Dua Lipa. The Bear. Billions. Lily Collins.
Alle elsker København lige for tiden. Og alene i det indeværende år har store amerikanske stjerner og hitserier mere eller mindre direkte kastet deres kærlighed over vores lille hovedstad.
Lily Collins, der købte et hus i Kartoffelrækkerne tidligere på året, kan tilsyneladende slet ikke få nok. Har man fulgt med på Instagram, vil man vide, at hun går københavnerplanken helt ud: Hun ser FCK i Parken, kører ladcykel og går ture i Dyrehaven.
Og nu har hun lige købt endnu et hus på Østerbro. Det skriver Se & Hør.
Således kan hun og filminstruktørmanden Charlie McDowell nu se frem til at boltre sig på endnu flere kvadratmeter i det eftertragtede område, hvor de siden marts har haft 182 af slagsen til deres rådighed.
Skuespilleren har ikke selv kommenteret huskøbet, men oplysningerne om købet fremgår af tingbogen.
Prisen på det nye hus skulle efter sigende være den samme som på det forrige, nemlig 14 millioner – efter et afslag på 250.000 kroner.
Det er Lily Collins’ og Charlie McDowells fælles firma, Case Study Copenhagen, der formelt set ejer huset. På den måde lejer parret nu deres egen bolig af deres eget selskab.
De to filmstjerner overtager dog først huset 31. januar.