Det startede faktisk med, at Lea Glob havde fået lektier for. Hun gik på filmskolen og fik til opgave at finde en person, hun kunne lave et portræt af. Tilfældigt havde hun hørt om en ung pige, Apolonia Sokol, der var født af to skuespillere i et undergrundsteater i Paris, hvor hun levede et eventyrligt bohemeliv blandt poeter, skuespillere og kunstnere. Lea Glob tog derned og fik lov til at filme hende. Hele tiden.
For Apolonia Sokol er der ikke rigtig nogle grænser. Hun har et VHS-bånd med sin egen fødsel og et andet, hvor hendes forældre laver hende. Lea Glob måtte filme alt, og det gjorde hun så on and off i 13 år, hvilket nu er blevet til dokumentarfilmen ‘Apolonia, Apolonia’, der har premiere torsdag.
Man forstår godt fascinationen af Apolonia, og man forstår godt, at Lea Glob har haft svært ved at slukke kameraet. Der er noget uudgrundeligt ved Apolonias blotte væsen, hendes grønne øjne og det sorte hår, hendes frygtløse blik, der i en scene ved filmens start simpelthen ætser sig gennem linsen og bare sætter sig fast.
Alene settingen er også lige til at fortabe sig i for sådan nogle almindelige leverpostejsdanskere, der har tendens til at romantisere Paris på grund af historierne om Hemingway, Gertrude Stein og Picasso. Den her film gør det hele meget værre. De holder langbordsmiddage, holder taler, drikker vin og ryger cigaretter så poetisk og så vildt.
Intet er nemlig konformt i Apolinias liv, alt er råt og i bevægelse, og i lyset af sin opvækst er det måske ikke så underligt, at hun vil være kunstmaler. Heldigvis har hun talent og kommer ind på et af Europas fineste kunstakademier Beaux-Arts de Paris, hvor man følger hende gennem nogle meget dedikerede og hårde år.
I en ret sigende scene får hun kritik af en professor, som fortæller hende, at hendes person er mere interessant end hendes kunst. Sigende, fordi det ikke slår hende ud. Selvom det i bund og grund er et utilsigtet personangreb, idet Apolonia ikke kan adskilles fra sin kunst. Kunsten er hendes liv og vice versa. Hun har ikke noget valg, som hun selv en smule anfægtet forklarer. Den slags floromvundne udtalelser kan sommetider godt virke lidt floskuløse, men i Apolonias tilfælde ikke nogen tvivl om, at hun taler sandt.
Det er i det hele taget filmens store trumf, at den tegner et så rigt og intimt portræt af et kunstnermenneske, at man ikke betvivler hendes autenticitet. Man har en meget intens oplevelse af et menneske, når man ser den her på alle måder meget sansende film. Her i fake-hedens tidsalder er det ærligt talt en smule overvældende, at der ikke er nogen overflade hos Apolonia.
I sin kamp for at kunne leve af sin kunst flytter Apolonia til New York, Rom, København (som hun hader) og til Los Angeles, hvor hun får mulighed for at arbejde i et atelier gennem en ret kuriøs figur, nemlig sponsoren Stefan Simchowitz. Simchowitz er blevet døbt som kunstverdenens ‘patron satan’ af New York Times, fordi han så at sige “køber” unge kunstnere og installerer dem i hans fabrik af atelierer, hvorfra han så kan hjælpe dem med at blive udstillet og etablere vigtige kontakter. “Hvorfor købe kunsten, når det er billigere at købe kunstneren,” som Lea Glob siger i en voice over.
Det er en ekstremt hård periode for Apolonia i Los Angeles, hvor hun er ved at miste sig selv. Hun maler ti billeder om måneden, mange af dem på bestilling, men må samtidig vende hver en øre for at overleve. Det bliver et meget tankevækkende billede på livet som spirende kunstner i dag, men også en afsløring af nogle af kunstverdenens knap så ædle mekanismer, fordi det rejser spørgsmålet om, hvor fri kunst man kan lave i en kapitalistisk verden.
Samtidig bliver hendes afhængighedsforhold til Simchowitz en udkrystallisering af den patriarkalske dominans, Apolonia befinder sig i som kunstner. På et tidspunkt taler de om at mødes med Harvey Weinstein, hvilket så ikke bliver til noget, heldigvis. Det virker dog som en vigtig detalje i fortællingen. Sidenhen lykkes det Apolonia at vriste sig fri af hele dette net af kommercielle interesser og tage magten tilbage, ganske billedligt, ved hjælp af sin egen nøgne krop.
At filmen faktisk ender med at være en feministisk magtdemonstration kommer som en snigende pointe, men der bindes en meget formfuldendt sløjfe på hele historien om Apolonia til sidst. Tilsvarende formår Lea Glob, der undervejs fletter sit eget liv (og næsten sin død) ind i filmen, at analysere sit eget værk og på mesterlig vis understrege dets ultimative raison d’être: At give nogen evigt liv gennem kunsten. Hun hiver det helt derop på den store kunstneriske klinge, men efter næsten to timers dokumentarisk hypnose kan fortællingen bære det.
Det siges, at talent kun er vigtigt i de første 12 år af nogens liv, derefter handler det om benhårdt arbejde, hvis man vil blive til noget. ‘Apolonia, Apolonia’ starter dér ved den eksistentielle skillelinje, hvor Apolonias kamp går i gang, og viser, hvor determineret man må være for at blive en anerkendt kunstner. Og på sin egen meta-agtige måde, at det kræver noget af det samme for at dokumentere det på film. Det er lykkedes til fulde her. ‘Apolonia, Apolonia’ er en fabelagtigt smuk og rørende film, der er ikke så meget mere at sige til det.
