Hiphoppen-kulturen er på godt og ondt udsprunget af battle-kulturen. Fra de første beats i Bronx og Brooklyn har det handlet om, hvem der var bedst, størst og stærkest.
Derfor har det i den udprægede macho-kultur også i vid udstrækning været anset som svaghed, hvis man ikke var helt ved sine fulde fem. Man skal være på toppen af spillet, for ellers står der masser af sultne unge hanløver lige nedenunder og snapper efter ens ankler.
Men i hiphoppens guldalder fra midtfirserne til midthalvfemserne begynder der at ske noget. Hiphoppen får mange nye stemmer fra mange nye steder. Selv fra fjerne egne som Houston pibler det frem med talent, og der er især én gruppe, som har æren for at putte Texas-byen på hiphop-kortet. Bandet hedder Geto Boys.
Hver måned sætter vi her på Heartbeats fokus på en plade, en film, en bog eller et andet stykke kunst, der har haft en betydning for os personligt, og som på hver sin måde har præget hele populærkulturen generelt. For hvem, vi havde været fattigere uden.
I det kulturelle landskab er Geto Boys noget af det mest mærkværdige, og de har altid været for meget. Det var de selv dengang (i en anden tid). Og deres eget pladeselskab nægtede da også at distribuere deres andet album. På en måde forstår man dem godt. For hvis man skulle tage deres tekster om sex og vold alvorligt, er vi virkelig ude i grænselandet, hvor vi for længst har passeret sundt, afbalanceret og almindeligt.
Men vi ved alle, at fra de mørkeste sind kan noget af den mest interessante musik opstå, og det er helt klart tilfældet med gruppens største hit, der har en sikker plads i hiphop-historiebøgerne, som et af de bedste tracks overhovedet.
Nummeret hedder ’My mind is playing tricks on me’. I år er det 30 år siden, det udkom, hvilket virker som et sindssygt tal og et godt tegn på, at man er ved at blive ældre. Tiden går alt for hurtigt. Siden dengang har hiphoppen undergået en eksplosiv udvikling fra undergrundskultur til i dag at være den mest populære musikgenre, og derfor er der al mulig grund til at hylde det fundament, den står på.
Søvnløshed, selvmordstanker, paranoia
Det, der gør Geto Boys’ nummer så interessant, er, at det er første gang, at nogle af ’de hårde drenge’ indrømmer, at de er plaget af søvnløshed, selvmordstanker, paranoia og vrangforestillinger. Ikke noget, der hverken dengang eller i dag fylder meget på hitlisterne.
Gruppen bliver i sin tid skabt af James Prince, stifter og direktør for Rap-A-Lot Records. I første omgang er det dog uden de senere bærende kræfter Willie D og Scarface, og dværgen Bushwick Bill er i starten kun med som hype man og danser (!). Deres første plade er da også gledet ud i glemslen som en tam RUN DMC-kopi, men der bliver rokeret rundt på pladserne, og de finder deres egen lyd.
Ind kommer Willi D, der ifølge sig selv, har vundet over 1.000 freestyle-battles (blandt andet over en vis Vanilla Ice), og ikke mindst Scarface, der bliver den store kreative drivkraft i gruppen.
Det er særligt en speciel mand, der hører gruppens kvaliteter i deres andet album ’Grip It! On That Other Level’. Og det er Rick Rubin. Ham kender de fleste som manden, der blandt andet var medstifter af Def Jam, og som producer har han skabt eller genoplivet rock- og rapkarrierer for så forskellige navne som Beastie Boys, Johnny Cash og Red Hot Chilli Peppers.
Helt tossede tekster
Han producerer gruppens tredje album blot kaldet ’Geto Boys’, hvor gruppen er fotograferet med såkaldte mug shots, altså dem politiet tager, når man bliver arresteret. Men det er ikke det mest chokerende. Det er derimod den pågående lyd, der er helt deres egen, og det er bandeordene og de helt tossede tekster om voldtægt, sex med lig (oh yes) og meget mere i den forstyrrede boldgade. Man kan bedst kalde genren horrorcore, fordi der bevidst bliver brugt elementer fra de skrækfilm som ’Fredag den 13.’ og ’Nigthmare on Elm Street’, der var meget populære i slutfirserne.
Det var selvfølgelig (også dengang) alt for meget. Men oprørske teenagere flåede den ned fra hylderne og gjorde Geto Boys til et af de store navne.
Men det er på efterfølgeren ’We can’t be stopped’, at de skriver en ægte klassiker med ’My Mind..’. Et nummer, som det legendariske hiphopmagasin The Source kårede som det bedste track i 1991. Et år, hvor der også kom store plader fra A Tribe Called Quest, Cypress Hill og Tupac.
Det er Scarface, der er hjernen bag. Han rapper selv to vers, og han har skrevet Bushwick Bills tekst. Det er også ham, der har fundet den geniale sampling af Isac Hayes nummer ’Hung Up on My Baby’ med den bløde guitar.
Det skelsættende ved nummeret, udover alle dets musikalske kvaliteter, er, hvordan de fortæller om forfølgelsesvanvid og selvmordstanker. Det hele kronet i sidste vers, hvor Bushwick Bill fortæller om, hvordan han og resten af Geto Boys røver små børns slik til Halloween. Til sidst ender de i slagsmål med en kæmpe mand, men da Bushwick Bill kommer til sig selv, opdager han, at det hele var en hallucination, og at han blot hamrer knytnæverne i asfalten. Tørt må han konstatere, at ”It wasn’t even close to halloween”.
At Geto Boys kan lide at prale og overdrive giver sig selv. Men at de alle, især Scarface og Bushwick Bill, har haft store reelle psykologiske problemer kommer for første gang for dagen her. Til album-coveret kan man se Willi D og Scarface skubbe Bushwick Bill i sin hospitalsseng efter, at han er blevet skudt i øjet. Det er ikke en hallucination, men taget ud fra rapperens barske virkelighed.
Historien lyder, at han pressede sin kæreste til at skyde ham, men at det gik galt, hvilket kostede ham hans øje. Gruppens management-hold var hurtige (og utroligt kyniske) til at gribe situationen og så en oplagt foto-mulighed til albumcoveret. De fjernede Bushwicks bandage, så man kan se, hvor ødelagt hans øje er. Både Scarface og Bushwick Bill har siden fortrudt det cover.
Det er også de to, der både før og efter har været præget og plaget af psykiske problemer. Scarface er diagnosticeret bipolar og været indlagt med det, hvilket han har været åben omkring. Bushwick Bill blev senere omvendt kristen og lavede blandt andet et gospel-album, inden han døde af kræft i 2019.
Her 30 år efter står deres nummer stadig stærkt som en melodisk, mørk og til tider humoristisk hiphop-klassiker, der har haft en afgørende rolle i kulturen. Ikke mindst fordi det her var første gang, at nogle af de såkaldte gangsterrappere åbnede op omkring psykologiske problemer, hvilket siden hen har inspireret mange store rappere efterfølgende.
Og så er det bare stadig et rigtig godt nummer.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
