Foto: Shutterstock

Metal-spillestedet High Voltage i København lukker

Heavy Metal spillestedet High Voltage, på Axeltorv i København, lukker efter næsten 10 år. Det oplyser spillestedet på deres Facebook-side.

Den 24. januar gik der et skuffelsens chok gennem danske heavy metal-fans. Spillestedet High Voltage på Axeltorv i indre by København meddelte på Facebook, at de efter næsten 10 år som heavy metal-spillested må dreje nøglen om 1. marts, 2023.

Det er ejerne af High Voltage, Bar-Eventyret, der har valgt at lukke spillestedet. Ifølge udmeldingen på bestyrer Martin Jensens eget Facebook-opslag, er der i stedet planer om at udvide queerbaren Nevermind, der også findes på Nørre Voldgade, til lokalerne på Axeltorv. Den nærmere åbningsdato er dog ikke offentliggjort endnu.

Ifølge udmeldingen på High Voltages’ egen Facebook-side skyldes lukningen manglende offentlig støtte, samt den seneste stigning i varme- og elpriser. Bestyreren Martin Jensen skriver dog, at han selv mente, at der kunne drives en rentabel forretning under de forhold og udtrykker stor skuffelse over, at han ikke har fået tilbuddet om at samle finansiering til selv at drive stedet videre i samme ånd.

High Voltage har længe været kendt som et sted, hvor mindre danske metalbands kunne få en scene og en chance for at stå foran et publikum. Samtidigt kan man forstå på støttekommentarerne under Facebook-opslaget, at der er stor ærgrelse fra miljøet over, at stedet lukker. Gæsterne skriver blandt andet: ”Kæmpe tab for rockmusikken og rockkulturen”, ”stort tab for den lille rock-oase lige midt i København”, ”det er simpelthen så sørgeligt, da ingen andre steder i byen tilbyder det, I gør”. Alle sammen akkompagneret af græde-smileys.

Martin Jensen mener også, at der forelå en “gentleman aftale” mellem ham selv og Bar-Eventyret, om at han skulle have fået budet først, hvis stedet skulle stå foran et salg eller afvikling. Denne aftale oplyser han dog, at de ikke har holdt i hævd.

Heartbeats.dk har været i kontakt med Martin Jensen fra High Voltage, som ikke har yderligere kommentarer, end han har skrevet på Facebook.

Heartbeats.dk har været i kontakt med firmaet bag High Voltage, Bar-Eventyret, men de har ikke yderligere kommentarer, end Facebookopslaget på High Voltages Facebookside.

Find mere om
Footer graphics