vild kærlighed
Foto: DR

Alle frygter at slå en hørmer: Og 9 andre ting vi har lært af at se ‘Vild kærlighed’

P3’s ungdomsdatingprogram, ‘Vild kærlighed’, har været en fascinerende opvisning i konfliktskyhed, tudemagt og spæde følelser. Her er, hvad vi har lært.

1. Aarhusianere elsker automatisk andre fra Aarhus

Stig og Pernille er nærmest forelskede fra det sekund, hvor de opdager, at de begge bor i Aarhus. Især for Pernille virker det, at en mand kommer fra Aarhus, stærkt på hendes libido, og selv da Stig bliver vild med en anden, bliver hun ved med at vende tilbage til deres fælles by som en slags kærlighedssuperlim. Vi tænker, at lokalitetstjenesten på Tinder må være din ven, Pernille. Sårn er det bare.

2. Eksperter er overvurderede

For en gang skyld fik vi et datingprogram uden eksperter. Savnede du dem heller ikke?

Vild kærlighed DR
Alle har det akavet. Foto: DR

3. Prutter må og skal ud

At være på date i 10 dage er lang tid og meget svært at overkomme i forhold til prutter (mennesket slår cirka 14 om dagen). Simon afgassede ved flodbredden, mens han vaskede op, fordi han ikke ville åbne sig for meget foran sin udkårne. Det er jo faktisk et livsfarligt program, det her. Problemet er bare, at prutter aldrig kan aftabuiseres. Og hey, hvorfor tror du egentlig, hende Maiken tog hjem? Ja, lige præcis! Alle frygter at slå en æggehørmer.

4. En doven skipper kommer ingen vegne

Lars og Malene var på mange måder et perfekt match. De var helt uduelige skippere, helt uden håndværksmæssige færdigheder og luddovne. Deres tømmerflåde flød konstant fast i sandbankerne, fordi de lå og sov middagslur som kælne killinger i en solstråle.

5. Intet siger forspil som en plade Marabou

Simon var meget glad for Sophia, som i meget glad. Når nogen giver en kropsvarm plade chokolade til dig, direkte fra buksekanten, ved du, at de har gang i et lummert forspil. Reglen er her som modtager, at man altid kan fake et akut anfald af laktoseintolerans, hvis man ikke er interesseret – virker hver gang.

6. Ingen er “pure logic”

Knudemanden Andreas på 22 havde ikke rigtig tænkt over sine følelser eller sig selv, før han meldte sig til turen. Han stod derfor for det legendarisk bøvede citat om ham og Malenes problemer: “Jeg er pure logic, og hun er pure følelser.” Hvilket viste sig at være løgn, eftersom han endte med at falde for samtlige kvinder, han strejfede på sin vej i den svenske natur.

7. Udenlandsk er svært

“Folk er bare så søde, og de giver mig cadeau,” sagde Pernille. Ordet hun leder efter er “chapeau”. Man løfter på sin hat (chapeau), når man viser respekt, man giver ikke en gave (cadeau), og heller ikke en kage (gâteau). Det andet er bare bondsk fordanskning.

Malene – rolig på landjorden. Foto: DR

8. Spåkoneri er ubrugeligt

Malene viste sig at være lidt af en hobby-spåkone, der kunne lægge tarotkort og se ind i fremtiden. Hun vidste allerede på forhånd, at der ville komme en fyr fra Fyn med på turen, der hed Andreas. Meget imponerende. Men hvad skal man egentlig med den slags informationer? Det er svært at komme fri af en sandbanke ved hjælp af rosakvarts-sten og forudsigelser. I vildmarken er spiritualitet fra den lokale helsekostbutik ikke brugbar valuta.

9. Abeflok og bedsteveninder

Når man sender en flok unge mennesker på lejrskole, går der cirka fire minutter, før pigerne kalder hinanden for “bedsteveninder”, bader sammen og nusser hinandens hår. Længere væk fra fortidens abeflokke er vi åbenbart ikke.

10. Komplet koncept-kollaps

Allerede i afsnit 4 arrangerede Sophia og Malene en større partnerrokade, uden de helt store overvejelser omkring hvem der måske kunne blive kede af sådan at blive valgt fra. Programmets mandlige deltagere nåede aldrig at se, hvad der ramte dem, da de blev totalt udmanøvreret af de følelsesstærke og relationskompetente kvinder. Og programmets redaktion havde åbenbart ikke forberedt sig på, at de unge selv ville tage styringen og skide på hvem de var matchet med.

Footer graphics