The The. Foto: Andy Paradise

Heartland klar med de første 12 navne: Rick Astley, The The og Medina på programmet

Det bliver den ubetinget største og bedste udgave af festivalen, siger Heartlands musikchef.

Landets store festivaler har de seneste uger offentliggjort de første musiknavne til næste års program. Både Roskilde, Smukfest, Tinderboks, Northside og Syd For Solen har løftet dele af sløret med store, internationale navne, og nu spiller Heartland også med musklerne.

I dag offentliggør festivalen blandt andet, at engelske The The, Keane, Kasabian og Rick Astley kommer forbi Egeskov Slot næste sommer.

The The med den karismatiske Matt Johnson i front spillede også på Heartland i 2018, efter næsten 20 års fravær på dansk grund, men vender nu tilbage med deres imponerende bagkatalog – inklusive sangen ‘Heartland’, som Johnson selv har kaldt ”formentlig den bedste sang, jeg har skrevet.”

“2024 bliver den ubetinget største og bedste udgave af festivalen, og med dagens offentliggørelse kan vi præsentere noget for enhver smag. Jeg er stolt over, at Heartland i dag er en festival, der både kan rumme det mere rockede, popikoner fra ind- og udland og samtidig give plads til tidens mest interessante nye artister,” siger direktør og musikchef Ulrik Ørum-Petersen.

Dagens offentliggørelser lander sammen med nyheden om, at festivalen næste år udvider med en ekstra musikscene og en større festivalplads.

Således bliver der god plads til, at franske L’Imperatrice atter kommer på Heartland med deres diskofile funk. De spillede efter sigende en ret festlig koncert sidste år.

Blandt dagens offentliggørelser finder man også en stribe danske artister, der i klassisk Heartland-stil spænder bredt over rendyrket pop fra Medina og dunkel rock fra esbjergensiske Kellermensch.

Der bliver også plads til at chille og nyde det danske stjernefrø August Høyen og sangskriveren eee gee, der begge har markeret sig på musikscenen herhjemme de seneste år. Det unge band Blæst kommer også forbi med deres dansksprogede og dansable funkpop, som har taget radiodansken med storm.

Velkendte navne som Den Sorte Skole og Coco O., der er på vej med den nye ep ‘Sharing is caring’, kommer også til Midtfyn næste sommer og sørger for henholdsvis intim gourmetsoul og en audiovisuel totaloplevelse.

Heartland 2024 finder sted fra 13.-15. juni 2024 ved Egeskov Slot på Midtfyn.

De første 12 navne

The The
Medina
Keane
Rick Astley
L’Imperatrice
Blæst
Kasabian
Coco O.
Den Sorte Skole
eee gee
August Høyen
Kellermensch

Footer graphics