Jazz musikere
Foto: Arthur Debons Guffroy/Unsplash

Du kan roligt dømme folk ud fra deres musiksmag: Jazz-fans er meget gladere end hiphop-fans

Vurderer man musikfans på baggrund af deres sprog, er jazz- og metal-fans de mest positive mennesker i verden. I bunden finder man dem, der lytter til rap og punk.

Mange vil mene, at jazz sommetider kan være ret enerverende at lytte på. Det samme kunne man tænke om metal; det larmer jo det meste af tiden. Ikke desto mindre bliver man muligvis et gladere menneske af at lytte til præcis de to genrer.

Det viser et nyt studie, som OnBuy står bag. Her har man analyseret sproget hos mere end 20.000 musikfans online for at afgøre, hvem der er gladest, og hvem der er de mest aggressive.

Resultatet viser, at jazz- og metal-fans er mere end dobbelt så positive som folk, der lytter til hiphop og punk. Derudover kan man se, at rockfans umiddelbart er en del gladere end popfans, som indtager en lidt overraskende 16. plads på listen over de 27 mest populære musikgenrer.

Knap så overraskende er det måske, at man nok ikke skal lytte for meget til drill, hvis man i forvejen er i et lidt skidt humør. Den mørke hiphop-genre, som ofte afspejler det hårde og voldelige gademiljø i USA og England, indtager nemlig en sidsteplads i studiet.

Om det er et udtryk for, om man rent faktisk ikke er glad, eller det bare er et tegn på, at man er lidt hiphop-hård i filten, sådan sprogligt, kan diskuteres. Men undersøgelsen viser også, at hiphopfans bander betydeligt mere end gennemsnittet.

Dog ikke lige så meget som punkerne, der ligger på førstepladsen i bandeord.

Hiphoppere snakker mest

Undersøgelsen er foretaget på hjemmesiden Reddit, hvor man har nærstuderet sprogbrugen i genrernes såkaldte subreddits – mindre fora, hvor fans udveksler og diskuterer musik.

Dermed er det også blevet tydeligt, at hiphopfans taler mere end alle andre. Man har således haft adgang til 779.169 kommentarer. Indenfor folk-genren taler man knap så meget. Blot 2.062 kommentarer har været til rådighed. Til gengæld har de været ret positive, og folk-fans indtager en flot 4. plads i feltet.

Fællesskabet gør glad

Men hvorfor forholder det sig egentlig sådan, at jazz- og metal-fans er de mest positive? Det er ikke kun selve musikgenrernes skyld, vurderer psykologen Şirin Atçeken, som OnBuy har talt med:

“Folk, som lytter til disse genrer, er mere tilbøjelige til at finde fælles fodslag med andre lyttere og til at blive en del af et fællesskab – mere end hos popmusik eller klassisk. Disse fællesskaber åbner for venlighed, forbundethed og venskab, og de giver et rum til at dele følelser og idéer og det at være til.”

“Denne støtte øger glæden, positiviteten og følelsen af kærlighed og accept,” siger Şirin Atçeken.

Det kan også spille ind, mener hun, at jazz- og metal-fans i særdeleshed hører til en gruppe af mennesker, der har accepteret, hvem de er og har fundet ro med det.

“Accept og forståelse er trods alt nøglen til lykke,” siger hun.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics