Ghita Nørby i Riget
Foto: Ghita med slag i, naturligvis i gode gamle 'Riget'

Magtkamp for åben mikrofon: Skrappe Ghita boksede rundt med søde Zeuthen

Det mest interessante ved Ghita-Zeuthen-sagen er generationssammenstødet. Det er to så forskellige generationer af kvinder, der mødes i den stue i Holte, at det næsten kun kan gå galt. Levekvinden og kontrolmennesket. Bang.

Sikke vi diskuterer kulturjournalistik i disse dage! Polemik og presseetik over hele linjen, først med Michael Jackson-dokumentar og nu med Radio 24syv’s virale interviewhit, ’Hele Danmarks Ghita’. Det er historien om et interview, der går helt galt. Iben Maria Zeuthen er blevet lovet 7 timer med uafbrudt, åben mikrofon med Ghita Nørby. I stedet ender det med tilsvininger, overfusning og et afbrudt skandaleinterview.

Så hvad gik der galt?

Ghita Nørby er kunstneren, divaen, i nuet. Hun er erfaren og har prøvet alt, ved hvordan hun har udviklet sig gennem livet, larger than life persona og er blevet interviewet til bunds. ”En af mine biografier”, som hun retter Zeuthen. Ghita reagerer i mødet med IMZ kraftigt, rasende og eksplosivt på en følelse af at få overskredet sine grænser. Hun er jo i virkeligheden Kirsten Birgit, selvbevidst, selvsikker og finder sig ikke i noget. Kirsten Birgit er 24syv’s største stjerne, men en kvinde må kun opføre sig så uforskammet og dominerende, hvis hun i virkeligheden er en mand. Det interessante er, at Iben Maria Zeuthen er 24syv’s runner up-profil. Og det stik modsatte af Kirsten Birgit – sød, høflig, flittig.

Men Ghita føler sig staged. Det er tydeligt, at Zeuthen vil have hende til at dumme sig og flippe ud og er kølig, velforberedt, nærmest beregnende. Hun stiller sine spørgsmål, som er skrevet ned hjemmefra. Det virker robot-agtigt at følge det skemalagte interview, som hun forventer kan gå i gang straks uden forspil eller høflig smalltalk først, da hun træder ind ad døren hos Ghita.

Det kommer bag på Zeuthen, at interviewet går anderledes end det planlagte. Hun havde jo endda pakket en madkurv? ”Jeg skrev det jo i min mail”, prøver hun. “Det er ikke gået, som jeg havde tænkt mig”. ”Jeg har forberedt mig i en måned”. Min struktur og mit koncept, argumenterer journalisten. IMZ holder krampagtigt fast i sine spørgsmål i stedet for at etablere en ramme, en ro, en tillid, en samtale eller eventuelt give noget af sig selv.

Hun bliver svinet til i en grad, så det som lytter er svært at forstå, hvorfor hun ikke siger noget igen? Hvorfor går hun ikke? Kun da Zeuthen krakelerer en smule og fortæller, at hun er bange for Ghita, lever samtalen en smule.

I alle mine år som kulturjournalist har jeg oplevet tilløb til lignede scenarier mange gange, fordi et portrætinterviews jo er en slags magtkamp, men også en forførelse. Man lægger arm, søger en tilstræbt fortrolighed og lokker små tilståelser og hemmeligheder ud af sit ‘interviewoffer’. Det store portrætinterview er en helt særlig journalistisk genre, som er svær. For hvordan får man folk til at åbne sig? I en fart tilmed.

Kropssprog betyder for eksempel ALT. Jeg har ofte siddet med helt åben krop, åbne arme, åbne øjne overfor folk på vagt for at signalere: Du kan sgu stole på mig. Jeg vil dig intet ondt.

Paprika Steen FB-opslag
En ret sjov FB-kommentar til interviewet fra en anden diva i dansk film

Og så er den slags interviews ligesom med bjørne eller kamphunde – hvis du udviser frygt, kan de lugte det. Og Zeuthen er selvfølgelig bange for Ghita. Det ville alle være (måske lige bortset fra Paprika Steen), for Ghita Nørby er pisse-intimiderende. Så divaen lugter frygt og beslutter sig for at lege lidt med den unge journalist. Alt det som IMZ plejer at vinde på, virker ikke på Ghita. Hun keder Ghita, der går i trods og modarbejder. Professionalismen og det beregnende manus irriterer Ghita, så hun beslutter sig for at ryste træet og se, om journalisten mon falder.

Men Zeuthen ved, at det her bliver sendt uanset hvad. Sådan er det på 24Syv, hvor man bryster sig af at fejle og eksperimentere for åben mikrofon. Så Zeuthen klynger sig fast i træet og vil ikke falde eller miste besindelsen. Hun vil nemlig ikke kun tabe ansigt til Ghita, hvis hun falder, men til alle lytterne, hvis det store, fine portræt falder. Så hellere lade Ghita fejle og senere, nu, modtage applaus for at kunne tåle den hysteriske dame.

Er det vellykket? Næh. Hvis formålet var en dokumentar, så overhovedet ikke. Ingen lærer en skid. Men hvis formålet var en demaskering af en såkaldt folkekær personage, et ikon, så ja. 24Syv er her gået efter at ridse i eftermælet, en ikke sådan specielt charmerende genre.

Der har helt sikkert gennem årene været mange journalister, der har tegnet portrætter af Die Ghita med retteblæk og poesikyse på, som har udeladt arrogance, attitude eller spydigheder for at fremhæve lutter det gode og bravo. Det er nemlig en genre, som kulturjournalister er skidegode til – at sammenklippe det hele lidt smukkere end virkeligheden.

Footer graphics