo, kan man sige, og for nylig udgav hun så sin første bog, selvbiografien ‘Down The Drain’.
Den findes kun på engelsk og indtil videre ikke i særlig mange boghandler, men kan høres på Mofibo indtalt af hende selv. Og det kan anbefales at gøre. Ikke bare for dem, der i forvejen er interesseret i Julia Fox og elsker at botanisere i popkulturen i deres fritid, for det er en stor skæbnefortælling om hendes opvækst i New York og Italien. Om en barsk opdragelse med få midler, om at ryge pot og miste sin mødom for tidligt i livet, men også om at begære livets frugter og mennesker og tage det, man vil have, hvis man vil have det. En hustlers bekendelser simpelthen, og selvom det nok kan diskuteres, om det er et mesterværk i en litterær optik, må man bare sige, at der er smæk for skillingen, og at Julia Fox er en meget fascinerende fortæller.
/Thomas Balslev
De royales sidste sæson
Sikkert som så mange andre var jeg ikke vanvittig interesseret i det britiske kongehus indtil ’The Crown’. Det er jeg så blevet, for der er lige så meget drama at hente dér som i et godt realityprogram. Gennem fem sæsoner har man kunne følge en såkaldt fiktiv fortolkning på Elizabeth den 2.’s regensperiode. Fra hendes tidlige overtagelse af tronen, hendes lunkne ægteskab med prins Phillip, til diverse familieskandaler og skiftende premierministre. Med en regensperiode på 70 år er der selvfølgelig også lidt skandaler at hente.
På onsdag kommer sidste sæson og sidste del af historien, og muligvis den mest dramatiske, der for alvor rystede de royale benklæder. Nemlig prinsesse Dianas, datidens it girl, død i ’97, som jeg – bizart nok – har ventet på at se fortolkningen af siden sæson et. I dag er der stadig voldsomme kontroverser omkring kongefamiliens behandling af Diana, og det skal blive spændende at se, hvordan serien har formidlet Elisabeths reaktion på Dianas tragiske død.
Sæson seks er delt op i to, og det må antages at Dianas død og de omkringliggende år kommer til at foregå i del 1, der udkommer onsdag. Hvad del 2 kommer til at handle om, er mere uvist. Det er dog sikkert, at historien stopper, før vi når til i dag.
/Frederikke Hinsby
Smuk Irma-blues
Jeg må indrømme, at min opvækst i Aarhus var langt mere Netto-gul end Irma-blå. Ikke desto mindre er Irma-kæden nærmest et dansk nationalsymbol på niveau med svanen. Det har butikkens 137-årige lange liv bevist, hvilket nu er blevet foreviget med bogen ’Irma – Alt det, du havde glemt, du kunne huske’.
Gennem et udvalg af ikoniske Irma-genstande, fortæller historiker Dorthe Chakravarty butikkens historie fra sin begyndelse i Ravnsborggade i 1886 og frem til i dag, hvor indkøbsturen nu er slut. Det gør den gennem et forførende brug af gamle arkivbilleder og kampagne-plakater i et omsvøb af den familiære Irma-æstetik. Og selvom man ikke har haft en opvækst, der rimer på duften af Irma-kaffe, lykkedes det bogen at give et stykke medrivende danmarkshistorie, som skærer på tværs af lokal-geografi og indkøbsvaner.
Oveni kan man få brudt sine fordomme om Irma-kæden som blot pæn emballage og halvdyr mulepose-merch. For det er også en fortælling om, hvordan Irma siden dag ét har været en passioneret firstmover. Med alt fra en kvindefrigørende konserves-kampagne i 1970’erne til at smide de kunstfarvede røde pølser på porten. At være konsekvent med høj kvalitet og økologi, selv gennem verdenskrige og finanskriser. Fortællingen overbeviser i den grad om kædens pondus. Og som enhver anden Irma-vare gør den sig også bare rigtig godt som showpiece på coffee table-entablementet. Alt i alt en helt perfekt julegave til Irma-nostalgikeren eller en uviden Netto-jyde som jeg.
/Maja Vase Kvist