Foto: Shutterstock

Kim Kardashian laver ’True Crime’-podcast, men er det en god ide?

Vil det lykkes for Kim Kardashian at blive taget alvorligt, nu hvor hun er skaberen bag et nyt skud på stammen af true-crime podcast ved navn ’Kim Kardashian’s The System: The Case of Kevin Keith’?

Der er dem, der elsker Kardashian-familien, og så er der dem, der ikke kan udstå dem. Begge grupper er store, og det er nok også derfor, at der er lavet hele 22 sæsoner reality-TV om familien. Halvdelen af seerne ser formodentligt programmet med beundring og kærlighed, og mon ikke den anden halvdel hate-watcher.

Uanset hvad, så er der mange, der har et lidt anstrengt forhold til den absurd rige og kendte familie, der utrolig ofte er omgærdet af drama og skandaler. Hele deres kendis-rejse startede jo også med en skandale, nemlig Kim Kardashians sex-tape. Det var startskuddet til en noget uventet karriere for stort set hele familien lige med undtagelse af lillebroren Robert.

Hver uge anmelder Heartbeats en podcast, og i denne uge er tiden kommet til at anmelde en podcast, der er svær at komme udenom. Primært, fordi den er lavet af en af verdens mest kendte mennesker, Kim Kardashian.

De fleste er nok godt klar over, hvor populært podcastmediet er blevet de senere år, så derfor var det nok også bare et spørgsmål om tid, før de (mega)kendte hoppede med på bølgen. For 20 år siden var det stort at lave reality-TV, og ’Keeping up with the Kardashians’ har nok også været et af de største inden for genren.

Men tiden er måske løbet fra programmet, hvilket også kan være derfor, at de har forsøgt at re-brande programmet på en ny streamingtjeneste nu under navnet ’The Kardashians’. Men man må give Kim Kardashian, at hun er en dygtig forretningskvinde. Derfor giver det også god mening, at hun nu også har prøvet kræfter med et af de mest populære medier for tiden: nemlig podcasten, og endnu mere specifikt: true-crime podcasten. Der, hvor vinden blæser, kan du finde Kim.

Kim Kardashian snart som advokat

I løbet af de utroligt mange sæsoner af ’Keeping up with the Kardashians’, og nu blot ’The Kardashians’ har man kunnet følge familien og hvert enkelt familiemedlems udvikling gennem de sidste snart 20 år. Dermed har vi også kunnet følge Kim Kardashians udvikling.

Hun startede med at være en forkælet ung kvinde, der nok primært var kendt for hendes imponerende, store, flotte numse og mindre flotte grædeansigt, men hun har udviklet sig ret meget. Kim Kardashian ser stadig lige så lidt flatterende ud, når hun græder, hun har stadig et imponerende bagparti og nok blandt andet på grund af de to ting, har hun nu også en enorm formue. En formue, der bare vokser dag for dag.

Kardashian-søstrenes far var advokat og faktisk en af forsvarsadvokaterne i den verdenskendte O. J. Simpson-retssag. Han gik bort i 2003, og det stod nok ikke skrevet i stjernerne dengang, at et af hans børn skulle gå samme karrierevej som ham. Men med årene har Kim Kardashian fundet ud af, at hun også gerne vil være advokat ligesom sin far. Men for hende er det nok mere en lille nebengesjæft. Om beslutningen er taget for at give hendes persona lidt mere integritet, eller om det er, fordi hun rent faktisk interesserer sig for jura, må være op til folk selv at gætte på. Men i 2019 gik hun altså i gang med jurastudierne. 

Det har ikke været legende let for Kim Kardashian at vende tilbage til skolebænken, og det krævede også, at hendes tidligere husbond, Kanye West, skulle nudge hende lidt, for at holde hovedet højt. Nogle ville faktisk nok nærmere sige, at han pressede hende bare en lille smule. I fødselsdagsgave på hendes 40-års fødselsdag gav han hende en noget anderledes gave. Det var et hologram af hendes afdøde far, der subtilt opfordrede hende til at fortsætte med at kæmpe igennem for at klare jurastudierne.

Det var en opfordring, der kom på trods af, at hun dumpede ’The Baby Bar Exam’, som er en forudsætning for, at du kan fortsætte jurastudierne i USA. Men ærlig talt, hvem kan sige nej til sin (afdøde!) far, der siger, at man bare skal knokle videre?

Kim Kardashian bestod da også prøven i tredje forsøg. Så nu kæmper hun videre med jurastudierne, samtidig med at hun også har kæmpet indædt for nogle straffesager, der har fanget hendes kærlighed og opmærksom. Det er faktisk lykkes hende at få løsladt adskillige fangere fra fængsler i USA, der enten er fejlagtigt dømt eller har fået en urimelig straf.

Og nu har hun kastet sin kærlighed over en ny sag: Sagen om Kevin Keith, der blev dømt for tre mord tilbage i 1994. Først var hans straf dødsstraf, men senere blev den omstødt til fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Nu er sagen blevet emne for hendes første podcast.

Kim Kardashian nu som podcastvært

Ligesom utroligt mange andre har Kim Kardashian kastet sin kærlighed over podcastmediet. Og helt specifikt en genre, som utroligt mange mennesker har kastet sig over. Nemlig true-crime genren. Og selvom der ligger et stort antal af denne slags podcasts ude i sfæren, så er det her alligevel nyt. For det er med Kim Kardashian som vært.

De fleste vil nok være betænkelige over, at Kardashians persona skal være ansigtet udad til på en ellers alvorlig podcast. Og ej at forglemme hendes lyse, lidt nasale, men meget karakteristiske stemme, der også præger podcasten.  

Der har været overraskende lidt larm for hendes nye podcast, der udkom den 3. oktober. Og præcis ligesom alle andre true-crime-produktioner, hvad enten det er podcast eller TV, så skal der virkelig koges suppe på de her sager. Indtil videre ligger der tre episoder, men vi har fem mere i vente. De to første episoder var overskuelige 30 minutter, men allerede i afsnit tre har de skruet tiden op til en time.

Men man må give podcasten, at man godt kan fornemme, at der er lagt enormt mange timer og et stort mandskab i researchen og skabelsen af denne podcast. Der er et stærkt – men selvfølgelig rimelig amerikaniseret – lydbillede, der virkelig er med til at sætte scenen. Der er også gjort brug af både interviews og originalt lydmateriale, samtidig med at de har fået aktindsigt i sagen.

Da Kim Kardashian blev præsenteret for lige netop denne sag, var der allerede en gruppe mennesker, der havde arbejdet på lige netop denne sag i seks år, og nu ville de gerne have Kardashian-søsteren til at hjælpe dem, ligesom hun tidligere har hjulpet i andre sager. Om det er lykkes hende at hjælpe i de andre sager, fordi hun er et kendt ansigt, eller om det er, fordi hun faktisk har flair for jurafaget, er svært at udtale sig om. Men lige meget hvad, så må man give hende, at det indtil videre er gået godt for hende.

Andre medier spekulerer også i, om timingen af denne podcast falder til Kim Kardashians fordel, fordi det kan trække fokus væk fra hendes kryptovaluta-svindel sag. Kort opsummeret reklamerede Kim Kardashian i sommeren 2022 for en kryptovaluta, der viste sig at være et fupnummer, og det har resulteret i, at hun har skulle betale en bøde på 1,26 millioner dollars eller lige under 10 millioner danske kroner.

Kim Kardashians føromtalte stemme i podcasten er ikke et så forstyrrende et element, som man kunne frygte. Det er en fin kontrast til de mange andre forskellige stemmer og lydbidder, der bliver brugt. Hun fylder generelt overraskende lidt i en podcast, der ellers bærer hendes navn i titlen og ansigt med fuld krigsmaling på coverbilledet. Endnu engang kan man stille spørgsmålstegn ved, om det er en beslutning, der er taget for at skabe opmærksomhed og hype gennem hendes kendte navn og ansigt.

Om man bryder sig om Kim Kardashian eller ej, er nok også med til at påvirke, hvad man synes om podcasten. Men man må give hende og hendes hold, at det er en utrolig interessant og vild historie, hvor man helt fra første afsnit får et klart indtryk af, at der er sket massive fejl i behandlingen af denne sag. Og eftersom det ikke er Kim Kardashians første arbejde med sådan en sag, så venter man også i spænding på, om denne podcast vil ende med samme resultat, som Serial-podcasten om Adnan Syed.

Hvis man er til true crime-genren, så er denne podcast et lyt værd.

Podcasten kan høres eksklusivt på Spotify.

Footer graphics