Foto: PR

Heartbeats anbefaler: Lidt snusk, en stakkel og en podcast om journalistikkens fremtid

Hvad skal du se, høre og læse i denne uge? Vi har håndplukket et par ting, der er værd at bruge tid på lige nu.

Stakkel

Lige siden jeg læste den norske forfatter Matias Faldbakkens bog ‘The Hills’ fra 2019, har jeg været besat af ham. Det var bare en virkelig mærkelig bog, men virkelig god. Og det er alle hans bøger. Underlige. Det bunder sikker i, at Matias Faldbakken er billedkunstner og ser tingene lidt anderledes end os andre. Han startede sin forfatterkarriere med den frenetiske og provokerende romantrilogi ‘Skandinavisk misantropi’, som han skrev under pseudonymet Abo Rasul, men har siden lagt navn til sine bøger. Nu har han en ny på trapperne, ‘Stakkel’, som er en fabel om en mand, der finder et barn i skoven, som han tager med hjem og begynder at opfostre. Underligt, ikke?

/Thomas Balslev


Er journalistikken ved at uddø?

Hvis man følger nyheder fra medieverden, ikke bare i Danmark, men også i det store udland, kan det hurtigt føre til depression. Især i USA går det rigtigt stærkt. Jobtabet blandt amerikanske journalister steg 50 (!) procent sidste år.

Det har ført til en artikel i det fremragende magasin The Atlantic, der spørger om journalistikken er ved at uddø.

Den åbenlyse forklaring er Google og Meta, der har suget alle annoncørerne og opmærksomheden, men også at journalistikken er gået fra at være skeptisk til kynisk overfor fx politikere. Det kan man høre mere om i dette afsnit af podcasten ’Offline’ med Obamas tidligere taleskriver Jon Favreau, der har Peter Hamby fra Snapchat som gæst.

Du bliver måske ikke ligefrem opløftet, men du bliver informeret (og underholdt).

/Emil Norsker


Konserves-kærlighed

I mit køkken har jeg en stor skuffe, der er helliget konservesdåser og madvarer på glas. Det lugter måske lidt af en form for et atomlager eller en mærkelig opmagasinering af feltrationer. Men det er altså ikke skipperlabskovs eller forloren skildpadde fra Beauvais, der gemmer sig i skuffen. Det er tværtimod en skuffe fuld af langtidsholdbar guld, eller som man siger i Nordjylland: ‘jenne gur sauer’.

Sådan en skuffe kan redde aftensmåltidet på enhver fortravlet hverdag i en ruf. I min konserves-skuffe finder man altid følgende ingredienser: ansjoser, syltede citroner, tomatpuré, flåede tomater, soltørrede tomater, artiskokhjerter, kapers og oliven. Og selvfølgelig rigelige mængder af pasta og spaghetti. Hvis man så også sørger for altid at have løg og hvidløg liggende, kan man på 20 minutter altid bikse en pasta alla puttanesca sammen eller en cacio e pepe med lynstegte artiskokhjerter. Husker man tilmed altid at have en luns parmesan i køleren, så synger englene vitterligt.

Det kan godt være lidt af en udskrivning at fylde konserves-skuffen op, til gengæld har man ingredienser til seriøst mange velsmagende aftensmåltider liggende. Skuffen har i hvert fald sparet mig for mange ture til pizzamanden og ditto mange tørre rugbrødsmadder. Jeg har lavet samlebetegnelsen ‘snusk’ for skuffe-retterne, og de er livretter hjemme hos mig.

/Louise Elly Meyer

‘Snusk’ fra konserves-skuffen med artiskokker, kapers og hvidløg. Foto: Privat

Brimheim ‘Normies’ 

Brimheim, den illegitime kærlighedsbaby af PJ Harvey og Caroline Polachek, udgav sidste fredag nummeret ’Normies’. Det er en støvet ballade med en fængende popmelodi, som udforsker forelskelsen. Ved første lyt virker det som en klassisk kærlighedssang, men jo bedre man lytter efter, jo mere fornemmer man mørket, som Brimheim er en mester i at formidle. Med en silkeagtig vokal fortæller hun, hvordan det at være forelsket nogle gange kan bevæge sig på grænsen til en besættelse og få dig til at gøre skøre ting. Det hele er illustreret i den tilhørende musikvideo, som også leger med mørket og det dystre. ’Normies’ er andet udspil fra den dansk-færøske musikers album ‘Ratking’, der udkommer den 22. marts. 

/Asger Lorenzen

Find mere om
Footer graphics