I retten på Frederiksberg kan man købe en god kop kaffe til fem kroner. Det ved jeg, for jeg har fulgt sagen mod Morten Messerschmidt de sidste 14 dage. Jeg har siddet på tilskuerrækkerne sammen med retsreportere og journalister fra alle de store dagblade og hørt vidner aflægge helt modsatrettede forklaringer. Jeg har overværet anklagerens afsluttende bemærkninger og forsvarets modspil.
Jeg stod også klar realtime, da retsformand Søren Hafstrøm kom ind kl. 11.00 onsdag den 21. december og lakonisk meddelte os alle, at Morten Messerschmidt og hans assistent var frifundet. Det var så modsatrettet. Den tørre meddelelse leveret uden tøven eller patos. Og så den kæmpe, følelsesladede reaktion fra Messerschmidt og flere af hans støtter.
Det gjorde øjeblikket sindssygt intenst og satte tiden i stå. Rummet virkede vægtløst. Det er et øjeblik, som vil være med mig resten af livet. Ikke fordi jeg er personligt investeret i hverken Messerschmidt eller Dansk Folkeparti, men fordi lige netop dér – i de få, svimlende sekunder – forstod jeg vægten af vores retssystem og dermed essensen af det samfund, som jeg er en del af.
Jeg har fulgt sagen mod Messerschmidt, simpelthen fordi jeg kunne. Der er ingen, som har bedt mig om det. Jeg er ikke blevet udsendt af nogen. Jeg troede faktisk slet ikke, at de ville lukke mig ind – at det kun var for folk med pressekort eller særligt inviterede. Men sådan forholder det sig slet ikke.
Enhver kan dukke op og følge, hvordan vores retsvæsen fungerer. Jeg havde også en stærk mistanke om, at der så ikke ville være plads. Men det viste også at være helt omvendt – masser af pladser. Selv på dagen, hvor dommen skulle afsiges, var der ledige pladser.
Og det har ellers ikke været kedeligt, skulle jeg hilse og sige. Det er et drama af en anden verden, som udspiller sig for øjnene af én. Det er vores samfunds ypperste instans – domstolen – i fuld vigør. Det er både overvældende og smukt i alt sit nøgterne ritual.
Jeg satte mig ind på de hårde træstole for at få et førstehåndsindtryk. Jeg har været stærkt optaget af sagen, lige siden Rikke Karlsson startede lavinen i 2015. Spillet om magten i Dansk Folkeparti har antaget helt uhørte shakespeareske dimensioner i sin brutalitet og personlige intriger. Og på samme måde, som det er langt sjovere at se et teaterstykke opført på scenen frem for at læse det, så ville jeg gerne opleve sagen, som den udspiller sig i virkeligheden.
Først og fremmest bemærkede jeg, hvordan retten nivellerer os. Det er lige meget, om man er Kristian Thulesen-Dahl, Pia Kjærsgaard eller en ukendt assistent. Alle skal gå den samme vej til vidneskranken og svare på de samme spørgsmål.
Svarerne er dybt forskellige – intonationen, pauserne, menneskeligheden – der er masser af variationer. Men alle skal de svare. Har pligt til det. Pligt til at fortælle sandheden. Det understreger retsformanden igen og igen. Det er livet, som det udspiller sig for os hver især os som mennesker. Det er ikke let at svare på.
Da dommen var afsagt, talte jeg med en anden tilhører – en ældre, sympatisk mand, tidligere skolelærer, som mente, at “nåde var kommet for ret”. Det skal jeg ikke kunne sige. Sagens mange nuancer og detaljer har kun bidraget til at gøre billedet af den forkætrede EU-sag endnu mere mudret. Jeg er glad for, at det ikke var mig, som skulle afgøre dén sag. Men retten har talt – endda på solhverv, som den venlige skolelærer ligeledes gjorde mig opmærksom på. “Nu går det mod lysere tider,” som han pointerede. Og det har han jo ret i – vi er alle blevet mere oplyst.
