Hvor fedt er det at spille koncerter igen?
Sebastian: “Det er virkelig, virkelig fedt at spille igen. Langt størstedelen af koncerterne er stadig siddende, men vi har nærmest heller ikke prøvet andet, så det er bare så nice at få lov til at gøre det igen.”
Oscar: “Man har bare fucking savnet nogle indtryk og at få noget fra andre mennesker. Man kan helt glemme, at man faktisk laver musik, der lyttes til af folk ude i verden, indtil man er ude at spille foran et rigtigt publikum igen, der så endda kender ens sange. Det giver sindssygt meget til ens drive og rent personligt. Det er jo derfor, vi gør det.”
Hvilke koncerter ser I mest frem til at opleve denne sommer?
Sebastian: “Personligt ville jeg nærmest ønske, at vi ikke skulle spille under Summer Days, som Roskilde har lavet, fordi jeg virkelig savner den der helt særlige festivalenergi. De dage bliver fuldkommen magiske. Jeg håber virkelig, de får lavet noget af den der “Orange Feeling”. Generelt synes jeg, man skal udnytte alle de initiativer, der er kommet frem. Musik i Lejet har også lavet nogle dage. Det tror jeg, jeg skal til.”
Bliver der ikke tid til selv at se koncerter under Summer Days?
Oscar: “Den her sommer er det sgu svært at planlægge noget som helst, fordi vi nærmest skal stå klar ved tourbussen. Men jeg savner selv helt vildt meget at komme ud og høre musik og blive inspireret af andre. Vi var inde og høre Fraads på Bremen for noget tid tilbage, og de spillede en kæmpe koncert. Mega inspirerende.”
Sebastian: “Ja, Fraads har virkelig taget formatet til sig. De siddende koncerter skaber jo også nogle muligheder for at lege med sit show – at gøre det mere teatralsk. En af vores kammerater var inde og se Smerz i Store Vega, som havde lavet et helt genialt sceneshow ovenpå et flygel. Det ville jo aldrig fungere til en stående koncert, så det var bare sindssygt godt tænkt. Selv vil jeg sige, at vi lidt lærte det på den hårde måde på vores efterårstour sidste år. Vi havde nemlig overhovedet ikke forberedt os på et siddende publikum og gik bare ind og spillede, som om alt var, som det plejede. Det, tror jeg måske, at nogle synes, var lidt weird. At det bare var fuld rockshowsagtigt.”
Oscar: “Men vi er jo også et rockband, og der er gang i den. Så det er også svært at underspille det alt for meget.”
Hvad er det, koncerter kan?
Sebastian: “Det kan ikke alene én ting – det kan alt at opleve en koncert.”
Oscar: “Der bliver skabt en speciel form for samhørighed mellem publikum og kunstneren, der står på scenen. Det, synes jeg, er noget af det mest magiske. Du står fucking lige nu og her og kigger på nogen, der spiller live lige foran dig. Det er der noget sindssygt stærkt i.”
Sebastian: “Ja, på en eller anden måde går tiden lidt i stå til den helt gode koncert, fordi der er samlet mellem 50-10.000 mennesker for at se dét her stykke kunst blive udført i realtid. Det er kun nu, det her eksisterer. Det er en vild følelse af fællesskab.”
Oscar: “Det er sgu også bare sjovt at være til koncerter, hvor de spiller noget musik, man kender ud og ind. Det er fedt at opleve ny musik, men at kunne synge med på hele lortet, det er sgu en vild følelse.”
Hvad er jeres livs koncert?
Sebastian: “Tame Impala på Roskilde Festival i 2016 var fuldkommen sindssygt. Lyset komplementerede musikken, og musikken komplementerede lyset. Det hele gik bare op i en højere enhed.”
Oscar: “Ja, at stå under teltet og svede klokken 22 til deres koncert på Arena. Det kan bare ikke blive bedre. Jeg har en vanvittig respekt for Tame Impala, der er relativt avancerede og gør brug af en masse elektroniske elementer, men som alligevel formår bare at stå der og afvikle det hele live. Det, tror jeg, er pissesvært.”
Hvad med en af jeres egne koncerter?
Sebastian: “Gennem tiden har vi snakket meget om den koncert, vi spillede på Loppen et par dage inden første lockdown. Det var på en eller anden måde en form for debut for os. Folk havde rent faktisk købt billetter til vores udsolgte koncert og kunne synge med på vores sange. Det havde vi jo aldrig oplevet før. Men det var så intenst, at vores trommeslager, Casper, besvimede efter showet. Han gik fuldstændig sukkerkold og faldt bagover, fordi det havde været så vildt.”
Oscar: “Casper havde simpelthen spillet for hurtigt og for hårdt. Vi var straks klar fra siden og skyndte os at hælde to colaer i ham. Benene forsvandt bare under ham. Det var fandeme vanvittigt.”
Sebastian: “Men jeg synes egentlig også, at Tivoli-showet forrige uge var for vildt. Vi havde jo ikke været ude at spille sindssygt længe, så vi havde haft vildt meget tid til at forberede og dygtiggøre os til showet. Noget tid, som vi slet ikke har haft før, fordi det hele er gået så forbandet hurtigt. Der skete bare et eller andet i Tivoli: Det var en god sommerdag, og der var dukket 900 mennesker op. En kæmpe forløsning.”
Var det nervepirrende at spille Tivoli-showet efter så lang tids forberedelse?
Sebastian: “Ja, det er jo mega selvudleverende at stå der og synge eller spille sådan et show. Det er bare sindssygt grænseoverskridende. Jeg tror, der sker nogle helt biologiske ting… endorfiner eller hvad fanden det er. Man kan vel sammenligne det med en eksamen. Ligegyldigt, hvor meget man har læst, kan man sagtens have en følelse af, at man ikke kan huske en skid, øjeblikket inden man går ind.”
Oscar: “Det er også virkeligt hårdt arbejde at bruge så mange timer på at gå op og stå i et eller andet super varmt øvelokale i underbukser og øve i otte timer om dagen. Men man finder bare ud af, hvorfor fanden man gør det, og det er, når man står på scenen og får det vanvittige kick. Det, at man ikke bare underholder, men at det betyder noget for nogen. Det, synes jeg, fandeme er det vildeste, man kan opnå som musiker.”
Joyce spiller i morgen d. 26/6 til Summer Days. Læs mere om eventet her.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️